Via Dolorosa og lidelsens plads i kunsten

I maleriet "Kristus der bærer korset" af Hieronymus Borsch fra cirka 1510 er Kristus neutral i ansigtet, mens folkene omkring ham udtrykker de værste laster. Foto: Wikimedia

28. marts 2018, kl. 13:56

Af Mads Boel Bendix

Jesu korsvej, Via Dolorosa, har spillet - og spiller stadig - en meget stor rolle i kunsten. Præst, kunsthistoriker og salmedigter Lisbeth Smedegaard Andersen forklarer her hvorfor

- Hvorfor er denne rute blevet så kendt og ikonisk – det med smerten og lidelsen?

"I den vestlige kirke (i modsætning til Østkirken, den ortodokse kirke) har Jesu menneskelige fremtræden lige siden højmiddelalderen altid haft lidt overvægt i forhold til hans guddommelige og sejrende side. Og intet viser hans menneskelighed mere end hans lidelse og død. Her er han virkelig ét med os og vores vilkår.

Når traditionen først slår igennem omkring 12-1300-tallet, har det nok også en sammenhæng med, at der på den tid kommer mere vægt på forkyndelsen til almindelige mennesker. I de italienske byer, hvor Frans af Assisi og hans ”små brødre” begyndte at prædike for folk på torve og gader, var evangeliernes fortællinger om de mennesker, Jesus havde mødt på sin vej, lettere at forstå end de store frelseshistoriske begivenheder. Franciskanerne fortalte historierne og prøvede at vække folks følelser og indlevelse.

Derfor blev både Jesus selv og de enkelte bipersoner i Jesu historie mere levende. Man kunne identificere sig med disciplenes angst, med folk i lignelserne, med Maria, der sørgede over sin søn – alt sammen menneskelige udtryk, som talte til folk, der selv levede under vanskelige betingelser."

- Hvorfor har lidelseshistorien inspireret så mange kunstnere?

"Den uhyre dramatiske lidelseshistorie gav kunstnerne lejlighed til at studere og gengive, hvordan mennesker ser ud, bevæger sig og reagerer på sådanne voldsomme begivenheder. En kunstner som Hieronymus Bosch (1450-1516) har for eksempel malet et billede af Jesu vej til korset, hvor Jesu ansigt er meget anonymt, men hvor personerne omkring ham afspejler alle de værste laster såsom dumhed, begærlighed, skadefryd, brutalitet og magtsyge.

Kunstnerne begyndte også at afbilde de mere sarte følelser som sorgen og forfærdelsen, som Maria og Veronica (fra legenden om Veronikas svededug) lægger ansigtstræk til. Der er mange versioner. En af de absolut mere folkelige findes i ”sacri monti,” de hellige bjerge i de italienske alper, hvor valfartende ledes langs veje med realistiske og kradse fremstillinger af bibelske og apokryfe scener. Man må ikke glemme, at de fleste dengang ikke kunne læse, så her fik de bibelhistorie gennem synssansen.

Kunsten har i århundreder været tæt knyttet til kirke og kristendom. Det var simpelthen her, historierne og motiverne fandtes, og netop vejen til Golgata var fuld af fortolkningsmuligheder.

Med Reformationen forsvandt den form for folkefromhed fra den protestantiske kirke, men de enkelte scener blev naturligvis stadig brugt af kunstnerne, fordi de er en del af passionshistorien."

- Hvorfor er det relevant at beskæftige sig med Via Dolorosa i kunsten – hvad kan man udtrykke her, som man ikke kan nogen andre steder?

"Jeg tror, at selvom vi lever i en sekulariseret tid, så har vi alle mere eller mindre en viden om disse kernepunkter i Det Nye Testamente. Det betyder, at kunstnerne kan regne noget for alment kendt og derved fortolke videre på fortællingen.

Det er en arketypisk fortælling, fordi den handler om menneskers grundvilkår: Vi lever, vi lider, vi mister vores kære og må måske stå ved siden af og se magtesløse til. Og til slut dør vi selv.

Men selv i lidelsen er et håb. Det er, hvad Jesu historie som helhed peger hen imod, og det medtænker vi mere eller mindre bevidst, når vi ser på disse billeder af hans vej til korset. Og temaerne er uudtømmelige, fordi de som sagt er arketypiske. Her møder vi vores egen angst, vores erfaringer af ondskab og hårdhed, men også medlidenheden og sorgen. Der er vel ingen andre temaer, der sammenhængende kan give udtryk for hele dette spekter af følelser og tanker."

Tre korsvejsstationer fortolket i Lisbeth Smedegaard Andersens salmedigtning

Jesus tager korset på nakken (Johanesevangeliet 19,17)

Så bøjed den dødsdømte nakken,
de slæbte ham nådesløst med.
Han bar selv sit kors ud mod bakken,
der lå på et gudsforladt sted.

Han bar på al ondskab og vrede
på myrdede håb og fortræd
og folk vendte ho’det i lede,
mens andre slog øjnene ned

men hen over stenbro og mure
og sort mod hvert eneste hus
gled skyggen af drømmens konturer
- en vingeskudt fugl gennem grus.

Jesus berøves sine klæder (Lukasevangeliet 23,34b)

Gud er skjult, men se hans tjener:
nøgen, fattig, som han kom!
Narrekronen på hans hoved
det er al hans ejendom.

Sendt af Gud, der tæmmer lynet
og gør skyer til sin vogn!
Kærligheden drev ham, se! han
skriges ud som pauseklovn.

Hvor hans kappe rørte jorden
blomstred støv og liv opstod.
Ribbet står han nu, mens Satan
kaster lod ved korsets fod.

Jesus dør på korset (Lukasevangeliet 23,44-46a)

Nu knejser korset, ravnesort
som sprosserne i helveds port
Han hænger kvæstet på dets pæl
med slangens mærke i sin hæl.

Kun gnist mod sten fra støvletramp
gir genskær efter lysets kamp,
og blindt går verden over stag
ind under mørkets sejrsflag.

Så er da verden gennemtrængt
af dødens mørke, stort og strengt
Han endte ene og forhadt
af Gud og mennesker forladt.

(uddrag af Korsvejen, 2017)

Korsvejen - historisk set

Traditionen omkring ”Via Dolorosa” med korsvejsstationerne blev stadfæstet under den folkelige pietisme, men kan spores helt tilbage til 1300-tallet, hvor det blev mere almindeligt for pilgrimme at rejse til Det Hellige Land for at se de steder, hvor Jesus havde gået, og for at følge hans sidste vandring gennem Jerusalem ud til Golgata.
Der var mange forskellige slags pilgrimme: Kongelige, adelige og velhavende folk, men også fromme munke og fattige folk foretog rejsen for at sone en forbrydelse eller en synd. Franciskanerbrødre havde derfor påtaget sig at være en slags guider og lede folk ad den rigtige rute.
Undervejs dvælede man ved de enkelte steder, hvor man fra evangelierne vidste, at der var sket noget særligt (Jesus blev stillet for Pilatus, fik lagt korset på skuldrene, faldt med korset, mødte Jerusalems kvinder osv.).
En sådan rejse gjorde et uforglemmeligt indtryk, og der var blandt pilgrimmene velhavende mennesker, der efter deres hjemkomst gerne ville dele oplevelsen med deres naboer. Derfor anlagde nogle af dem en Via Dolorosa i deres egne omgivelser – ofte langs stier eller vandreveje op ad et bjerg eller gennem en skov.
Langs med vejen opstillede man små skabe med andagtsbilleder, ”stationer”, der viste, hvordan Jesus fik korset lagt på skuldrene, og hvordan han derefter blev ledt frem mod Golgata, hvor han blev klædt af og naglet fast til korset. Vandringen sluttede ofte med en andagt i et lille kapel med et billede af enten korsfæstelsen eller gravlæggelsen.
Vandringen passede naturligvis særlig godt til fastetiden, og efterhånden blev der knyttet bønner eller meditationer til de enkelte stationer, så man kunne indleve sig i begivenhederne. Senere kom billeder i de lokale kirker til, så man kunne gå vandringen inden døre og når som helst.
Oprindeligt var der kun syv eller ni stationer, men efterhånden udvidede man antallet til de 14, der er almindelige i dag.

Lisbeth Smedegaard Andersen

Født 1934. Præst, salmedigter og forfatter.
Påsken er den helt store inspirationskilde i Lisbeth Smedegaard Andersens arbejde som præst.
Hun har desuden beskæftiget sig meget med lidelsen og korsvejen i både billeder og salmer.
Hun har skrevet en række bøger om kunst og teologi, samt 14 salmer over korsvejen. På det tidspunkt var traditionen ikke så kendt i Danmark, men hun mødte den under et studieophold i Strassbourg, hvor hun tilfældigt kom til at gå op ad en bjergvej i Alsace. En af salmerne, ”Så bøjed den dødsdømte nakken”, er i Den Danske Salmebog.
Siden har hun skrevet en sonetkrans Nu lægger vinden sig i verdens haver, et påskeoratorium sammen med komponisten Erling Lindgren, På vinger af håb, der opføres en del steder (blandt andet i Sorgenfri Kirke og Jægersborg Kirke langfredag), samt Korsvejen sammen med komponist Jesper Gottlieb, hvor nogle af salmerne til korsvejen indgår (se eksempler herpå nederst i artiklen).