Dramaets pris er høj i tredje afsnit af Herrens Veje

Fortællingens fortryllelse bliver ødelagt i tredje afsnit af den populære DR-serie, hvor en sult efter drama og plot dræber historiens stærke figurer, skriver sognepræst Rikke Juul i en refleksion

Da jeg første gang læste autofiktion, altså selvbiografi iblandet fiktion, opdagede jeg, at jeg som så mange andre er udstyret med en indre hypersensitiv plotdetektor. Mine erfaringer med bøger, tv-serier og film havde fortættet sig i dette instrument: at lede efter detaljer, der peger på et plot.

Når Karl Ove Knausgård i ”Min kamp” lånte en kuglepen til Geir, blinkede den løs og overbeviste mig om, at jeg skulle lægge ekstra meget mærke til kuglepennen, for den skulle nok vise sig at blive en rekvisit i et større dramatisk sceneri. Men det skete ikke; for selvom det kan diskuteres, hvor virkelighedsnær autofiktionen egentlig er, så spejler den dog virkeligheden så meget, at en kuglepen ofte bare er en kuglepen. Plotdetektoren gav op, og jeg overgav mig helt til fortællingen.

At blive bevidst om plotdetektoren var også et uskyldstab. Fortællingens fortryllelse bliver brudt, når jeg leder efter det store plot, og fortællingens personer træder i baggrunden for at overlade rampelyset til forfatteren og hans litterære greb.

I tredje afsnit af DR-serien ”Herrens Veje” bimlede plotdetektoren igen, da julen brød ud i familien Krogh. Det er ikke sæsonens sidste afsnit, oplyste den, ergo kan det umuligt bare være glæde; noget truer, find det. At det blev søde Svend, der skulle ofres i dramaets navn, var næsten ikke til at bære.

Det gik lige så godt for Svend. Johannes havde på sin egen måde adopteret ham, idet han gav ham det kroghske arvestykke: fader-søn-Bibelen. Svend blev ikke bare søn, han var også godt på vej til blive genindsat som far for sin datter. Men så ville hun ikke holde jul med ham alligevel. Og i et smukt, tragisk billede forvandles de brede armlæn i Børge Mogensen-stolen til korsets tværbjælke, da Svend selv stikker naglen i sin arm. Som den udåndende Jesus falder Svends hoved mod brystet, og den lille hestehale svirper op som halen på den rødkælk, vi mødte i første afsnit. Svend sidder livløs, mens den langlemmede provst springer lykkeligt afsted gennem den ene stue en suite efter den anden i den lange familiekæde og synger: ”Nu er det jul igen, nu er det jul igen.”

Johannes’ lykke begyndte med et andet stik: På bedste Thomas Tvivler manér stikker Elisabeth sin pegefinger hårdt ind i Johannes’ blåbankede dansehåndtag for at finde ud af, om han er den mand, hun kender. Hun får hul på ham, og han fortæller det hele, bekender sin skyld.

Johannes forventer ikke, Elisabeth tilgiver ham, for han kan ikke engang selv. Men da han uventet hører Augusts stemme i nogle af sine efterladte prædikener, opdager han et blødt lys på sit kontor, og i et syn ser han August som barn. Han siger undskyld og får et ”det er okay”. I modsætning til Elisabeth, der holder fast i, at hun har talt med August selv igennem en clairvoyant, udlægger Johannes sit syn som Guds tilgivelse og nærvær i en fremragende juleprædiken. Det lys, der fra synet af August som barn strålede imod ham, var Guds, det samme lys, som blev tændt og strømmede ud i verden julenat. August er indesluttet i Guds lys og kærlighed, og deri genoprettes forholdet mellem far og søn.

Den anden søn Christian er stadig tynget af skyld og sorg. Det gør ham destruktiv og apatisk. Han lader sit livsprojekt sejle og ser til, mens kræmmere forvandler ham til et brand og en todimensionel papnisse. Det er tragisk, det er morsomt, og det er langt nok til, at jeg tænder fjernsynet igen næste søndag.

Hvorfor kunne Adam Price og hans hold ikke have ladet det være ved det, og nøjedes med at lade Svend gå i ud i den mørke kulde alene og nedtrykt? Det havde stadig gjort ondt og sat en krog i seerne. De valgte at skrue op for dramaet og fik en god ”cliffhanger”. I dette afsnit er dramaets pris, at manuskriptforfatterne ødelægger de levende figurer og efterlader os med flade karikaturer.

Johannes har ikke to minutter til Svend, og netop som han blevet tilgivet af August, skubber han sin ny-adopterede søn ud i mørket. I næste afsnit vil det vise sig, om det er sådan, det skal forstås. Det håber jeg ikke, for det er en neurotisk forestilling om skyld. Det gør Svend til et skvat. Det fælder en ulideligt moraliserende dom over Johannes, som indledningsvis er et tom kar, der beder om at blive fyldt, men han ender med at bliver så opfyldt af sig selv og sin egen lykke, at han bliver andres ulykke.

Rikke Juul er sognepræst i Rosenvænget Sogn i København.