Selvrealisering og coaching har overtaget præstens rolle

Ifølge ph.d. ved Teologisk Fakultet Christian Hjortkjær er coaching bare en ny version af kristne principper, som bilder os ind at kunne blive et bedre "jeg". Læs kritikken her i dette boguddrag

Lad os for en stund antage, at Gud i dag har trukket sig tilbage fra sit virke i det offentlige og nu tilbringer et velfortjent otium i menneskets ubevidste, Guds hjemstavn, hvor han oprindeligt blev undfanget.

I så fald var vi i sandhed frelsen nær og behøvede ikke andre end os selv for at realisere den. Det er denne grundtanke, der går igen i den terapeutiske metode (og coaching) NLP (Neuro Lingvistisk Programmering). De fleste NLP-terapeuter forstår dog ikke sig selv i denne tradition og ville formulere tankegangen væsentligt mindre teologisk lydende. Og ikke mindst må man forstå NLP som et opgør med enhver teologisk forestilling om mennesket som grundlæggende syndigt. 

Sat på spidsen er NLP Luthers frelseslære frataget Augustins arvesyndslære og i stedet tilføjet det senkapitalistiske idealbillede af mennesket som frit, begærende og stærkt optimistisk.

For at forstå, hvad NLP er, må man ud over denne kristne dimension se den i forlængelse af den amerikanske udgave af psykoanalysen. Hvor den europæiske psykoanalyse er videnskaben om det skyldige menneske, er den amerikanske psykoanalyse videnskaben om den personlige udvikling (Ehrenberg 2010: 352). Grundløftet i NLP er ikke alene, at enhver har muligheden for at skabe positive forandringer i sit liv, men at det også besidder ressourcerne til at tage styring i sit eget liv, til at blive et ‘selvstyrende menneske’. 

Gennem selvudvikling kan hver enkelt bringe sine Ukendte ressourcer i det ubevidste til bevidsthed, og ved hjælp af NLP teknikker kan man lære at kontrollere denne bevægelse og dermed i meget høj grad blive sin egen skæbnes herre. Det har Iben Krogsdal gjort rede for i sin ph.d. om emnet (2009). Her fremhæver hun NLP’s forståelse af det ubevidste og det bemærkelsesværdigt positive syn på selvet, der følger med: Selvet har den centrale rolle i menneskets ubevidste sind som den del, der rummer en dyb sandhed om individets formål og bestemmelse.

Det ubevidste besidder en unik viden om sit menneske. Faktisk ved det ubevidste mere om den bevidste del af mennesket end omvendt. Det er derfor afgørende, at selvet forstås som essentielt godt. Selvet er netop i NLP et kerneselv, og denne kerne i selvet er fundamentalt god. Eller formuleret anderledes: Kerneselvet forstås normativt som det godes oprindelsessted. 

Det er en forståelse af det gode, som ofte uberettiget er blevet påført oplysningsfilosoffen Rousseau, men som vi med større retfærdighed kan genfinde hos psykologen Erich Fromm, hvor mennesket af natur er godt, mens alt, hvad der forstås som ondt, tilskrives den omgivende kultur, især det, at samfundet hæmmer mennesket i at udfolde sit fulde potentiale ( Vitz 1994: 4).

Formålet med NLP-terapien er derfor at skrælle alle de negative lag af udefrakommende hæmninger væk for at komme ind til den gode og autentiske kerne, der gemmer sig inderst inde. Grundforestillingen er, at bag enhver tilsyneladende negativ adfærd eller følelse findes noget sandt og grundlæggende godt, som er blevet krænket. 

Oftest vil klienter i løbet af en NLP session få oplevelsen af, at de frem for at have levet i overensstemmelse med deres egne ønsker og behov har levet efter andres. En sådan levevis opleves som uautentisk. “Formålet med NLP er derfor i praksis at bringe individet til at kontrollere (eller helt eliminere) de ubevidste dele, der er uautentiske (påført udefra) – og til at underlægge sig de ubevidste dele, der opfattes som (mere) autentiske” ( Krogsdal 2007: 90; 2009: 255-256).

Det virkeligt problematiske er her illusionen om ‘det selvstyrende menneske’. Fordi man i NLP antager, at klienten ofte ikke ved, hvem han eller hun selv er, og dermed er sit eget ubevidstes undersåt, er mange klienter i praksis nødt til at fortsætte i terapien. Enhver ny dags oplevelser truer med uautentiske påvirkninger fra det ydre, der kan bringe klienten
væk fra sit eget autentiske selv i det indre. Der er med andre ord absolut uoverensstemmelse mellem NLP’s ideal om det selvstyrende menneske og den egentlige praksis. Man bliver i realiteten aldrig selvstyrende.

Der er hele tiden ukendte, ubevidste kræfter, der skal tolkes, lyttes til eller tæmmes, og dermed har terapeuterne som ‘autoriserede fortolkere af det ubevidste’ gjort sig selv uundværlige. Terapeuterne er i den forstand et nyt præsteskab, der har sat Gud under administration og ansat sig selv som forpagtere af den lovede frelse. 

Bevægelsen ligner Nietzsches kritik af kristendommen: Ligesom præsterne spreder en sygdom af synd og skyld for så meget desto bedre at kunne sælge Gud og sig selv som dens helbredere, på samme måde har NLP-terapeuterne gjort omgivelserne til det uautentiske og al dårligdoms arnested, mens de har pålagt deres klienter en sandhed om det ubevidstes autentiske godhed, som terapeuterne står som eneherskende fortolkere af. Så magtfuld er magten.

Man kunne have forestillet sig, at når nu Gud var flyttet tilbage, ind i det enkelte menneskes indre, så kunne der aldrig komme noget imellem Gud og mennesket igen. Nu kunne man endelig arbejde på at realisere den dennesidige frelse, en frelse, der hverken krævede, at mennesket skulle frelses fra ét rum (det jordiske) til et andet (det himmelske) eller fra én tid (den nuværende onde) til en anden (den fremtidige gode).

Med det guddommelige til stede i det ubevidste var frelsen, forstået som menneskets forening med det guddommelige, tilgængelig her og nu. Eller langt om længe var behovet for frelse, som Nietzsche overvejede, slet ikke nødvendig længere. Det er langt hen ad vejen dette spor, Sløk også selv forsøger at afdække. En en-til-en-relation til det guddommelige, hvor der ikke er brug for hverken Jesus, Jomfru Maria, præster, terapeuter eller bedrevidende fromme som formidlere. I den forstand ligner Sløks ideal klostermunken

Bernhards tanke om en ureflekteret og umiddelbar forening med det guddommelige, ‘unio mystica’. Denne forening kunne potentielt opleves i kunst og musik såvel som nærvær og seksualitet, men én ting er sikkert: Det er meget svært at bygge en kirke eller en religion på denne forestilling. For der er ingen magt. 

Som Nietzsche også forudså, var en afvisning af frelsens nødvendighed en illusion i en verden fyldt med mennesker. Snart ville Guds fravær igen skabe et vakuum, der hurtigt tiltrak sig nye magtstrukturer, som fastholdt kravet om frelse.

Man ville ganske enkelt erstatte Gud med et mindre teologisk lydende midtpunkt, som meget vel kunne være lige så skadeligt. Psykologien er i den henseende lige så åben for magtmisbrug som teologien. Så snart man fandt det guddommelige potentiale i det ubevidste, skød mennesket derfor endnu en gang sig selv ind som mellemled og formidler af det andet menneskes vej til Gud.

I den forstand er Gud blevet rentabel. Når en virksomhed vil øge sin profit, er det en god ide at have Gud med i regnskabet. For her er virkelig penge at hente. Ikke i Gud i det høje, men i Gud i det ubevidste indre. Den danske etnolog Kirsten Marie Bovbjerg har ydet et opsigtsvækkende bidrag til belysning af Guds fornyede rentabilitet ved at foreslå en genaktualisering af Webers tese (2001), hvor Webers kaldsbegreb reformuleres som et kald til selvrealisering gennem arbejdet.

I den oprindelige tese påviste Weber, at datidens arbejdsmoral ikke alene var betinget af materielle vilkår, men at kapitalismen endda i meget høj grad fremmanede en bestemt livsførelse, fordi den var forbundet med den religiøse nyorientering. Kapitalismen lukrerede ganske enkelt på, at calvinismen (som kan siges på det tidspunkt at have været en nyreligiøs retning inden for kristendommen) foreskrev en særlig metodisk livsførelse, hvor en religiøs bearbejdning og disciplinering af selvet var central: Den enkelte skulle arbejde til ære for Gud. 

Kapitalismens valgslægtskab med den protestantiske arbejdsetik bestod således i, at det religiøse kald blev et kald til arbejde. Bovbjergs pointe var, at det er det samme, der skete i 1980’erne, hvor alternative terapiformer med nyreligiøse strømninger blev indoptaget i moderne management og ledelsesstrategi. I sin genaktualiserende tese taler Bovbjerg for, at den protestantiske etik i dag er afløst af en følsomhedens etik, der knytter sig til New-Age.

Som vi så det med NLP, arbejdes der i dag med en bred pensel af terapeutiske teknikker, der sørger for en bevidst bearbejdelse af selvet under inddragelse af det ubevidste. Kendetegnende for denne ‘psykoreligiøse’ praksis er fremhævelsen af, at mennesket fundamentalt set har en spirituel eller guddommelig substans. Kaldet til arbejde bliver derfor et kald til selvrealisering. 

Gennem selvrealiseringskurser (og coachingkurser) er det hensigten, at arbejderen får et nydelsesmæssigt forhold til sit arbejde og ideelt set betragter det som et kald. Derved bliver arbejdet ikke længere set som en pligt, men som noget, der udføres con amore – som en måde at realisere sig selv: “Frelsen ligger ikke i det hinsides, men i den jordiske succes både menneskeligt og arbejdsmæssigt” (Bovbjerg 2003: 88), og derfor er det helt igennem rentabelt for virksomheder at tage religiøsiteten alvorligt. Problemet med det nye kald til selvrealisering er, som vi så i forrige kapitel, at det i dag er knyttet til de nyliberale styringsrationaler, hvor pagten indgås ikke med Gud, men med virksomheden. 

 Derfor er det virksomheden, der i dag har både nøglemagten, præsteskabet og sakramenterne og dermed har overtaget den katolske kirkes rolle: Uden for virksomheden er der ingen frelse.