Julekalender: Hverdagens engle

Jakob Munk Rosenlund: En engel rystede en urokkelig ateist

Jacob Munk Rosenlund har været aktiv i den offentlige debat om tro og religion, efter han konverterede til kristendommen. Han har skrevet en bog om sex og køn fra et kristent perspektiv, og har flere gange været ude at holde foredrag om seksualitet, hovedsageligt i kirker og kristne organisationer. Foto: Oliver Ørskov

For over syv år siden mødte Jacob Munk Rosenlund en mand, der ledte ham ind på en rejse, som skulle vise sig at ændre hans liv markant. Jacob Munk Rosenlund fortæller om en rejse fra ateisme til kristendom og specifikt om to personer, som hjalp ham til der, hvor han er i dag

Tilbage i foråret 2012 stod jeg på tærsklen til en ny periode i mit liv. Jeg var på vej til at blive student, og dermed også til at flytte hjemmefra, for jeg havde længe vidst, at jeg nu ville forlade min fødeby i Odense og flytte til Aarhus for at læse litteraturhistorie.

Hvad jeg ikke havde forudset var, at den mest dybdegående forandring skulle blive en helt anden: Nemlig at jeg var på vej til at miste min livslange ateisme til fordel for den religion, jeg altid havde fundet mest kedsommelig af alle, nemlig kristendommen. Og jeg tøver ikke med at kalde de mennesker, der hjalp mig i den proces, for ”hverdags-engle”.

Særligt én fortjener at blive fremhævet her: Jakob. Jeg mødte Jakob gennem hans søster, som jeg var kærester med tilbage i slutningen af min gymnasietid. Det var ikke et hjem, hvor kristendommen fyldte meget. Deres bedsteforældre havde været kirkeligt orienterede, men det var de ikke selv.

Jakob var nogle år forinden begyndt at blive meget optaget af islam og havde fulgt en muslimsk praksis. Men lige inden jeg lærte familien at kende, var der sket noget. Han var gradvist blevet mere og mere optaget af kristendommen og gik nu med overvejelser om at konvertere.

Jakob var lynende intelligent. Selvom han var flere år yngre end mig, var han utrolig belæst og kunne ofte sætte mig til vægs i vores diskussioner.

Særligt husker jeg den første gang, jeg mødte ham. Knap havde vi nået at sige hej, før Jakob fortalte, at hans søster havde nævnt, at jeg var meget interesseret i filosofi. Det kunne jeg bekræfte. Han lyste op, og begyndte nu at præsentere mig for nogle af de argumenter, der havde overbevist ham om, at der måtte findes en Gud.

Og nu stod jeg så dér og ville gerne både forsvare min ateisme, gøre mig til gode venner med familien og ja, virke klog over for min kæreste. Sidstnævnte blev ikke ligefrem lettere af, at jeg aldrig før havde skænket Jakobs argumenter en tanke. Det indrømmede jeg naturligvis ikke, og jeg må ærligt indrømme, at jeg endda løj om at kende de mange tænkere, som han henviste til. Hvad man ikke gør for at imponere piger…

Det blev begyndelsen på et godt venskab mellem mig og Jakob, og jeg husker særligt, hvordan vi fik for vane at gå lange ture i skoven i Mårslet, mens vi snakkede om de her spørgsmål, der begyndte at interessere mig mere og mere.

Han talte om evangeliernes portrættering af opstandelsen, og hvor usandsynligt det er, at det blot skulle være en litterær konstruktion. Han talte om universets oprindelse, og hvordan man forklarer big bangs ”skabelse af intet” uden en forudgående årsag. Han talte om, hvordan man forklarer objektiv moral og universets uhyre præcise finjustering, der imod al sandsynlighed muliggør liv, hvis ikke der findes en Gud.

Tanken om Gud ræsonnerede hos mig. Selvom jeg havde været udtalt ateist så længe, jeg kan huske, og hverken var døbt eller konfirmeret, havde jeg ofte haft en erfaring af noget ”mere” i poesien, musikken og naturen. I min gymnasietid cyklede jeg ofte ud til Odense havn om aftenen og satte mig ved vandet med en notesbog og lyttede til musikere som Brian Eno og Leonard Cohen.

Der var noget dér, som føltes meningsfuldt og sandt, selvom jeg ikke havde ord for det. Da jeg valgte at læse litteraturhistorie, var det i høj grad fordi, jeg hos de romantiske digtere, som Schack von Staffeldt, Lamartine og Keats, havde fundet et sprog for den erfaring, som ellers syntes at overskride ord.

Det gjorde mig draget af tanken om Gud. Men jeg var også bange. Bange for at Jakob skulle have ret. Bange for hvad det ville betyde for mig, hvis evigheden fandtes. For hvis der var en Gud, måtte jeg dele Hamlets frygt: ”In that sleep of death what dreams may come?”

Derfor blev min første reaktion på samtalerne med Jakob, overraskende nok, at jeg trak mig endnu længere væk fra kristendommen. Jeg begyndte nu at læse mig ind i den ateistiske litteratur for at kunne svare på hans indvendinger. Særligt morsomt finder jeg det i dag, at jeg i en periode overvejede at melde mig ind i ateistisk selskab. Ja, faktisk var den primære grund til, at jeg ikke blev medlem, at de aldrig svarede på min mail! Dog tror jeg, jeg havde trivedes meget dårligt i deres materialistiske verdensbillede, der ikke rummede meget plads til en ”romantiker” som mig (i åndshistorisk betydning naturligvis).

Mit ateistiske korthus begyndte for alvor at falde sammen, da jeg besluttede mig for at skrive en kronik om vigtigheden af et opgør med kristendommen. Jeg husker stadig titlen, jeg havde givet den: ”Nødvendigheden af en humanistisk naturalisme”. Den blev dog aldrig skrevet færdigt.

Undervejs indså jeg, at min krig mod kristendommen alene var grundet i, at jeg nu, for første gang i mit liv, var begyndt at tro, at den måske kunne være sand. Den var kommet tæt på, og det gjorde mig bange – men den erkendelse bekræftede blot, at jeg ikke kunne afskrive kristendommen én gang for alle.

Jeg besluttede nu, at jeg ville prøve at se positivt på den mulighed, at kristendommen kunne være sand. Og her bliver jeg nødt til at nævne en anden ”hverdags-engel”: Nemlig Daniel, som dengang var ansat i Kristeligt Forbund for Studerende (KFS). Hvor Jakob havde åbnet mit intellekt for kristendommens mulighed, blev det Daniel, der åbnede hele mig, og fik mig til at se, at kristendommens virkelighed ikke var noget at frygte. Tværtimod!

Det gik op for mig, da han en formiddag i KFS’ kælderlejlighed præsenterede mig for Romerbrevet kapitel syv. Indtil da havde vi mest talt om den kristne etik, som virkede overvejende tiltalende på mig.

Men hvad Daniel fik mig til at se den dag, var, at kristendommen grundlæggende handler om meget mere end etik: Den handler først og fremmest om den Gud, der elskede mig så betingelsesløst, at han blev født som menneske for at dø for mig, og at jeg, hvis bare jeg tror på ham, ikke som Hamlet skal være bange for ”what dreams may come”. Så ved jeg, at jeg skal være med på Guds nye jord, uanset hvor meget jeg mislykkes i min bestræbelse på at leve et etisk imponerende liv. Den erfaring kendte jo selv urkirkens store leder, Paulus, som Romerbrevet med al tydelighed viste.

Det var en særlig dag. Det var forår, og jeg vidste nu, at jeg havde fundet min vej. Eller rettere sagt: Gud havde fundet mig. Så den 10. marts 2013 blev jeg døbt i Sct. Pauls Kirke. Og dertil var jeg aldrig kommet uden mange hverdagsengle, hvoraf Jakob og Daniel kun var to.