Min yndlingsjulesalme fortæller os, at vi ikke skal fornægte det jordiske
10. december: En af Grundtvigs julesalmer giver folketingsmedlem Bertel Haarder (V) en klump i halsen og får ham til at tænke på barndomsminder. Her fortæller han om, hvorfor den betyder så meget for ham
En bestemt julesalme fylder mig især med bevægelse og barndomsminder. Når vi som børn gik rundt om juletræet og sang Grundtvigs ”Velkommen igen, Guds engle små”, så var det for alvor jul.
Min mor fortalte, at det var yndlingsjulesalmen i mine morforældres hjem. Min morfar Oscar Geismar var slotspræst i Christiansborg Slotskirke.
Jeg kan huske fra mit barndomshjem på Rønshoved Højskole, hvordan lysene på det pyntede træ spejlede sig i spisestuens vinduer og i Johannes Larsens glasindrammede litografier med fuglemotiver, når vi gik rundt om træet.
Da jeg selv blev far, vekslede jeg øjekast med vores egen lille Rasmus, når vi nåede til verset om ”vi puslinger har i hver en vrå”. Det var noget, vi havde sammen, før han blev syg (han fik kræft i 1979, hvor han efter en operation endte som multihandicappet, red.).
Da jeg blev farfar, morede vi os med at få børnebørnene til at synge ”Vor hytte er lav og så vor dør, kun farmor er derinde” i stedet for ”kun armod er derinde”. Armod kender de jo ikke meget til.
Selv kan jeg godt lide at bruge linjen ”er kruset af ler og kagen tør, deri sig engle finde” som et eksempel på det grundtvigske. Englene finder sig i det, men de vil nu helst have noget bedre! Det er det grundtvigske. Vi skal jo ikke fornægte det jordiske, det gudsskabte!
En klump i halsen får jeg ved sidste linje: ”Lad julesorgen slukkes”. – Hvad er det for en sorg? Hvad er det for en ”smerte”, der ”som en barnemoders ve” skal ”sødt bortvugges”? Er det den, der overvælder os, når vi tænker på alle dem, vi har fejret jul med, og som ikke er her mere? Er det vort uopfyldte behov for nærhed og fællesskab, der så let skuffes i julen? Det oplever mange i vor tid, når der skal skabes fællesskab og julestemning i brudte og sammenbragte hjem.
Eller er det Grundtvigs egen specielle sorg i 1825, hvor han havde en depression og slet ikke kunne komme i julestemning. Han sad om natten og grublede fortvivlet over, hvad han skulle sige til den forventningsfulde menighed julemorgen i Vor Frelser Kirke. Men så gik han ind til de små ”puslinger” og forestillede sig deres forventning, da de lagde sig til at sove - og deres glæde, når de vågnede op julemorgen.
Da Grundtvig så julen gennem deres øjne, kunne han glæde sig med dem:
”Da vågner de mildt i morgengry og tæller mer ej timer, da hører vi julesang på ny, som sig med hjertet rimer.”
Jeg holder også af verset: ”Da vandre Guds engle op og ned på salmens tonestige. Da åbner sig Himlens borgeled, da kommer ret Guds rige”. Det viser, at den, der ikke tager imod julen som et lille barn, vil slet ikke komme ind i den.
I salmen ”Kirkeklokke” skriver Grundtvig om sin egen barnejul: ”Da som barn i julen jeg var hjemme, julemorgen var mit paradis”. Den er bevægende i Poul Dissings inderlige udgave.
Begge salmer bekræfter, at danskerne dengang – som det stadig er tilfældet i USA og Storbritanien (og de fleste lande i verden) - fejrede jul den 25. december om morgenen og ikke den 24. om aftenen. Det er tyskerne, der har bragt os juleaften såvel som juletræet. Og skal vi ikke være glade for det!