Boguddrag

Mødet med døden kan sætte os fri til livet

Hun gav mig modet til at begive mig ud på min første lange vandring tværs over Spanien. Fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien. Foto: Gudmund Rask Pedersen

Da hun mister sin lille datter ved en for tidlig fødsel, rystes pilgrimspræst Anette Foged Schulz ud på livets vandring. Læs et uddrag af hendes egen beretning her

Pilgrimspræst Anette Foged Schulz beretter i "På vandring med en pilgrimspræst" blandt andet om, hvordan døden kan være et ømt og smertefuldt spark ud i livet.

Og hvordan en mislykket prædiken kan være med til at fremmedgøre folkekirken for troende.

Læs uddraget "Møde med døden" fra bogen "På vandring med en pilgrimspræst" her:
 

Før ordet bliver til på min tunge,

kender du det fuldt ud, Herre;

bagfra og forfra omslutter du mig

og du lægger din hånd på mig.

Salme 139 V. 4-5

DAGBOG

Erfaringen stred imod alt, hvad jeg hidtil havde troet på og levet efter. Den trængte sig på med en virkelighed, som rystede mig.

Den fortalte mig, at jeg ikke har magt over det væsentligste i livet. Den konfronterede mig med min afmagt i forhold til dét, der virkelig betyder noget. Livet. Kærligheden. Døden.

Indsigten rystede mig, men den gav samtidig en lettelse. For når jeg indser, at jeg ikke har magt over liv og død og kærlighed, så er det nærliggende at give slip. Slippe alle forsøg på at magte livet. Opgive at få kontrol over det.

Jeg havde mistet en lille pige ved for tidlig fødsel. Uden at jeg nogensinde kom til at holde hende i mine arme. Uden at jeg nogensinde kom til at lære hende at kende, satte hun mig fri til at leve. Gennem sin død. Hun gav mig den besked, at jeg skulle leve og ikke lade min frygt stå imellem mig og livet.

Hun gav mig besked om, at jeg skulle give slip på forsøget på kontrol. Hun sagde til mig, at jeg ”skulle lade falde, hvad der ikke selv kunne stå."

Og jeg gav slip.

Hun gav mig modet til at begive mig ud på min første lange vandring tværs over Spanien. Fra Saint Jean Pied de Port i Frankrig til Santiago de Compostela i det nordvestlige Spanien.

For når døden kan komme så uventet, kan jeg lige så godt kaste mig ud i at leve. Gøre det, jeg gerne vil.

Trodse frygten. Døden kan komme alle steder og når som helst. Selv når vi tror os sikre. Det kan stadig undre mig, at mødet med døden kan sætte fri til livet. OG, at det er sådan, det er.

SINDBILLEDE At alting stadig kan ske, er det værste
At alting stadig kan ske, er det bedste

Sådan rammer Søren Ulrik Thomsen livet ind med et digt
Og sådan rammer han mig midt i livet

Ofte tænker jeg på det værste
Forsøger at unddrage mig netop dét
ved at gøre mit bedste
Kæmper for at inde vej og udvej
I stedet for at lade alting være, hvad det er
Det hele
Ikke i ligegyldighed
Men med åben forventning om det bedste

Når det værste er sket
kan det bedste pludselig overraske

Mens jeg kæmper for at bevare noget
nogenlunde godt
lukker jeg af for det bedste
Og for livet selv

Det værste er, at det værste alligevel kan ske
Uanset hvor hårdt jeg kæmper for det bedste

Jeg ville ønske
jeg kunne gi’ slip
Se det hele begynde igen
Og igen
Og igen

Gi’ livet, mig selv og de andre en chance

REFLEKSION

Det er påskedag og mange år siden, at tabet af min lille datter, åbnede til erfaringen af døden. Erfaringen af, hvordan det at blive konfronteret med døden kan give mod til at leve. Jeg har båret erfaringen med mig gennem alle årene. Som den erfaring, der kom tættest på en forståelse af evangeliets forkyndelse af opstandelsen. En erfaring af at gå fra langfredag til påskedag.

I mit eget liv. Jeg forestiller mig, at mennesker har forskellige erfaringer af netop denne bevægelse. Fra død til opstandelse. Fra opgivelse til livsmod. Fra håbløshed til håb. Man kan mærke det, når man mister én man elsker. Når man møder kærligheden igen. Eller når en forsoning inder sted i ens liv. Som en ny begyndelse. Som at få livet givet på ny.

Denne påskedag, opstandelsesdagen, sidder jeg til gudstjeneste i kirken. Med mig har jeg mit levede liv og alle de erfaringer, jeg har gjort mig gennem de 54 år, jeg har været i verden. Der er mange i kirken. Den virker næsten fyldt. Hele ire dåbsbørn med familier. Mange børn, som på en in måde bliver inviteret ind ved siden af, mens præsten prædiker. En yngre kvinde går venligt, smilende op gennem kirken og rækker indbydende hånden ind mod børnene på bænkene. Langt de leste går med og der er en god ro i kirken, da præsten indleder sin prædiken.

Det begynder godt. Han tager udgangspunkt i en personlig erfaring. Er nærværende i sin fortælling. Men alt for hurtigt forlader han dét sted og går over til at tale i vendinger som: ”Kærligheden kan få døde til at genopstå” – uden at trænge dybere ned i udsagnet. Det står og blafrer i rummet, efterfulgt af lere udtalelser om Guds kærlighed og om påskedag, som noget helt særligt. En helt særlig stemning er der i dag. Det er hans påstand.

Igen, uden at uddybe de noget bastante udsagn. Uden at knytte levet liv til udlægningen. Uden at ligne udsagnene med noget vi måske kender? Hér sidder vi. Måske to hundrede mennesker i kirken. Og der er ingen kontakt.

Når prædikenen på denne måde mislykkes, falder det gamle smukke højmesseritual til jorden. Som meningsløse, gammeldags ord, der ikke siger nogen noget. Folk bliver tomme i blikket og står af. Venter kun på, at det er overstået, så de kan komme ud i solen igen.

Da vi når til nadveren, sidder dåbsfamilierne som tilskuere, mens en lille flok kirkevante lister op til nadverbordet. Dåbsfamilierne ser på den lille flok, som om de var mærkelige dyr i skoven. Det er lige før de for anden gang under højmessen tager kameraerne frem for at fotografere.

Præstens påstand om påskedags helt særlige virkning på os alle sammen virker ikke. Hvis den virker, er det fremmedgørende. Fremmede for hinanden og for gudstjenesten sidder vi ubevægelige i kirkerummet. Fortabte, her i det rum, hvor vi kunne være blevetfundet . Fundet og rummet af Guds ord. Tiltalt og sat ind i en større sammenhæng end den, vi kan sige os selv.

Jeg ved af erfaring, hvor svært det er at prædike. Én ting ved jeg dog fra den erfaring, jeg selv gør på kirkebænken søndag efter søndag. At komme med generaliserende påstande fra prædikestolen om, hvordan livet er, dét er en dødssejler. For i kirken sidder der – hvis man er heldig – mange forskellige mennesker.

De kommer ind med hver deres liv og hver deres sindsstemning denne morgen. Præsten aner ikke det mindste om, hvordan de har det. Lige meget hvor meget han påstår det. Det kan virke som overgreb at sidde på bænken og få at vide, hvordan det er at være menneske. Når man har det helt anderledes.

Fra langfredag til påskedag. Hvordan får vi fat i den bevægelse i prædikenen? Så den kan lytte noget for dem, der sidder på kirkebænkene?

Hvordan kan vi formulere os sådan, at folk oplever sig rummet, modtaget og tiltalt? Hvordan formidler vi budskabet om kærligheden, så vi selv og andre kan høre, hvad det betyder? Og så vi og de kan tage budskabet til os som grundlaget, livet kan leves ud fra?