Det siger konfirmanden ja til

Hvad er konfirmation? Og hvad vil det sige at blive konfirmeret? Hvad er det, dit barn siger ja til ved at melde sig til konfirmation hos sognets præst?

Lad os begynde ved konfirmationen rent historisk: Baggrunden for konfirmationen er at finde i den katolske kirkes ceremoni, som kaldes firmelse, og som ordret betyder, at barnet efter forudgående undervisning ved en kirkelig handling så at sige ”stadfæstes” i at være døbt.

Ved Reformationen i 1536, hvor den lutherske forståelse af kirke og kristendom blev indført her i landet, blev firmelsen i første omgang afskaffet. Man mente, at dåben var det afgørende og derfor ikke skulle suppleres med en konfirmation. Imidlertid indførte kong Christian den Sjette så konfirmationen i Danmark i 1736 – først og fremmest for at give børnene mulighed for at få en undervisning i den kristne tros indhold.

Dåben og konfirmationen
Konfirmation betyder bekræftelse, nemlig af troen på Gud, sådan som det første gang blev formuleret i dåben. Konfirmationen har altså som forudsætning, at barnet er døbt. I vores luthersk-evangeliske folkekirke forudsætter vi, at dåben er nok i sig selv. Det er dåbens mening, at vi ved denne handling får vores identitet som Guds børn – og får Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv.

Eller sagt med andre ord, at barnet nu får livsfællesskab med Gud. Det er, hvad I som forældre ved dåben har sagt ja til på jeres barns vegne. I har sagt ja til, at barnet ved dåben bliver medlem af kirken - det vil sige den danske folkekirke - og derved kommer ind i det fællesskab, der har Jesus Kristus som sit centrum.

Konfirmationens mening er så, at barnet nu har mulighed for, at få sin dåb og dermed hvad den betyder bekræftet, plus at barnet dermed også siger ja til fortsat at ville være med i kirken og tilhøre den. Altså vil barnet lade dåben præge sit liv, se sig som medlem af kirken og dens fællesskab. Det er, hvad dit barn svarer ja til ved at lade sig konfirmere.

Forud for selve konfirmationen går så en forberedelsesperiode hos sognets præst. Forberedelsen skal man naturligvis følge. Det er forberedelsestiden, der giver selve konfirmationshandlingen i kirken dens mening. Det er en forberedelse til at kunne forstå det, som barnet ser frem til: konfirmationen i kirken og festen hjemme.

Denne forberedelse eller undervisning forud for konfirmationen omfatter 48 timer, der som regel fordeles over en efterårs- og vinterperiode. Selve konfirmationen finder så som regel sted i løbet af foråret. Det vil sige, at forberedelsen følger skoleåret og lægges i 7. eller 8. klasse - alt efter hvad der er tradition for og i øvrigt aftalt med kommunens skoler i det pågældende sogn. For god ordens skyld skal det understreges, at hvis barnet ikke er døbt, kan det uden videre tilmelde sig konfirmationen, idet barnet så bliver døbt på et aftalt tidspunkt i selve forberedelsesperioden.

At gå til præst
Forberedelsestiden til konfirmationen kan opfattes som en proces. Den begynder med selve tilmeldingen og dermed mødet med sognets præst. I øvrigt kaldes konfirmationsforberedelsen af mange "at gå til præst". Det er i sig selv en helt god betegnelse, fordi konfirmationsforberedelsen ikke bare er undervisning og formidling af viden, men netop også et personligt møde mellem dit barn og den person, der står inde for det, som kristendommen handler om.

Dit barn siger altså ja til en undervisning, hvor det dels får uddybet sit kendskab til den kristne tros indhold og grundlag, dels også får mulighed for at spørge og at være med i samtaler og diskussioner med præsten og de øvrige på holdet. Hertil kommer så, at forberedelsen også er en indføring i den kristne tro, sådan som den ytrer sig i kirkens gudstjenester og i det kirkelige liv. Derfor skal man som led i forberedelsen også deltage i en række af søndagens gudstjenester – og her kan man i høj grad støtte sit barn ved at deltage selv.

Forberedelsen er altså en proces, en indgang til den kristne tros verden og en gradvis afklaring af, hvad kristendom går ud på. Man lærer et nyt sprog, nemlig troens sprog. Det sprog, vi ellers lærer og bruger, er det definerede sprog, hvormed vi kan beskrive og holde styr på vores virkelighed. Men troens sprog er sproget for det, vi ikke kan se, det vil sige det, der er mere i tilværelsen, end vi kan opfatte med vores sanser og tænkeevne.

Konfirmationsforberedelsen skal lukke op for det, der ligger dybest inde i barnets hjerte og give det ord til at kunne spørge om livets mening og give sprog til at udtrykke tro og tillid til, at Gud findes. Her er Bibelen den selvfølgelige tekst. Bibelen indeholder kristendommens grundfortælling. Den er menneskers ord om Gud, som den magt, der er livets grundlag, dyb og mening.

Bibelen fortæller om menneskets liv og vilkår – og rummer dermed hele livet med dets glæde, sorg, kærlighed og had, skyld og tilgivelse. Bibelen er den store fortælling om, at mennesket er skabt af Gud, det vil sige mennesket har en uendelig værdi, og at netop jeg har en identitet og hører til hos livets skaber.

Centrum i den bibelske grundfortælling er fortællingen om, at Gud som skaber har vist sig som kærlighed og tilgivelse i et menneskeliv, nemlig som Jesus fra Nazareth. I Jesus har Gud vist sit ansigt, kunne vi sige. Og så slår Guds muligheder stadig igennem i vores menneskeliv form af vores egen tillid, tro og fortsat livsmod, i fællesskabets styrke og følelse af ansvar for andre og den verden, vi lever i.

Gud viser sig som Helligånd. Den Gud, som Bibelen fortæller om gennem billeder, fortællinger og symboler er den Gud, som er treenig, altså giver sig til kende på tre måder. Det er er en forståelse af Gud, som er det helt specielle for kristendommen – og dermed det centrale i konfirmationsforberedelsen.

De store spørgsmål
Dit barn siger altså ja til at tumle med tilværelsens både vanskelige og uløselige spørgsmål. For i kristendommen går tingene ikke op. Her står ondskab og lidelse overfor troen på Gud som kærlighed. Også i mennesket er der et mørke, som er større end vi kan forstå. Samtalen med præsten i konfirmationsforberedelsen tager afsæt i det, som netop er teenagealderens spørgsmål til tilværelsen og hvad der former mennesket.

Vi er alle optaget af vores egen rolle og identitet. Men netop på det tidspunkt, hvor konfirmationsforberedelsen finder sted, er barnet måske mest søgende. Ikke mindst spørgsmålet om hvem jeg selv er, og hvad der former mig, er på det alderstrin særligt udtalt.

Spørgsmålene om mig selv trænger sig på: Kan jeg klare mig? Er jeg dygtig? Er jeg anderledes? Eller er jeg ingenting? Konfirmandforberedelsen er her både et tilbud til og en udfordring til at turde sige ja til at være sig selv, at se sig selv i lyset af det kristne menneskesyn, nemlig at enhver har værdi og den dermed følgende udfordring til at være til for andre.

En henvendelse til Gud
Forberedelsen til konfirmation er også at tage del i de kristne trosytringer. Det er for det første en indføring i bønnens væsen. Bøn er nødvendigvis ikke ensbetydende med foldede hænder og lukkede øjne. Men det er den henvendelse til Gud, hvori man føler Gud tæt på og som giver ro og tryghed. Fadervor er den bøn, som konfirmanderne lærer, den bøn hvori alt det er samlet, som er nødvendigt for mennesket.

Dernæst er gudstjenestelivet en integrerende del af konfirmationsforberedelsen. Man lærer ikke om gudstjenesten, men man holder gudstjeneste, både i forbindelse med selv timerne hos præsten, dels ved også regelmæssigt at deltage i sognets gudstjeneste, mens man går til præst. Gudstjenesten er fællesskabet omkring troen på Jesu Kristus som den, Gud har vist sig igennem. Dette fællesskab kommer til udtryk igennem fælles bøn, salmesang, evangeliets forkyndelse og nadveren.

Et par ord om det med nadveren. I forberedelsestiden kan man godt deltage i nadveren. For mange er nadveren også det vigtigste i gudstjenesten, fordi man her oplever Guds nærvær stærkest. Vi kalder nadveren et sakramente, ligesom dåben. Det vil sige, at det er en handling, hvor Gud er til stede og virker. Nadveren holdes som et minde om Jesu sidste måltid med sine disciple. Her mindes vi, at han døde for os, og hvad det betyder for os, nemlig tilgivelse og kærlighed.

Men nadveren ar andet og mere end et minde, for i brødet og vinen ved nadveren er Jesus selv nærværende og giver sig selv til den enkelte. Uforståeligt for tanke og fornuft er det – og kan derfor kun modtages i tillid.

At blive klog på sin tid
Og så giver man gennem konfirmationsforberedelsen også et ja til at være med i det fællesskab, der hedder kirken og dermed den lokale menighed. Paulus, den første kristne teolog, sammenlignede menigheden med en krop med mange lemmer, hvor det ene led på kroppen er afhængig af og kun kan fungere ordentligt, hvis de andre led er i orden.

I et kendt og meget brugt konfirmandmateriale, som hedder ”Con Dios” (Med Gud), omskrives Paulus` billede af menigheden som en krop til et fodboldhold: ”Hvis målmanden nu sagde: ”jeg er ikke forward, så jeg hører ikke til på holdet”, så hører han alligevel med på holdet. Og hvis backen sagde: ”jeg spiller ikke midtbane, så jeg hører ikke til på holdet”, så hører backen alligevel med på holdet … osv. osv. Men nu har Gud givet hver spiller netop den plads, som han ville, så de udgør ét hold.”

Og så er der et perspektiv mere ved konfirmandforberedelsen: Ved at høre om kristendommens fortællinger, historie og traditioner bliver barnet også klogere på sin egen tid og den kultur, det er vokser op i. For sagen er jo, at Bibelens historier går igen i film, musik, musikvideo og bøger. Set i det lys er konfirmationsforberedelsen og konfirmationen også af betydning for vores kulturs fælles præg.

Ja til kristendommen
Hvad er det så, dit barn siger ja til ved selve konfirmationen? Konfirmationen finder som regel sted ved søndagens gudstjeneste, men i sogne med mange hold kan konfirmationsgudstjenesten også finde sted om lørdagen. Under alle omstændigheder kommer selve konfirmationsritatualet til at stå i centrum af gudstjenesten. Og naturligvis holder præsten en tale henvendt til konfirmanderne.

Selve ritualet indledes med, at konfirmanderne sammen med forældrene samt menigheden fremsiger trosbekendelsen. Alt efter, hvad præsten har valgt (eventuelt sammen med konfrimandholdet), svarer den enkelte konfirmand nu et ja til trosbekendelsen: ”Forsager du Djævelen. Tror du på Gud Fader den almægtige og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, og på Helligånden. Eller præsten spørger: ”Vil du konfirmeres i den kristne tro?” og konfirmanden svarer ja. Nogle præster bruger blot at velsigne hver af konfirmanderne: ”Den almægtige Gud, vor Herre Jesu Kristi Fader, som i dåben har gjort dig til sit barn, han styrke dig i din tro og give dig håb, han velsigne dig og bevare dig i sin kærlighed”.

Men uanset hvilken variation af ritualet, der anvendes, så har konfirmanden sagt et ”ja”. Konfirmanden har sagt ja til kristendommen som det, der skal være dets kompas gennem livet. Konfirmanden er nu en ”voksen” kristen. Dåbskjolen er udskiftet med voksentøj. Vi kan derfor også sige, at konfirmationen er et overgangsritual, en overgang fra barn til voksen, en forberdelsestid afsluttende med en kirkelig festdag, der tilsammen kan give barnet en nødvendig støtte og forståelse af sit liv på vejen fremover.