Julekalender: 9. december

Thomas Frovin: Englen gav os et lift til et hostel

Det vigtigste, jeg har lært af engle er, at det er godt at standse op, lytte, og tage imod. At det er i orden ikke altid at kunne alting selv. At enhver har brug for at tage imod hjælp; selv jeg, forklarer projektleder Thomas Frovin. Foto: Kamilla Maria Jakobsen.

Det var aften, koldt, og næsten nat, da vi nåede frem. Vi stod af bussen, og jeg ved ikke, hvad vi havde forventet – men Nordmakedoniens hovedstad Skopje slog os ikke som en pulserende metropol. Her var ingen skilte til hoteller, alle var gået hjem, og mest af alt var der koldt, skriver projektleder Thomas Frovin

Jeg har mødt mange engle i mit liv, og nogle af dem har jeg endda opdaget var der. Det er ikke altid det sker – jeg tror ofte, at Gud sender os disse engle, som vi dårligt ser. Vores blik kan let blive indadvendt eller formet af vore sorger og bekymringer, og så ser vi ikke altid disse udtryk for Guds omsorg for os.

Det vigtigste, jeg har lært af engle er, at det er godt at standse op, lytte, og tage imod. At det er i orden ikke altid at kunne alting selv. At enhver har brug for at tage imod hjælp; selv jeg.

Da jeg var 18 år, flyttede jeg til Albanien. Hvad skulle jeg ellers have gjort? Landet var dengang i 1995 stadig martret af eftervirkninger fra et langt og brutalt diktatur. Mennesker var fattige og levede med historien på en helt anden måde, end jeg var vant til i min jyske hjemstavn. Hjemme kørte toget næsten til tiden, og der var som regel en ny liter mælk i køleskabet.

I Albanien anno 1995 brillerede strøm og vand med sit lunefulde fravær, gaderne flød med skrald, og tiden havde sat nogle ordentligt plovfurer i mine nye landsmænds ansigter. Jeg var rejst af sted for at gøre en forskel. Jeg var jo nu en voksen og havde endda fået en studentereksamen. Måske jeg i virkeligheden var rejst for at rejse – jeg længtes efter at smage og se lidt af den verden, som jeg vidste fandtes derude.

Det blev et vildt år, et hårdt år, et fantastisk år og et formativt år, jeg fik der. Sammen med en anden ung dansker skulle jeg hjælpe til i et gryende kirkeligt børnearbejde.

På et tidspunkt om vinteren, hvor strandturene med børnene var overstået, fik vi mulighed for at tage på en ferietur. Hvor skulle vi tage hen? Bussen gik til både Istanbul og Athen, byer, jeg havde hørt om, men aldrig besøgt, men valget faldt på Skopje, hovedstaden i Albaniens naboland Nordmakedonien.

På det tidspunkt var Jugoslaviens sammenbrud netop dette: Et sammenbrud. At rejse til en tidligere jugoslavisk republik virkede farligt, men måske netop også spændende. Akropolis løb vel ingen steder, og Hagia Sophia kan man vel altid se.

Vi købte billetter og drog af sted fra Tirana. En iskold morgen kørte vi i en trist bus tværs henover Albaniens bumpede veje og ind i det Makedonien, der ikke var meget mere velnæret. Vi vidste intet om byen, havde ingen kontakter, kun en returbillet.

Det var aften, koldt, og næsten nat, da vi nåede frem. Vi stod af bussen, og jeg ved ikke, hvad vi havde forventet – men Skopje slog os ikke som en pulserende metropol. Her var ingen skilte til hoteller, alle var gået hjem, og mest af alt var der koldt. Vi tog taskerne på ryggen og begav os i den retning, vi tænkte måtte være centrum – de kyrilliske bogstaver på de sparsommeligt placerede skilte var ingen hjælp.

Her er det så, englen dukker op på en makedonsk gangbro, en vinteraften i 1996. Pludselig stod den der og talte svensk til os. Englen var en makedonsk mand, som efter flere år i Sverige var vendt hjem, og han undrede sig over, hvad to relativt lyshudede fyre lavede en vinteraften i Skopje. Han så på os med vantro, da vi fortalte, at vi var turister. Og så tilbød han at køre os til et vandrehjem, for vi skulle bestemt ikke gå på gaden i kulden og mørket.

Svensktalende engle har det med at virke overbevisende. Faktisk havde vi i bussen bedt en bøn om, at vi måtte finde vej til noget, der lignede et hotel, og her var svaret på vore bønner. I en gammel Yugo gav englen os et lift til et beskedent hostel, hvor varmen var tændt, og hvor vi kunne sove.