Julekalender: 9. december

Rasmus Frederiksmose er drag queen: “Det handler om at give andre en god oplevelse”

Brynhildr the ViQueen har tidligere været en del af drag bingo-arrangementer, som her på Bastard Café i København. Foto: James Richards, Bastard Cafe

Bag den anerkendte danske drag queen Brynhildr the ViQueen står 25-årige Rasmus Frederiksmose. I år skifter han for første gang familiejulen ud med en aften som værtinde på et bingoarrangement til fordel for enlige og ensomme

I min familie plejer vi at holde jul på en meget uformel måde. Der er ikke så mange faste traditioner, og vi tager det ikke så seriøst. Mange andre føler, at de skal følge samtlige traditioner til punkt og prikke, men sådan har det aldrig været hos os.

Mine forældre og jeg plejer at holde jul hos min mors familie det ene år og hos min fars familie det andet år. Når vi er sammen med min mors side af familien, er fokus på det nære, hyggelige og varme. Der er overskud til, at man kommer hinanden ved og er nærværende. Det er ikke helt tilfældet i min fars familie, der er mere præget af splid.

Det er ligesom mere “rigtig” jul på min mors side. Det er svært at give konkrete eksempler på hvorfor, for det er mere en følelse, end det er, at julesovsen smager bedre hos dem.

Men de er også lidt skøre. For et par år siden havde min tante fået en fiks idé om, at hun skulle spice festen op, så hun havde lavet alle juleretterne med et østasiatisk tema. Det betød blandt andet, at andesovsen var blevet krydret med ingefær og citrongræs og flæskestegen overhældt med østerssovs. Maden smagte mildt sagt specielt, men selvom det slet ikke fungerede, står det lysende klart som et virkelig hyggeligt juleminde for mig. Det var et mislykket eksperiment, men jeg elsker hende alligevel. Det er med sådan nogle situationer, julen bliver mere menneskelig og ægte, fordi det viser, at alle er fejlbarlige.

Da jeg var barn, var der også et år, hvor min tante foreslog, at vi skulle lave en lidt anderledes jul. Der blev lavet flæskesteg, sovs og kartofler, og så købte vi gaver - men ikke til hinanden. Det, vi købte, var brugsgaver, som vi gik ud og gav til hjemløse. Selvom det er ved at være længe siden, har oplevelsen sat sig i mig som en af de bedste juleaftener, jeg kan huske. Det virkede bare rigtigt.

Det er den oplevelse, der ligger til grund for min beslutning om ikke at holde jul med min familie i år.

Jeg vidste allerede sidste jul, at jeg ville gøre noget anderledes i år. Men så kom corona ind i billedet, og jeg troede, at det ville blive svært at stable noget på benene.

Men så spurgte en af mine veninder, om vi ikke skulle lave drag bingo juleaften - for de enlige, ensomme og dem, der ikke har nogen at holde jul med. Drag bingo er ligesom almindelig bingo, bare tilsat en eller flere draq queens, der krydrer arrangementet med forskellige typer performance og interagerer med publikum.

Min veninde tilbød at finde alle præmierne - jeg skal bare komme i drag og se godt ud. Og nu har hun fundet virkelig mange flotte præmier, som vi kan dele ud i løbet af arrangementet. Det lader til, at det bliver rimelig omfattende, og jeg har helt ærefrygt over, hvad det er, jeg har sagt ja til.

Jeg tror, det bliver enormt hyggeligt, men jeg er også lidt nervøs. Der er så mange tekniske ting, der skal være styr på, da vi skal livestreame det hele på Facebook, så vi ikke overtræder nogen retningslinjer for forsamlinger.

Jeg glæder mig enormt meget, og det bliver en skøn måde at fejre jul på. Da jeg sagde til mine forældre, at jeg ikke ville holde jul med dem i år, blev min mor først lidt stille i telefonen. Men da jeg fortalte om, at jeg gerne ville gøre noget godt for andre, var de helt med på idéen.

For mig handler det om at give andre en god oplevelse, og jeg vil gerne gøre, hvad jeg kan med de ressourcer, jeg har. Jeg har ikke en særlig stor kapital eller materielle ting at give af, men jeg har intellekt og kreativitet. Der går intet af mig ved at lægge makeup og tage en fin kjole på, og det koster mig ikke noget. Det er bare tid, jeg lægger i det. Og hvis det kan skabe en vidunderlig fest hjemme i stuerne hos folk, der kan sidde og spille bingo, er det det hele værd.