Religion kan åbne den politiske debat

Religion har en gyldighed i den politiske debat på linje med mange andre ideologiske forankringer, som politikere har, mener professor i statskundskab Ole Wæver. - Foto: Peter Kristensen.

Det er et problem i Danmark, at vi ikke kan tage religiøse argumenter seriøst i den politiske debat, mener Ole Wæver, der er professor i statskundskab. Kristendom.dk har talt med ham om sammenblandingen af religion og politik i Danmark og USA

- Det er en illusion at tro, at den samtale, der ikke foregår ud fra religion, er den ideelle søgen efter det fornuftige svar, siger Ole Wæver, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Ole Wæver har beskæftiget sig med religionens plads i politik. I dette interview kommenterer han på fænomenet det religiøse venstre, som kristendom.dk har fulgt i forbindelse med præsidentvalget i USA.

Det religiøse venstre er betegnelsen på en amerikansk politisk fløj, der engagerer sig i politik på et venstreorienteret kristent grundlag. Dette kan virke fremmedartet fra et dansk udgangspunkt, hvor religion i større grad bliver holdt ude af politik.

Religion i politik
Ole Wæver forklarer, at inddragelsen af religiøse synspunkter i den politiske debat kan legitimeres. Man kan således sige, at alle politikere argumenterer ud fra forhold, der kan sammenlignes med en religiøs overbevisning.

- Politikerne er jo gennemsyret af alle mulige bindinger. For eksempel kan Anders Fogh jo ikke frit i morgen lade sig overbevise om det ene eller det andet. Han er jo bundet af en masse, som han er nødt til at blive ved med at mene. Folk har en masse forankringer, blokeringer og principper, som i virkeligheden er uforanderlige for dem.

Således bør religion ikke være et mindre gyldigt verdensbilllede end så mange andre bindinger, mener Ole Wæver. Og religion er således én blandt mange andre ting, der gør politik kompleks.

- For nogen er det nogle økonomiske principper, der er det ultimative. For andre er det nogle moralske, og for helt andre nogle praktiske principper. Og derfor mener jeg ikke, at det er så væsensforskelligt, at der bliver bragt noget religion ind.

- Det er ikke så meget, fordi jeg tror, at religionen kan tilføre en speciel fantastisk substans ind i vores debat, som ikke ellers ville være der, eller at det bliver mere værdifuldt. Men det er en mangfoldighed, som jeg synes er uproblematisk. Og pointen er, at politik er en proces, hvor en masse argumenter brydes på en ikke særlig logisk måde. Og folk kommer ind med deres begrundelse og vinkler på tingene, som de har hentet forskellige steder fra. Og der kan jeg ikke se noget i vejen for, at det kan komme fra den ene religion såvel som den anden, såvel som fra alle mulige ikke-religiøse udgangspunkter.

Forholdet i Danmark
Ole Wæver mener, at det religiøse venstre i USA er et interessant fænomen, fordi man i Danmark ofte mener, at det ødelægger den politiske debat at blande den med religion.

- Man opererer i Danmark med en kontrast mellem en idealforestilling om, hvordan en religionsfri politik fungerer, hvor vi taler rationelt og fornuftigt med hinanden, hvilket vi i øvrigt sjældent gør. Og på den anden side et skræmmebillede af, hvad der sker, når religion kommer ind i politik, som ofte er doktrin-agtigt.

Men det er bare i Danmark, mener Ole Wæver. Netop omkring det religiøse venstre i USA er det tydeligt at se, at religion netop har et stort potentiale i den politiske debat, som på ingen måde udvandes af at Bibelen inddrages.

Derfor mener Ole Wæver, at vi i Danmark har meget at lære af den politiske scene i USA, hvad angår vores politiske diskussioner.

- I Danmark fører vi vores diskussioner i skyggen af et meget skematiseret og fortegnet billede af, hvad det vil sige at have religionen med i den politiske debat.

Det er således et problem i Danmark, mener Ole Wæver, at vi ikke kan tage religiøse argumenter seriøst i den politiske debat. Hver gang der kommer debatter, hvor religion inddrages, så bliver det med det samme en andenrangs debat. Når religion indrages kommer fokus til at handle om dét at argumentere religiøst, mener Ole Wæver.

- Det vil sige, at man ikke forholder sig til sagen. Man tager det ikke som en del af den politiske proces. Man gør det straks til en diskussion om det, at der er religion i politik. Og det blokerer for, at vi nogensinde får eksperimenteret med, hvilket samspil, der kan komme ud af, at aktører bidrager til en fælles proces med argumenter, der har et forskelligt udspring.

Danskernes frygt
For mange danskere er spørgsmålet, om religion ikke hurtigt kommer til at handle om den politisk korrekte religion? Denne indvending har også været rettet mod det religiøse venstre. Kritikkerne mener, at de har tilpasset den kristne lære til politiske venstrefløjsidealer. Diskussionen i Danmark er derfor landet på spørgsmålet om, hvorvidt der i sammenblandingen af religion og politik ikke stadig bør opretholdes en vis grænse. Men det er Ole Wæver ikke bange for.

- Det bør ikke være hovedbekymringen i Danmark, hvor vi ligger så ekstremt langt ovre i den modsatte ende af spektret. 99,9% af, hvad der foregår i vores religiøse liv, ses ud fra, at det bestemt ikke skal forstås fra den politiske vinkel. Vi kunne godt tåle et par procent mere uden at der ville ske særlig meget.