Provst: Dåb er ikke et hurtigt fix

Drop in-dåb taler tidens hurtighed og individualisme efter munden. Vi skal turde fastholde langsomheden, fordybelsen og frem for alt troens fællesskab i gudstjenesten, mener provst Eskil Simmelsgaard Dickmeiss

For et par år siden blev jeg ringet op af en bekendt. Hans gode ven var blevet far og havde spurgt ham, om han ville stå fadder. Det ville han meget gerne. Imidlertid var hverken han selv eller faren døbt. Dét skulle der rådes bod på nu.

De havde henvendt sig til den lokale sognepræst, som også skulle forestå barnedåben. Præsten havde svaret ved at planlægge en dåbslørdag for dem. Formiddagen skulle bruges på gennemgang af dåbsritualet og samtale om kristendom og tro. Om eftermiddagen ville præsten så døbe dem med deres nærmestes tilstedeværelse. Den følgende søndag skulle den lille så døbes.

Nu ringede den bekendte til mig. Han syntes, det var lidt lang tid at bruge på at blive døbt. Han ville jo egentlig bare døbes, og hvor svært kunne det være. Kan du ikke bare gøre det? spurgte han mig.

Det kunne jeg i princippet godt. Jeg havde helt sikkert scoret nogle point ved at svare ja. Men jeg endte med at svare nej. For det første ville det være ret illoyalt overfor min præstekollega at ”underbyde” den plan, han havde lagt. For det andet syntes jeg faktisk, at deres lokale sognepræst havde taget vare på opgaven på en ordentlig måde.

Ingen tidsspilde

Hvis nu der dengang havde været noget, der hed drop in-dåb, så havde min bekendte og hans ven kunnet få det, som de ville have det. Næsten uden at skulle ulejliges med det. En aften kunne de have cyklet ind til Kristkirken på Vesterbro (hvor der blev holdt drop-in dåb i september, red.) og få dåben klaret. Der havde såmænd været tid til at gå ud og få en øl bagefter. Eller en tur i biffen. Man skulle jo nødig spilde tiden. Carpe diem.

Men er det vejen frem for folkekirken? Jeg er ikke sikker. For de ældste, kristne menigheder var dåben en indføring i menigheden. Menighedens gudstjeneste og fællesskab var det sted, hvor troen hørte hjemme. Deltagelse i nadveren, gudstjenestens rituelle højdepunkt, forudsatte at man var døbt. Dåben var ingen let sag. Dåbsforberedelsen (katekumenatet) strakte sig over tre år. Her fyldte indøvelsen i gudstjenestens praksis formentlig mere end den intellektuelle tilgang til troen. Dåben fandt sted påskemorgen. Kun én dag om året blev der i oldkirken foretaget dåb.

Vi kan ikke overføre oldkirkens dåbsteologi og -praksis direkte til i dag. Slet ikke. Blandt meget andet står det moderne individ imellem os og oldkirken. Men vi kan godt se os over skulderen. Og når vi ser tilbage, bør vi lade os anfægte. Af forfædrenes langsomhed. Af deres møjsommelige omgang med de guddommelige mysterier. Og af troens forankring i menighedens rituelle fællesskab. Her ligger der en aflastning af det moderne individ, der tror, at det selv skal forstå og stå inde for og mestre det hele på den halve tid.

Dåb og tro er ikke hurtigt fix

Kan man stille krav til én, der vil døbes? Det er svært, fordi det støder sammen med dåben som udtryk for Guds gavmildhed. Men som folkekirke kan vi godt gøde en kultur, der giver rum til den langsomme fordybelse og venerationen for det hellige. En kultur, der tydeligt signalerer, at hverken dåben eller troen er et hurtigt fix. Der er brug for at pege på gudstjenesten som den konkrete sammenhæng, man døbes ind i. Den tro, der kun vil tage udgangspunkt i mig og mine tanker og følelser, bliver en meget luftig størrelse. Forankres troen derimod i gudstjenesten, får den form og skikkelse. Den bliver genkendelig som kristen tro.

Her trækker drop in-dåb, så vidt jeg kan se, i den forkerte retning. Initiativet taler tidens hurtighed og individualisme efter munden. I stedet skal vi som folkekirke turde fastholde langsomheden, fordybelsen og frem for alt troens fællesskab i gudstjenesten.

Jeg talte med den bekendte, efter han havde været til den omtalte dåbslørdag. Han fortalte, at det faktisk havde været helt i orden.

Eskil Simmelsgaard Dickmeiss er provst for Frederikssund provsti