Konfirmation

En konfirmationstale om Gud, mennesket og efterlivet

Kristus i de dødes rige, 1891-94, af Joakim Skovgaard (1856 - 1933) Foto: SMK Creative commons

Kristendom.dk bringer konfirmationstalen fra Kastelskirken, København, holdt Palmesøndag. Præst Else Hviid fortsætter samtalen fra de sidste timer med konfirmanderne, som på falderebet havde et par relevante spørgsmål: Hvem er Gud? Og hvad sker der, når vi dør?

Hvem er Gud? Og hvad sker der, når vi dør?

Sådan lød det, da jeg for knap to uger spurgte jer, om I, nu hvor vi var ved at være færdige, lige havde noget, I ville spørge om.

Det havde I. To gode spørgsmål, som det ville være rigtig rart at få svar på.

Nu har vi jo ikke lavet andet vores torsdag eftermiddage end at tale om Gud og mennesker, om liv og død. Men vi var åbenbart ikke færdige. Så vi tog lige en runde mere: Hvem er Gud? Gud er et spejl, sagde en. Andre sagde: Gud er far. Skaber. God. Jesus. Evig.

Vi er stadig ikke færdige. Pointen er, at der ikke kan svares kort og entydigt på jeres to spørgsmål. Der kan derimod godt svares længe og grundigt.

Hvem er Gud?
Og det gjorde I selv på allerbedste måde i quizzen i torsdags, hvor I alle skulle nævne en historie om Jesus. Og det kunne I. Alle kunne bidrage med mindst én fortælling. Det blev jeg ærligt talt ret imponeret over. Og også lidt stolt.

I husker fortællinger fra Jesu liv, hans fødsel og dåb, livet med disciplene, da de fik nettet fuld af fisk, vandringen på søen, det sidste måltid med disciplene, korsfæstelsen, opstandelsen.

I husker nogle af lignelserne. Klassikerne om den barmhjertige samaritaner og om den fortabte søn. Og I kan godt se, hvad de fortæller om Gud: At Gud er en Gud, der kommer løbende og tilgiver, når den fortabte søn vender hjem. At han elsker ubetinget. Og vi må godt spejle os i sønnen, der rejste væk, og blev budt velkommen tilbage – se os selv som ham. Ligesom vi må spejle os i ham, der endte i grøften og måtte lære at genkende næsten i en redningsmand, han helst ikke vil skylde noget som helst og da slet ikke sin overlevelse.

Og vi må gerne vende spejlet om og se, at vi skal have det samme sind: At vi skal lade være med at gå forbi ham i grøften. Vi skal elske. Være barmhjertige. Give. Tilgive.

I husker fortællinger fra Jesu møde med mennesker. Den kananæiske kvinde, hvis datter er plaget af en dæmon. Den romerske embedsmand, hvis tjener er syg. Fra en jødisk synsvinkel var de fremmede mennesker, som man ikke behøvede at omgås. Men det gjorde Jesus alligevel. I skal have det samme sind.

I husker kvinden, som havde være sin mand utro. Hun havde overtrådt loven, og sådan et menneske behøvede man ikke bekymre sig om, hende kunne man med loven i hånden stene ihjel. Men præcis sådan nogle som hende bekymrede Jesus sig om. I skal have det samme sind.

Jesu svar til de voldsparate mænd omkring hende, “Den af jer, der er uden synd, skal kaste den første sten på hende”, har gjort indtryk på jer.

Godt, for det svar rummer essensen af den måde, Jesus ser sit medmenneske på. Og det må vi både spejle os i og lære af. Et menneske er Guds skabning, ikke en gud, men et menneske af kød og blod, med evne og vilje til både at gøre godt og ondt. Sådan et menneske er du. Det er din næste også.

Hvad sker der, når vi dør?
En huskede fortællingen om, hvordan Jesus vækkede en ung mand, som var død, til live. Det er ikke en fortælling, der lærer os, hvad der sker, når vi dør, men den lærer os, at Jesus ikke er ligeglad. Døden er ikke ligegyldig i kristendommen, den er ikke overgang til noget bedre og skønnere og lettere end det her liv. Tværtimod. Livet har forrang, og døden er en fjende for ethvert menneske, der har noget og nogen at elske og leve for. Og Jesus stiller sig på livets side, mod døden. Også da han selv hænger på korset.

“Min Gud, min Gud hvorfor har du forladt mig.”

Den sætning var der også en, der huskede i torsdags. Godt. For der er både alvor og solidaritet i den sætning. Han råbte de ord på korset, Jesus, eller hviskede dem. Han var bange, ligesom os. Det er ikke let at dø. En af jer har haft døden tæt inde på livet, har holdt sin mor i hånden, da hun døde.

Vi kommer ikke tættere på, hvad der sker, når vi dør. Hvordan der ser ud i døden. Men i alle fortællinger og lignelser hører vi fra Jesus, at vi ikke er alene i døden. Gud er der og tager imod os, uden forskel. Han kommer løbende som en anden gammel far, tilgiver os og elsker os.

I husker imponerende meget. I ved noget om kristendom. Det er godt og vigtigt, både for jer og for det samfund, I kommer til at få indflydelse på.

Men det er ikke nok at vide. Der er også noget, I skal erfare og gøre.

Hvad er et menneske så?
I har været til gudstjeneste 10 gange. Nogle synes, det var lidt langt nogle gange. En hel time, hvor der er stille omkring én. I kender kun sådan en stilhed ét andet sted fra, nemlig fra de nationale tests. Men I er også enige om, at det alligevel er noget andet. For nogle af jer har opdaget, at det, der sker til gudstjenesten, er, at man kommer til at tænke på noget, som man ellers ikke tænker så meget over. At man bliver inspireret til at tænke.

Det skal hun vide, den mor, der i en mail skrev og spurgte om det forventede tidsforbrug ved konfirmationsgudstjenesten. Jeg tror, hun tilgiver mig, jeg tager den op, for hun slutter selv spørgsmålet med en smiley.

Tidsforbrug og gudstjeneste - det er ligesom to verdener, der støder sammen, ikke? På den ene side at udnytte tiden rationelt, så man ikke spilder et eneste sekund. På den anden side at sætte tiden i stå en time og helt ineffektiv sidde og tænke, lade sig inspirere, lade sig skubbe lidt til, lade sig løfte.

Nu skal I snart til at vælge gymnasium. Det fylder meget i jer, det er et vigtigt valg, hvilken retning skal I tage? I er enige om, at det er den store udfordring, der venter jer, og at det er lidt skræmmende. Det forstår jeg godt.

I bliver voksne i det, vi kalder en individualistisk kultur. Det er en kultur, der sætter individet, jeg’et, i centrum. Jeg vælger selv –uddannelse, karriere, fremtid, køn, religion og holdninger. Jeg vælger, hvem jeg er, jeg vælger, hvad der er sandt og forkert.

Andre kalder det en præstationskultur. Fordi man hele tiden skal præstere noget særligt. I skal vise, hvor særlige I er, hvor enestående, I er. Enestående betyder at du skal være unik, dig selv, autentisk. Enestående betyder også, at du skal kunne stå ene, stå selv, fri og uafhængig.

Når man så ikke lige føler sig så unik og enestående og fri og uafhængig, som omverdenen synes, man skal være, så føler man sig i stedet for utilstrækkelig. Sådan ved vi, mange unge føler. At de altid er bagud på point. At de altid skal leve op til det umulige krav: at være enestående.

Kære søde, kloge konfirmander, som kan og ved så meget. I kan ikke vinde hver gang. I kan ikke få topkarakter i alle fag. Spark dem over skinnebenet, dem, der forventer det af jer. Som siger, at I kan godt, I skal bare tage jer sammen. Du skal bare ville det, siger de. Det passer ikke. I skal ikke finde jer i at skulle leve op til sådan en håbløs individualistisk præstationskultur.

I ved, at der er en anden måde at tænke på. Og I ved det fra ham, der red ind i Jerusalem den dag.

I husker fortællingerne, om hvordan han gik ind i menneskers liv og forandrede det. Nu rider han ind i Jerusalem, for at vise, på en helt anden og provokerende måde, hvad Gud vil. Nemlig være i det liv og den død der kommer til os.

Og samtidig viser han, hvad et menneske er og skal. Det gør han ved konstant at pege hen på det andet menneske. Her er det andet menneske, din næste. En af jer sagde det meget klart på et tidspunkt. At når han ikke ville være den konge, folk ville gøre ham til – ham der skulle skaffe dem brød og fisk på bordet hver dag – at så var det, fordi de skulle lære at hjælpe hinanden.

Det er sammen med ham, du elsker, og hende du hader, livet skal leves. Det er her, du lærer, hvad det vil sige at være enestående, at stå ene. Det gør du nemlig ved den andens hjælp. Det er her, du finder dig selv. Det gør du ved den andens hjælp. Det kaldes fællesskab.

Kære konfirmander. Så er det slut. Jeg synes altid, det er ærgerligt, at lige når vi har lært hinanden at kende, når vi har vænnet os til hinanden, så er det slut.

Det har været den største fornøjelse, tak for det. Jeg ønsker jer en skøn fest, en dejlig sommer og alt godt fremover. I skal ikke lade jer mase af præstationskulturen, I skal lade jer bygge op af Guds realistiske og kærlige blik på sit menneske og Guds løfte til jer, da I blev døbt: at han er med jer alle dage indtil verdens ende. Amen.

Else Hviid er præst i Kastelkirken