Døden kræver tid og plads

Allehelgen nærmer sig. Kristendom.dk har derfor talt med fire bedemænd om døden. ”Der kommer en fysisk og psykisk regning, hvis ikke vi kan holde ud at være i døden. Omvendt kan troen gøre en stor forskel i positiv retning,” mener Lykke Rømer, der er bedemand i Odense

Lykke Rømer fra Odense har været bedemand i syv år, og hun ved fuldstændig, hvordan hendes egen begravelse skal være.

”Jeg vil dø hjemme i ro omgivet af mine nærmeste, og derpå jordfæstes på kirkegården på en allerede aftalt plads. Det har jeg talt med min familie, også min børn, om. Så det er helt på plads og helt naturligt,” siger hun, og fortæller, at hun i sit arbejde som bedemand tit ser det modsatte. Nemlig den vilde frustration i folks blik, når det går op for dem, at de aldrig fik snakket med deres nærmeste om døden, mens tid var.

For danskerne er generelt dårlige til at tale om, hvordan begravelse og gravsted skal være, både mens alt er godt – og i tiden fra når den kommende afdøde har fået en terminal diagnose.

”For så vil mange i misforstået hensyn til den terminalt syge ikke tale om det. Det kan gøre vedkommende ked af det og bange, mener man, selvom det er os bedemænds opfattelse, at mange terminalt syge netop gerne vil tale om det. Ja, emnet er så tabubelagt, at den syge indimellem påtager sig opgaven at tage sig af de pårørende og deres følelser, selvom den syge selv står rædselsslagen overfor den død, som venter om ikke lang tid,” siger Lykke Rømer.

Og det bliver ikke nødvendigvis bedre anden gang, at familien oplever et dødsfald. Det hænger sammen med, at de fleste familier typisk har to måder at reagere på: Enten kan de ikke være i den døendes kommende død, selvom de gerne vil gøre alt det bedste. De ved bare ikke hvordan. Eller også bliver døden noget meget praktisk, hvor alt skal ordnes på en eftermiddag eller to, og begravelsen helst skal finde sted en lørdag kl. 11, så ingen behøver at tage fri fra arbejde.

”Men sådan fungerer det ikke. Døden tager tid, og hvis ikke vi giver os selv den plads, som det kræver at være i døden som efterladt, så bider det os bagi senere. Mange danskere tror også, at når først stenen er sat på gravstedet, så er alle vores følelser og sorg nede i dén sten, og så kan vi vende tilbage til hverdagen. Men der kommer en fysisk og psykisk regning, hvis ikke vi kan holde ud at være i døden. Omvendt kan troen gøre en stor forskel i positiv retning,” mener Lykke Rømer, og fortsætter:

”For troen gør, at vi gribes, når vi falder. At vi lander i trygge arme, og ikke slår os helt så meget. At vi har lettere ved at acceptere, at døden er prisen for livet. Det er en vished, der giver ro. For døden handler rigtig meget om fred versus kamp. Og jeg har mange gange set desperationen i blikket på efterladte til en afdød, der døde på sygehuset omgivet af maskiner, uro, røde lamper, bip-lyde og kaos. Men dét billede af ens ægtefælle, forælder eller barn skal ikke være det sidste. Slet ikke når man senere kan tage de efterladte med i kapellet og vise den fred, som mange afdøde får, efter at døden er indtruffet. For det er en rolig og værdig fred, som det er langt bedre at bære med sig videre i livet, og som får de forkrampede skuldre hos de efterladte til at sænke sig. Desværre er der flere og flere kapeller, som nedlægges, eller som har lukket store dele af døgnet, og det er et problem.”

Det er også Lykke Rømers erfaring, at ritualerne spiller en stor rolle for de fleste efterladte, også selvom mange af dem ikke kommer i kirken udover til personlige højtider som dåb, konfirmation, bryllup og bisættelse eller begravelse.

”Men det er smukt med ritualer. Jeg husker en udsyngning af en bedstemor, hvor barnebarnet mente, at vi skulle synge ’Hjulene på bussen’. Det gjorde vi så, og det var en fin stund, også fordi børnebørnene inden fik lov til at se den døde bedstemor og sige farvel – og dermed acceptere, at ja, hun var død. Børn har generelt en naturlig tilgang til døden, som voksne kunne lære en del af. For vi skal turde tale åbent om døden, og gerne mens vi er midt i livet, som forleden hjemme hos os, hvor min mor og min søn bagte pandekager, og imens talte om stenlægningen på hendes gravsted.”