At elske livet mere end dets mening
I dag udkommer bogen "Lystid i mørke". Den er skrevet af forfatter og billedkunstner Jørn Henrik Olsen og behandler i 20 essays nogle af livets grundvilkår: Sorg, tab og ensomhed - men også mod og håb om bedre tider. Læs et uddrag af bogen her
En medicinsk tilgang og medicin i sig selv er i mange tilfælde en uvurderlig hjælp ud af pinsler. Psykologer stiller op med det samme ønske om at reducere klienters ubehag. Mange tilgange i dag kommer dog let til at stå alene. Det er relevant at spørge, om mennesker bliver mødt dér, hvor de nu engang befinder sig. Om de for eksempel mødes med et blik, der signalerer lad os prøve at se, om vi kan forstå, hvorfor du har det, som du har det, og sætte det ind i en mere meningsfuld sammenhæng. Det sidstnævnte kan have afgørende betydning. Det er da også alment anderkendt, på tværs af faglige discipliner, at mennesker søger efter mening eller sammenhæng, og at vores velbefindende og trivsel i høj grad afhænger af, at vi oplever at kunne finde det både i enkelte situationer og i vores liv som helhed.
Den schweiziske psykiater Victor E. Frankl gjorde behovet for at opleve mening til omdrejningspunktet for den terapiretning (Logoterapien), han udviklede som en udløber af sine år som fange i koncentrationslejren Theresienstadt. Han medbragte sit manuskript til sin afhandling, og holdt det skjult indsyet i linningen på sit tøj. I 1944 blev han flyttet til Auschwitz. I den forbindelse blev manuskriptet opdaget og ødelagt. Denne hændelse fyldte ham med et brændende ønske om at overleve, så han kunne gense sin familie og færdiggøre afhandlingen. Frankl begyndte nu målrettet at rekonstruere manus efter hukommelsen på de stykker papir, det lykkes ham at få fat i. Senere lykkes det faktisk for ham at arbejde videre med manuskriptet, hvorigennem hans eksistentielle terapeutiske retning blev kendt. Han iagttog, hvordan de fanger, der formåede at holde fast i en form for mening eller værdi, der overskred den umiddelbare meningsløshed ved livet i lejren, var dem, der klarede sig bedst både fysisk og psykisk.
Men hvad giver mening? Hvad har værdi? I vort senmoderne samfund gives der ikke mange kollektive svar herpå. Det er primært blevet et individuelt projekt at finde ud af svarene. Hurtigt mister vi de gammelkendte livliner. Vi kastes måske tilbage til skammen og frygten for at blive sat uden for fællesskabet, for hvad nu hvis det, der giver mening for mig, ikke giver mening for de andre. Vi er således ikke bare et selv, selvet bliver til, når vi forholder os til os selv (Søren Kierkegaard), når vi vender os mod vores tanker og følelser – også angsten og depressionen – og reflekterer over dem for at forstå, hvad der er vigtigt for os. Sådanne tanker og følelser – måske særligt de negative – er vores GPS, der hjælper os med at afklare livsretningen.
”At elske livet mere end dets mening” dukker op i ét af verdenslitteraturens hovedværker, nemlig i Fjodor Dostojevskijs store roman Brødrene Karamazov. I et længere afsnit, hvor den ældre broder, Ivan Karamazov, taler med den yngre bror, Aljosja, siger Ivan, at han slet ikke kan se nogen grund til at tro på en Gud. Han kæmper bestandigt med spørgsmål om livets mening. Den unge munk Aljosja svarer – ligesom Aljosjas lærer, staretsen Sosima – at det måske ikke er så meget livets mening, man skal søge som livet selv. Jagten efter stærke og ophidsende oplevelser eller store svar på livets gåder er muligvis bare en omvej. Den grundlæggende mening er først og fremmest bare dette enkle – og svære – at leve. Handler livet ikke blandt andet om dette at lære sig at leve med tilfredshed og ro i netop dette liv?
Måske er synsvinklen i talen om at elske livet mere end dets mening et alt for idealiseret billede. Det udtrykker en skepsis over for alle store forklaringsforsøg. Det er måske ikke meningen, at man skal forstå livet. Måske er det en afvej at give sig ind på. Der er ingen grund til at forstå alt. For en sådan tilgang tager jo livet af humor, lethed og livsglæde.
Det er ikke vanskeligt at medgive, at der i forskellige dele af spiritualitetens historie, for eksempel hos de gamle ørkenfædre eller hos andre åndelige atleter videre frem i historiens forløb, har været svært at finde plads til glædesytringer. Hvor kropslighed, sensualitet og enkel lykke er blevet forkastet. Hvor ængstelsen genspejler en dyb indsigt i såvel menneskets usikre livsvilkår på jorden, som i dets dybtliggende egoisme og bortvendthed fra Gud. Og hvor trykkende uro og angst for Guds vrede næsten har været den eneste følelse, som har været rigtig legitim.
Der findes imidlertid et helt andet spor i de samme traditioner. Her betones tillid, fællesskab, livsglæde og tiltro uden tilskyndelse til selviagttagelse. I den kristne, historiske kontekst, der tager sit afsæt i de bibelske skrifter, rummes også et tydeligt ja til livet, glæden over andre mennesker og kulturens store skatte. Livet ses her som en stadig gave. Konsekvensen af dette livsperspektiv er et opgør med sortsyn og pessimisme.
Livets og verdens fornægtelse kan trives i åndelige klæder, men det er ingen naturlov eller en integreret del af tilliden til Gud. For eksempel kan glæden over Guds nærhed og omsorg virke frisættende. Det samme gælder glæden over alt det almindelige, i omgangen med gode venner, en god middag, udsigten fra bjergets tinder eller i de knus, man får fra sine børn og børnebørn. For ikke at nævne glæden over musikken, kunsten, sporten eller legen.