En lærke letted (Danmark frit)

Lys i Amalienborgs vinduer for at markere Danmarks befrielse den 4. maj. Foto: Bjarke Ørsted/Ritzau Scanpix

Det var forår og Danmark frit, lyder det i den folkekære sang fra 1945 om Danmarks befrielse. Læs hele teksten her og få baggrunden for befrielsessangen

En lærke letted, og tusind fulgte,
og straks var luften et væld af sang.
De tusind tårne tog til at tone,
så landet fyldtes af klokkers klang,
og byer blomstred i rødt og hvidt,
og det var forår og Danmark frit,
ja, Danmark frit.

Det var en morgen som tusind andre
og ingen morgen i tusind år,
da Danmark vågned med klare øjne
til glædestimer og frimandskår,
og landet lyste fra sund til klit,
for det var forår og Danmark frit,
og Danmark frit.

Vi mindes stille de tapre døde,
hvis navne lever i Danmarks navn,
og takken søger til dem, der segned,
og dem, der sidder med tunge savn.
Gud trøste dem, der har lidt og stridt,
til det blev forår og Danmark frit,
og Danmark frit.

Men du, som styrter de stoltes riger
og løser fangne af bolt og bånd,
dig flyver hjerternes tak i møde,
vor skæbne er i din stærke hånd.
Nu er det forår og Danmark frit,
Velsign det, Herre, fra sund til klit,
fra sund til klit.

Bag om sangen

De "fem forbandede år," hvor Danmark var besat af Adolf Hitlers tyske tropper (1940-1945), har inspireret til adskillige sange om krig, fred og fædrelandet.

Blandt de mest skattede er "En lærke letted," som er skrevet af apotekeren fra Kolding Mads Nielsen (1878-1958). Han skrev efter sigende sangen i 1945 på opfordring fra den kristne spejderbevægelse KFUM, og den blev trykt i Kolding Folkeblad.

Det læste en lokal præst, som straks kontaktede læreren og komponisten Mathias Christensen og bad ham om at skrive en melodi dertil. Det gjorde han eftersigende på kun en dag, og det blev til den kendte melodi, som stadig synges mange steder i dag.

Mange danskere efterlever stadig traditionen med at sætte stearinlys i vinduerne om aftenen den 4. maj. Det er for at markere Danmarks befrielse og at danskerne dermed kunne vinke farvel til mørklægningsgardinerne. Det var forår, og Danmark var frit.

Lyt til melodien her

Kilde: Det Kongelige Bibliotek.