"Børn bliver let udsatte, når ledere er egenrådige"

Hvis vi deponerer vores virkelighedsopfattelse i ét menneske, så har vi reelt gjort os selv magtesløse, blinde og ude at stand til at navigere. Dermed er vejen banet for den form for overgreb, som vises i dokumentaren "Guds bedste børn", skriver FrikirkeNets generalsekretær Mikael Wandt Laursen

Det skærer i hjertet, når TV2 sender dokumentaren ”Guds bedste børn”. Børn, der adskilles fra deres familier og lever på flugt i en lille lukket verden med deres forældres billigelse. Godhjertede, idealistiske unge, der intetanende bliver en del af et sekterisk miljø, med en enerådende leder, der dikterer hele virkelighedsforståelsen.

Det gode spørgsmål er: Hvordan kan det gå så galt? Svarene er givetvis mange, men to går igen i TV2’s dokumentar: Den enerådende leder og den snævre virkelighedsopfattelse.

Kendetegnende for de medvirkende aktører er en stærk enerådende leder, der får sine efterfølgere til at deponere deres virkelighedsopfattelse i lederens forklaringer. Faderhusets Ruth Evensen og den tidligere frikirkepræst i Byens Kirke i Silkeborg, Christian Raburn Laursen, har fulgt den klassiske sektmodel med at isolere sine efterfølgere og dermed opnå nærmest fuldkommen magt til at definere deres virkelighedsopfattelse. Det har fået forældre til at sende deres børn til Tjekkiets skove i frygt for kristen forfølgelse og unge til at deltage i druk og sexfester, mens de samtidig troede på afholdenhed.

Torben Søndergaard, der er grundlægger og leder af den kirkelige bevægelse The Last Reformation, har tilsyneladende ikke den samme isolerende strategi, men står alligevel som uimodsagt enerådende leder, hvor andre meninger ikke tillægges særlig betydning. Det giver en ensidighed, der med tiden er endt i et vildt overdrev, som TV2’s serie tydeligt dokumenterer.

Hvis vi først har deponeret vores virkelighedsopfattelse ét sted eller i ét menneske, så har vi reelt gjort os selv magtesløse, blinde og ude at stand til at navigere. Kun lederens ord står tilbage. Og er lederen selv fanget af sin virkelighedskonstruktion, så alt tolkes selvforstærkende i sjælens ekkokammer, så er vejen til den form for overgreb, som dokumenteres, banet.

Heldigvis bor vi i et land, hvor vi altid har værdsat dialog, forskellige meninger, en fri presse, det enkelte menneskes frie vilje og værdsat den lokale forankring, hvor mennesker og børn igennem skole, kirke, foreninger og organisationer har mødt den store verden i det lokale. Det er checkpoints for vores virkelighedsopfattelse, vi skal værne om. Det er vel også en af årsagerne til, at denne type sekteriske bevægelser altid er forblevet få og små herhjemme.

Selvom de implicerede i TV2’s dokumentar påberåber sig kristendommen i deres ageren, så er der ingen støtte til hverken enerådende ledere eller snævre virkelighedsopfattelse der. Kristendommen er én lang udfordring af vores sikre selvoverbevisning. Vi bliver aldrig færdig med at forstå Gud, og kristendommen er derfor invitationen til en livslang læring, hvor vi i samspil med andre og livet omkring os hver dag kan opdage nye sider af troen og ydmygt må erkende, at vi kun forstår ”stykkevis”, som Paulus udtrykker det.

Spørgsmålet, om hvorfor disse ledere så vælger at blive enerådende og begive sig ud på et sådant overdrev, at selv børn rammes, står stadig ubesvaret. Men menneskets behov for selvhævdelse og magt kunne være et sted at starte.

Mikael Wandt Laursen er generalsekretær i FrikirkeNet.