Naja Marie Aidt: Man kan lære at leve i sorghavet

Nogle gange drømmer jeg om Carl om natten. Det er for mig en måde at møde ham på. I drømmene er han levende og stærk, han kan bevæge sig og tale, fortæller forfatter Naja Marie Aidt

Jeg mistede min næstældste søn, Carl Emil, i marts 2015. Han blev 25 år. Han havde taget svampe med en ven en lørdag aften og fik en stofudløst psykose. Han fik et såkaldt dårligt trip, blev paranoid, angst og truende. Han troede, jordens undergang var nært forestående og endte med at springe ud ad vinduet fra fjerde sal. Han døde to dage senere af sine kvæstelser.

Carl var ikke stofafhængig på nogen måde. Han drak ikke engang alkohol. De to ville eksperimentere med, hvad de troede, var en naturlig og mild rus, og det endte helt galt. Man ved aldrig, hvor potent en hallucinerende svamp er. Det er russisk roulette. Det var en vanvittig ulykke og et helt ubeskriveligt chok for os, der blev tilbage.

Tag imod hjælp i den første svære tid

I starten var det ulideligt at være til i sorgen. Næsten umuligt. Jeg kunne ikke være i mig selv. Det, der hjalp os mest, var de mennesker, der tog sig af os. De sørgede for mad og drikke, var sammen med os hele tiden, vågede over os de første uger. De hjalp os med at arrangere begravelsen, de hjalp os med alt.

Det gjorde, at vi bedre kunne klare os selv, da den første frygtelige tid var gået. Efter begravelsen bliver man ofte ladt alene, men det er på mange måder en meget svær tid. Der er ikke mere, man kan gøre for den døde, hvad gør man så?

Lær at leve igen

En anden ting, der hjalp mig til at være i sorgen fremadrettet, var at tage det meget roligt. Gøre enkle ting hver dag, lære at leve igen. Sørge for at lave mad og spise. Gå en tur hver dag. Have masser af tid til at hvile. Krop og hjerne er så overbelastede, at hvilen er meget vigtig.

Jeg så en masse tv-serier. Det gav mig nogle selvforglemmende timer hver dag, som gav lidt fred. Det første år lå jeg meget på sofaen, men sørgede også for at bevæge mig hver dag og få frisk luft.

Terapi mod sorgen

To år efter Carls død begyndte jeg i sorgterapi. Det hjalp mig meget. Det var et forløb, der fra starten var fastlagt, så jeg vidste, at det ikke ville vare mere end nogle måneder.

Her lærte jeg at tackle de posttraumatiske billeder, som jeg var meget plaget af. Jeg lærte også at kunne se fotografier af Carl og at høre den musik, jeg ikke tålte at høre. Jeg fik nogle redskaber til at håndtere svære faser som for eksempel hans fødselsdag og hans dødsdag.

Jeg lærte, at sorgen ikke går over, at den er en bølgebevægelse. Nogle gange er der høj bølgegang, i andre perioder smult vande. Men man kan lære at leve i sorghavet.

Som tiden er gået, kan jeg se, at det bliver nemmere at bære sorgen. Der går længere mellem, at jeg har det meget dårligt, og de dårlige perioder er meget kortere. Jeg tror, det er vigtigt ikke at prøve at løbe fra sorgen. Det kan man ikke. Man er nødt til at se den i øjnene. Og man er nødt til at erkende, at man er et forandret menneske.

Eftertanker

Jeg er ikke troende og tror ikke nødvendigvis på, at jeg vil møde Carl igen. Jeg tror ikke nødvendigvis på et efterliv. Men jeg erkender også, at ingen med sikkerhed kan sige, at den energi, sjælen er, forsvinder helt.

Der kan være en trøst i at tænke på, at vores døde er en del af naturen. At de er i vinden, i jorden, i havet. Nogle gange drømmer jeg om Carl om natten. Det er for mig en måde at møde ham på. I drømmene er han levende og stærk, han kan bevæge sig og tale.

Men mest af alt er de døde jo hos os, der elskede dem, så længe vi lever. Vi lever stadig med dem, selvom de er væk. Det er kærligheden, der sejrer, også når et liv er forbi.

Naja Marie Aidt er digter og forfatter. Hun mistede i sin søn Carl Emil i 2015.