Hjemløse Franz Wandall: En mand fra en helt anden verden

Franz Wandall er hundejer, Hus Forbi-sælger og bor på Østerport Station. Livet på gaden har givet ham mange overraskende møder med mennesker, der har vist ham venlighed. Sidste år mødte han dog et ægtepar, der har fået en særlig plads hans hjerte

December sidste år var jeg i Hvids Vinstue, hvor jeg mødte en mand. Hans kone var i Magasin for at handle.

Vi faldt i snak, og han spurgte mig, om jeg manglede noget, for så kunne han købe det til mig. Jeg nævnte, at jeg manglede en god vintersovepose til den kolde vinter, og han begyndte straks at søge efter en god en på sin telefon.

"Er der andet, du gerne vil have?" spurgte han mig, og jeg svarede ja, for det kunne da være rart med et bad og en omgang tøjvask. Han tøvede ikke, og pludselig havde han inviteret mig med sig hjem, efter at hans kone var færdig i Magasin.

Jeg kunne komme med dem hjem, få vasket mit tøj og spise en ordenlig middag sammen med dem. Det skulle være noget gammeldags dansk mad, blev vi enige om. Deres bil holdt lige i nærheden.

Jeg kom hjem til dem, og manden gav mig noget joggingtøj, jeg kunne have på, imens hans kone gik i gang med at vaske alt mit tøj, inklusiv min rygsæk.

Så fik vi hakkebøffer med bløde løg og en dejlig, god sovs. Ikke sauce, nej, en rigtig god sovs. Jeg fik lov til at sove i stuen på deres sofa. Og så lå jeg der. Jeg havde aldrig mødt de her mennesker før. Alligevel tog de mig bare med hjem.

De boede ikke på Strandvejen, men på en af sidegaderne dertil. Der var fine villaer og kæmpe haver, og man kunne lige skimte havet fra huset. Det var skønt.

Jeg var den første, der vågnede den næste morgen, fordi jeg normalt ikke sover så mange timer om natten. Da parret stod op, sagde de til mig, at de ikke gad at lave morgenmad.

"Hvor vil du gerne spise brunch henne?" spurgte de mig. Jeg ved jo ikke, hvor man går hen og får brunch! Men jeg vidste, at Dalle Valle var godt og billigt, så der tog vi hen.

Der var røræg og det hele. Helt fantastisk! De gav selvfølgelig, og vi sad og snakkede i halvanden times tid. Så skulle de hjemad, og de købte en avis. Men før de gik, sagde manden til mig, at han havde sendt mig en lille gave. Han havde sendt mig 1700 kroner på Mobilepay. For ingenting.

Manden hed Thomas. Han var tidligere kaptajn på et containerskib og havde set hele verden. Så nu ville han bare være sammen med sin kone. Han arbejdede selvstændigt med at designe internetsider og sætte det op for firmaer. Han var fra en helt anden verden end jeg.

To dage senere skrev han så, om jeg kom forbi Hus Forbi-stuen igen. Han havde købt en sovepose til mig. Jeg googlede soveposen efterfølgende og fandt ud af, at den havde kostet 3600 kroner.

Det var den fineste og dyreste sovepose, der kunne holde til alt. Man kunne lægge den ude i sneen og sove på den, og sneen ville ikke smelte. Så godt holdt den på varmen!

Den blev desværre stjålet engang i februar.

Jeg havde hans nummer, så jeg skrev en takketale til ham. Han skrev, at jeg ikke skulle tænke på det, og at jeg bare skulle ringe eller skrive, hvis jeg havde brug for noget.

Den anden dag, næsten et år efter, skrev han faktisk til mig igen for at spørge, om alt var godt, nu når det er blevet koldt igen. Jeg sagde ikke til ham, at soveposen blev stjålet, for så køber han bare en ny til mig.