Analyse

Drop ind i dåben og ud af familien

Dåbsritualet er det samme, hvad enten du er et spædbarn på fire måneder, som bliver døbt ved en søndagsgudstjeneste, eller en 72-årig pensionist, som selv siger ja. Men i sociologisk forstand er der meget forskellige ting på spil, skriver Karen Marie Leth-Nissen. Foto: Mike Reuter/Det Teologiske Fakultet

Når voksne vælger at blive drop in-døbt, gør de op med en følelse af at være udenfor fællesskabet. Men samtidig tager de et skridt væk fra familien, hvorimod barnedåb er med til at styrke båndet mellem generationerne, skriver postdoc Karen Marie Leth-Nissen i analysen

Folkekirken holder åbent hus for tiden. Kom mellem klokken 15-20 og bliv døbt, lød budskabet forleden fra én af mine lokale kirker, Helleruplund kirke i Gentofte.

Invitationen gik bredt ud og var også at se i storformat bag på busserne. Dåb ved åbent hus-arrangementer kaldes også drop in-dåb, og de breder sig med lynets hast over hele Danmark. Stadig med en overvægt på de større byområder.

Drop in-dåb kom også på banen i det projekt om dåb, som jeg har været del af siden sidste år sammen med udviklingskonsulent Berit Weigand Berg fra Kirkefondet. Det hedder ”Dåb i dag”, og jeg har i den forbindelse set på, hvordan det ser ud med til- eller fravalg af dåb i Danmark.

Hvilket problem er dåben et svar på?

I lørdags, den 10. november, afholdt vi i anledning af projektet en konference med temaet ”Dåben under forandring?”. Dagen igennem fik vi både teologiske og praktiske bud på, hvordan dåben og synet på dåben forandrer sig i disse år. Vi hørte om, hvordan man kan arbejde konkret med dåb og oplæring til dåb i folkekirkens sogne. Dagen sluttede med, at præst Dorte Tofte-Hansen fortalte om, hvordan det var at holde drop in-dåb.

Hvad er så det problem, som dåben giver et svar på? Sådan indledte professor i teologi på Aarhus Universitet Anders-Christian Jacobsen sit oplæg på dåbskonferencen. Vi er som mennesker ikke længere interesserede i den frelse, som teologien knytter sammen med dåben, pointerede Anders-Christian Jacobsen. Synd, fortabelse og evig død ligger os ikke på sinde mere. Det store problem i dag er derimod, at vi mangler fællesskab. Vi føler os identitetsløse og lider af en grundlæggende eksistentiel usikkerhed og angst. Som svar herpå er mange præster begyndt at prædike, at dåben giver tryghed. At blive døbt bliver således at blive en del af et fællesskab. Det er at få en identitet som kristent menneske, fortalte Anders-Christian Jacobsen.

Barnedåb og drop-in dåb er to forskellige svar

Har han ret i, at problemet, som dåben i dag giver svar på, er mangel på fællesskab og søgen efter identitet? I så fald er barnedåb og drop in-dåb to radikalt forskellige svar på problemet.

Ikke teologisk, selvfølgelig. Dåbsritualet er det samme, hvad enten du er et spædbarn på fire måneder, som bliver døbt ved en søndagsgudstjeneste, eller en 72-årig pensionist, som selv siger ja. Men i sociologisk forstand er der meget forskellige ting på spil i barnedåb og drop in-dåb. Mange af forældrene, både i en spørgeskemaundersøgelse om dåb i 2015 og i senere interviews, ser dåben af det lille barn som en måde at knytte barnet sammen med familien på. Man kan sige, at ved barnedåben bliver barnet døbt ind i familien. Dåben styrker båndene mellem generationerne.

Vi har endnu til gode at se et forskningsprojekt om drop in-dåb. Men interviews i forbindelse med avisartikler om drop in-dåb tyder på, at drop-in dåb handler om noget andet end barnedåben. For her fortæller flere nydøbte, at beslutningen har været længe undervejs, og at de er glade for, at de nu er en del af fællesskabet. At være udøbt har for manges vedkommende været forbundet med en følelse af at være udenfor, ja ligefrem med skam.

Ved en drop in-dåb tyder det altså på, at der er andre ting på spil. De mennesker, som ikke er døbt som små, tager med valget af dåb et skridt væk fra familien. Deres forældre valgte af den ene eller anden grund ikke at lade dem døbe. Når de som voksne nu alligevel vælger dåben til, og dermed også tilhørsforholdet til folkekirken, så er det altså i højere grad en dåb ud af familien og ind i noget andet.

Karen Marie Leth-Nissen er cand.theol. og ph.d. Hun arbejder som postdoc og har siden 2014 forsket i til- og fravalg af dåb. Hun skriver kristendomsanalysen ved kristendom.dk.