Debat

Dy Plambeck: Jeg stemmer på et parti, der sætter næstekærligheden højt

Vi oplever, at de kristne værdier - som for eksempel at alle mennesker har værdi, dannelse, og medborgerskab, hvor vi har øje for forskelligheder - vinder terræn, siger forfatter Dy Plambeck. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Det er interessant at se, at måske netop fordi vi har oplevet, at fløjene, skillelinjerne og retorikken er blevet trukket gevaldigt op, så oplever vi faktisk ved det her valg en genkomst af mere borgerlig anstændighed. En mere midtsøgende politik, mener forfatter Dy Plambeck

Grundlovsdag skulle danskerne til stemmeurnerne og sætte deres kryds. Men hvad spiller egentlig ind, når man skal beslutte sig for, hvor krydset skal stå? Har de kristne værdier noget at sige her? Kristendom.dk har spurgt en række danskere. Her er det forfatter og digter Dy Plambeck, der svarer:

Hvad opfatter du som kristne værdier?

Næstekærlighed først og fremmest. Jesus' budskab om, at man skal elske sin næste som sig selv. Den radikale højredrejning, vi har set i Danmark (og hele Europa for den sags skyld) med partier som Stram Kurs og nye Borgerlige, ser jeg som en trussel mod næstekærligheden.

I de seneste mange år har vi oplevet, at skruerne er blevet strammet i forhold til flygtninge og nydanskernes rettigheder og muligheder i det danske samfund. Det gælder eksempelvis integrationsydelsen, ghettoplanen, burkaforbud og senest paradigmeskiftet. Sidstnævnte er et nybrud i forhold til, hvordan vi betragter med anden etnisk oprindelse end dansk i vores samfund.

Vi har altid haft en fin og vigtigt tradition i vores velfærdssamfund for, at dem, som bidrager eller arbejder i vores samfund, er inkluderet, en del af fællesskabet og er velkommen i samfundet. Sådan er det ikke længere. Der er mennesker, som uanset hvad de bidrager med og gør, ikke har en værdi for samfundet. Det synes jeg er meget foruroligende.

Hvilken indflydelse har de kristne værdier på, hvad du stemmer på?

Jeg stemmer på et parti, der sætter næstekærligheden højt. Det er interessant at se, at måske netop fordi vi har oplevet, at fløjene, skillelinjerne og retorikken er blevet trukket gevaldigt op, så oplever vi faktisk ved det her valg en genkomst af mere borgerlig anstændighed. En mere midtsøgende politik.

Vi oplever, at de kristne værdier, som for eksempel at alle mennesker har værdi, dannelse, og medborgerskab, hvor vi har øje for forskelligheder, vinder terræn.

Vi ser blandt andet, at Løkke har været ude med meldinger om en mulig SV-regering. Vi ser, at både Venstre og Socialdemokraterne vil til at tage kvoteflygtninge igen, og der har været udmeldinger fra blandt andet Det Konservative Parti og Liberal Alliance, om at de gerne vil være med til at forbedre vilkårene for børn og familier som bor på Sjælsmark og Avnstrup. Noget som var helt utænkeligt for bare et par måneder siden.

Så mens vi historisk nu oplever, at højreradikale partier vinder terræn, så oplever vi altså også en modvægt hos de gamle og mere midtsøgende partier. En forsigtig nok-er-nok-grænse.

Hvilken fløj i dansk politik tilhører du?

Den rød-grønne. Og som sagt en fløj, der går ind for næstekærlighed, og hvor alle mennesker har lige stor værdi. Uanset hvor de kommer fra, hvilken seksualitet de har, hvilket arbejde og hvilken familiekonstellation, de lever i.

Hvad betyder de forskellige partiers politik på kirkeområdet for, hvem du stemmer på?

Kirkepolitik har ikke rigtig betydning for mig.

Dy Plambeck er forfatter og digter.