Indføring

Er folkekirken en statskirke?

Den danske folkekirke blev til, da Danmark gik fra enevælde til demokrati. Den dag i dag hersker der dog stadig uenighed om, hvordan folkekirken bedst forvaltes. Foto: Camilla Rønde/Ritzau Scanpix

I folkemunde lyder det ofte, at vi i Danmark har en folkekirke, ikke en statskirke. Men er det egentlig rigtigt? Ifølge religionsforsker Marie Vejrup Nielsen udelukker det ene ikke nødvendigvis det andet

Da Grundloven blev til i 1849, blev forholdet mellem kirke og stat i Danmark samtidig ændret. Kongekirken gik til grunde, og i stedet blev det i Grundloven nedfældet, at vi i Danmark skulle have en folkekirke. Siden er det igen og igen blevet debatteret, om den danske folkekirke i praksis nu også er en folkets kirke, eller om det har taget overhånd med statstyringen. Det leder til spørgsmålet om, om den danske folkekirke i virkeligheden er en statskirke.

Hvad er en folkekirke egentlig?
Et af de spørgsmål, der melder sig, når man skal forholde sig til, om folkekirken er en statskirke, er, hvordan ordene “folkekirke” og “statskirke” i det hele taget er defineret. For i virkeligheden er det her, hele problematikken tager sit udgangspunkt. Ifølge forsker i samtidsreligion ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen findes der nemlig ingen objektiv definition af, hvad ordet “folkekirke” skal betyde, selvom der selvfølgelig er mange, der har et bud på det.

Man kan undersøge de forhold, folkekirken blev til under, og ad den vej blive klogere på, hvad hensigten med folkekirken var i sit udgangspunkt, fortæller Marie Vejrup Nielsen.

“Folkekirken voksede ud af kongekirken, da Danmark gik fra at være enevældigt til at være et demokrati. Folkekirken er født ud af et opgør med kongekirken. Det er på den måde, den først og fremmest blev en folkekirke,” forklarer hun.

Det særlige ved folkekirken er altså, at den er demokratisk struktureret både ovenfra og nedefra. I den forstand er folkekirken ifølge Marie Vejrup Nielsen en moderne version af en statskirke:

“Det er rigtigt, at folkekirken ikke er fuldstændig som en gammeldags statskirke, som kongekirken var, men det er en moderniseret og demokratiseret statskirke, samtidig med at den er sat fri fra staten på en række punkter” fortæller hun.

Ordet “statskirke” kan således også betyde forskellige ting. Marie Vejrup Nielsen fortæller, at de, der standhaftigt holder fast ved, at folkekirken ikke er en statskirke, forstår ordet “statskirke” netop som en art kongekirke, hvor staten har aboslut magt over kirken. Samtidig lægger de ofte stor vægt på den frihed, folkekirken har fra staten.

Men netop fordi Grundlovens paragraf 4 fastlægger, at folkekirken skal understøttes af staten, er friheden ikke fuldstændig. Derfor er det svært at komme udenom, at folkekirken har statskirkelige træk, fortæller Marie Vejrup Nielsen. Det gælder også, selvom menighedsrådene har stor frihed til at forvalte kirkerne ude i sognene.

Mens Folketinget tager sig af den overordnede lovgivning, er det nemlig menighedsrådene, der styrer den daglige forvaltning af økonomien i de enkelte sogne og udnævner sognets præst. Desuden har menighedsrådene stor frihed til selv at fastlægge kirkens liv, og præsterne har stor frihed i forhold til det teologiske indhold.

Det ene udelukker ikke det andet
Når man spørger, om folkekirken i virkeligheden er en statskirke, udelukker det ene ifølge Marie Vejrup Nielsen altså ikke det andet. Den folkekirke, vi har i dag, er nemlig folkets kirke på flere måder. Flertallet af befolkningen er medlem af kirken, og folk, stat og kirke er bundet tæt sammen. Desuden er kirken på det mere generelle plan styret af folkevalgte politikere igennem Folketinget og kirkeministeren. Samtidig er det netop dette, der også gør folkekirken til en statskirke. I et demokrati er der således ikke nødvendigvis en klar afgrænsning mellem det folkekirkelige og det statskirkelige, som der var, inden Grundloven blev til.

Et omdiskuteret eksempel på folkekirkens statskirkelige træk var ifølge Marie Vejrup Nielsen, da Folketinget vedtog, at folkekirkens præster skulle kunne vie homoseksuelle par:

“Folkekirken er netop en folkekirke og ikke kun en medlemskirke,” forklarer hun og mener dermed, at folkekirken bliver set som noget, der skal repræsentere den generelle holdning i befolkningen og ikke kun holdningen blandt folkekirkens medlemmer. Dette gør den gennem de folkevalgte politikere.

Ved folkekirkens tilblivelse blev der desuden lagt op til, at folkekirken har nogle indre, teologiske anliggender, som staten ikke skal blande sig i, og ifølge Marie Vejrup Nielsen er grænsen mellem de indre og de ydre anliggender evindeligt blevet diskuteret. Hun understreger dog samtidig, at Folketinget med denne nye lovgivning om homoseksuelle vielser var inde og røre ved kernestoffet i kirken:

“Når man fortæller et trossamfund, at de skal lave et nyt ritual, så er man bestemt helt inde i kernen. Men der findes ikke nogen beskrivelse af, hvad forskellen er på indre og ydre anliggender, som er juridisk bindende i den forstand. Og folkekirken er netop styret igennem lovgivning på denne måde.”

Hun fortæller, at det altid skaber debat, når Folketinget trænger ind på teologisk grund, men at det er sådan, modellen er, så længe folkekirken ikke har sin egen forfatning. Og det er der da også mange, der på baggrund af Grundlovens paragraf 66 mener, den skal have. På nuværende tidspunkt er det dog ikke lykkedes at blive enige om en ny model.

Folkekirken bliver altså ikke mindre folkekirkelig af, at den demokratisk valgte regering lovgiver på vegne af den. Det betyder ifølge Marie Vejrup Nielsen blot, at den danske folkekirke er en moderne, demokratisk statskirke.