Fire kristne eneboere gennem tiden

For de fleste er det at leve, drømme og dø alene hverken noget ideal eller ønske – tværtimod kan det være en pine. Sådan er det dog ikke for fortidens og nutidens eneboere. For disse har tilbagetrækningen været et frit livsvalg om at vende civilisationen ryggen for at søge ind i ensomheden - med Gud

Langt ude i den sibiriske ødemark, der hvor vintrene føles uendelige og somrene er borte før de var begyndt, bor en gammeltroende, ultra-ortodoks kvinde. Hun er i dag 76 år og lever et barsk liv, men hun ville aldrig ønske et andet. På den anden side af jorden i Egypten lever en veluddannet australsk akademiker et fuldkomment afsides liv i en klippehule. Disse eneboere er langt fra de første eller de eneste, som vælger at leve frivilligt på de rå og afsides egne af kloden, men de er blandt de få, som offentligheden og historien kender til.

Der findes mange årsager til, at et menneske eller en religiøs gruppe vælger en asketisk eneboertilværelse. Ikke desto mindre synes det at være en tendens, at tilbagetrækningen ofte skyldes et ønske om noget radikalt anderledes, end det etablerede civilisationer eller klostre kan tilbyde. Det afsides liv følger ofte en barsk levevis, hvor mad, søvn og andre basale menneskelige behov betragtes som sekundære, sommetider endda som distraktioner, hvorimod bønnen og troen er det primære omdrejningspunkt for eneboernes tilværelse.

Kristendom.dk har udvalgt fire kristne eneboere, der i hver deres tid og på hver deres sted har isoleret sig fra verden for at hellige livet til bøn, meditation og gudsforholdet.

Den hellige Antonius: Måske den første eneboer
Antonius var en egyptisk munk og eneboer, som levede fra omkring 251 til 356 e.Kr. Han mistede sine forældre i en alder af 20 år, hvorefter han søgte en streng isolation udenfor bymuren ved landsbyen Kome i Egypten. Den apostolske fattigdom og mattheusevangeliets historie om den rige yngling var hans ideal i kraft af ordene: ”Vil du være fuldkommen, så gå hen og sælg, hvad du ejer, og giv det hele til de fattige, så vil du have en skat i himlene. Og kom så og følg mig!” – og det gjorde Antonius. Han gav al ejegods væk og bortvendte sig civilisationen for at søge fuldkommenhed i ensomheden med Gud.

Hans liv som eneboer rygtes at have været en pardans med Djævelen, for pinsler og fristelser mod et andet liv meldte sig ind i mellem som en distraktion for meditationen og fordybelsen. Ikke desto mindre levede han som eneboer, indtil han døde mere end 100 år gammel ved et ensomt bjerg i nærheden af Nilen. Hans ry og berømmelse rakte efter sigende udover Egypten og helt frem til i dag, hvor han tilbedes som helgen i den katolske kirke. Den vigtigste kilde til Antonius’ liv er biografien ”Vita Antonii” – Anthanasius’ biografi - der står som idealbilledet på en munk i Egypten i det fjerde århundrede.

Lykov-familien: De vidste ikke, at Anden Verdenskrig fandt sted
Grundet religiøse forfølgelser under Josef Stalins diktatur i Sovjetunionen i 1936 flygtede ægteparret Karp og Akulina Lykov med deres børn til de afsides egne af Sibirien. De landede i ødemarken i Syan-bjergene og slog lejr i Taiga nær Yerinat-floden – omtrent 250 kilometer fra en lille landsby. Familien tilhørte den ultraortodokse gruppering, der kalder sig gammeltroende, og i isolationen i ødemarken kunne familien i frihed fordybe sig i troen og orientere sig mod kontakten til Gud.

Den eneste måde man kan nå lejeren i Taiga er med helikopter, og netop sådan opdagede en gruppe geologer Lykov-familien i 1978 – en familie, der siden flugten ud i ødemarken havde formeret sig til seks personer. For de nyeste familiemedlemmer blev geologerne det første møde med en anden verden, men ingen i Lykov-familien ønskede at vende tilbage til civilisationen, om end deres religiøse overbevisning ikke længere var forfulgt at statsmagten. Men mødet med udefrakommende bakterier i samspil med sulten kostede samtlige familiemedlemmer livet - på nær datteren Agafia, som stadig lever i lejeren i dag, 75 år gammel. Af de få, som har besøgt hende, er hun ofte blevet spurgt, om hun nogensinde føler sig ensom, hvortil hun hver eneste gang har svaret: ”En kristen er aldrig ensom”.

Munken Lazarus: En professor i askese
150 kilometer sydøst for den Egyptiske by Kairo har den asketiske munk Lazarus søgt isolation for at hellige sig meditation og fordybelse. Her kan han uforstyrret og kompromisløst rette sin opmærksomhed mod Gud i en uendelig bøn.

For Lazarus var valget om at leve som eneboer en radikal livsforandring. Han blev kristen og munk på samme tid og bortvendte sig hermed hjemlandet Australien, hvor han i sin tid arbejde som professor i filosofi og litteratur. I en dokumentarserie fortæller han, at han først blev levende, da han blev eneboer.

Som sin forgænger, Antonius den hellige, anses Lazarus som en hellig vismand og rådgiver, der i dag vækker nysgerrighed i utallige veluddannede unge, som drages af eneboerlivet i bjergene eller som stræber efter selv at blive nonner og munke.

Basilios den Store: Eneboer først, så biskop
Denne eneboer blev født omkring år 330 e.Kr. og var først en del af de kappadoktiske kirkefædre, bestående af en gruppe mænd, der levede i det centrale Tyrkiet omgivet at besynderlige bjerge og aktive vulkaner. Sideløbende studerede Basilios filosofi og retorik, indtil han trak sig tilbage som eneboer, først i Syrien, dernæst i Egypten og endeligt i nærheden af byen Niksar i det nordlige Tyrkiet. Hvilke årsager der ligger til grund for hans valg om at leve som eneboer, kan man kun gisne om.

Men modsat de øvrige eneboere, der er nævnt her, havde Basilios et samfundssind og nogle politiske ambitioner, der efter omtrent 20 år førte ham ud af isolationen og tilbage til civilisationen i byen Kappadokien. Her kæmpede han mod den daværende kejsers forsøg på at indføre arianismen og denne religiøse retnings forsøg på at underminere Jesu guddommelige kernerolle i kristendommen. Senere blev han valgt til biskop af området og bidrog efter sigende til forsoning og konstruktiv samtale mellem religiøse poler. På denne måde satte han et varigt præg på det østlige klostervæsen.