Hvorfor giver vi gaver?

Foto: Søren Mosdal

Det lille Jesusbarn er Guds gave til menneskene. De julegaver, der ligger under træet i morgen aften, knytter os sammen, men medfører dilemmaer som for eksempel en forpligtelse til at give igen

Når det danske kongehus drager på statsbesøg i udlandet, medbringer man gaver til værterne. Det tilsiger gave-etiketten.

"Hvad gaven består af, er afhængigt af det land, der besøges. Gaven befinder sig på et rimeligt økonomisk niveau og må gerne være noget, der kan minde om, hvem der var på besøg", siger ceremonimester ved kongehuset Christian Eugen-Olsen.

Ofte er det dansk design som for eksempel en B&O-radio, at medlemmerne af den royale familie har med som gave ved statsbesøg. Og når kongehuset selv har gæster fra udlandet, er gaven også ofte noget, der repræsenterer hjemlandet, for eksempel smukke masai-figurer fra Tanzania.

Gaverne mellem kongelige regenter og statsledere overrækkes personligt ved begyndelsen af besøget.

"De er blevet pakket ud i forvejen og står på et bord. Og så siger man tak for gaven. Det er egentlig meget enkelt, pænt og nydeligt – en venlig gestus", siger ceremonimesteren.

Et er international etikette for kunsten at give gaver. Noget andet er, når familien Danmark i morgen samles juleaften til årets store gavefest. Da vil der rundt omkring i hjemmene lyde mange næh, ih, åh og tak! Men også: Nå, kan den byttes?

Men hvorfor giver vi gaver? Og hvorfor er det ikke altid en ubetinget glæde at give og modtage? Hvad er gavegivningens etik?

"Jeg ser udfordringerne med at give den rette gave som noget meget evigt. Dilemmaerne er permanent til stede, og det har det også været hos stenaldermennesket. I dag har vi blot en økonomi, der gør det muligt at udveksle ting på så mange forskellige niveauer. Vi har mulighed for at differentiere gaverne, det havde man ikke tidligere, men det er de samme ting, der er på spil", siger professor i psykologi Henrik Høgh Olesen, Aarhus Universitet.

At det er blevet vanskeligere at give gaver, mener også antropolog ved Syddansk Universitet Jeppe Trolle Linnet, der forsker i hverdagsliv og forbrugskultur.

"I vores overflodssamfund er det svært at finde noget, som folk virkelig har brug for, og derfor kommer moderne gaver ofte til at handle om stil og smag. Den slags er rigtig svært at ramme, og derfor ender mange med at bytte deres gaver, hvilket ikke er lige så tilfredsstillende for giveren. På den måde kommer det til at ligne en byttehandel, og så forsvinder noget af det personlige ved gaveudvekslingen. Mange forærer derfor oplevelser som koncertbilletter eller middage, hvor man selv deltager, og på den måde giver man noget af sit nærvær og sin tid".

Ifølge Jeppe Trolle Linnet er det at give hinanden gaver noget af det mest elementære ved menneskelivet og et område, som antropologer har forsket i siden begyndelsen af 1900-tallet.

"Man har blandt andet studeret, hvordan stammer i primitive samfund har givet hinanden store værdier, som cirkulerer rundt i cirkler og netværk, og på den måde øger man kendskabet til hinandens kultur og kan skabe velvilje eller konflikter. Gaver knytter mennesker sammen og skaber relationer ind i fremtiden, fordi man er nødt til at give hinanden noget tilbage, når man først har modtaget en gave. Det er den mest grundlæggende mekanisme", siger Jeppe Trolle Linnet.

Den franske sociolog og antropolog Marcel Mauss sagde, at gaven har en kraft, der binder modtageren til andre mennesker og kræver, at noget gives tilbage til giveren eller videre til en tredje part.

"Ud fra et økonomisk synspunkt er det logisk. Hvis man afgiver ressourcer, skal man have noget tilbage. En tak kan være den eneste modydelse, man får igen, og vil ofte være den første. Man kan naturligvis hævde, at man ikke får en modydelse, når man giver gaver til børn, men i det tilfælde oplever man en indre glæde ved at se dem pakke op. Og overordnet set er de ressourcer man giver til sine børn jo nogen, der både skal give dem en god oplevelse nu og danne dem som mennesker. Man kan håbe på, at de en dag vil give deres børn gaver, således at ens ressourcer vandrer videre", siger Jeppe Trolle Linnet.

Lektor i teologi Bo Kristian Holm, Aarhus Universitet, peger også på gavegivningens indbyggede tvetydighed, fordi den indebærer en forpligtelse til at give igen.

"Det kan både være behageligt og knap så behageligt. Det afhænger af den intention, som gaven bliver givet med, og om modtageren har tillid til giveren. Der kan jo være knap så gode gaver, hvor gaverne er led i et magtspil brugt til at kontrollere folk med. Et illustrativt kulørt eksempel er direktøren, der giver sin sekretær en diamantring. Et andet eksempel er bestikkelse, hvor man giver en gave for at opnå noget andet".

"På denne tid af året giver vi julegaver til hinanden, og også her kan der være mange motiver bag gavegivningen. Fra primitive samfund findes begrebet potlatch, som er en form for kamp, hvor man kæmper om evnen til at kunne give den største gave. Det er nemlig forbundet med status at give store gaver. Kritikere har derfor peget på, at julen kan ses som en stor omgang potlatch, hvor vi alle sammen kæmper om at give de største gaver. Det er unægtelig et noget negativt syn på julegavegivning".

"Den positive side ved julegaver er, at vi giver gaver til dem, vi er forbundet med for at tydeliggøre relationen. Det betyder, at en masse ting bliver lagt ned i gaverne, stor kærlighed for eksempel eller dårlig samvittighed. Så nogle gaver gives også som en form for aflad til dem, vi holder af, men som vi har forsømt", siger Bo Kristian Holm.

Han minder om, at julen er festen for Jesu fødsel.

"Det er udtryk for, at Gud giver sig selv til menneskene. I en eller anden forstand er Jesusbarnet den egentlige julegave. Og det frigør mennesker til positive relationer til hinanden. Vi skal ikke først og fremmest opnå noget ved vores gaver. Vi skal ikke give gaver til Gud, men alene sørge for hinanden".

Men Jesusbarnet selv blev jo begavet i krybben i Betlehem, da de vise mænd fra Østerland kom med gaver i form af guld, røgelse og myrra.

"Der er to hold gæster i krybben, hyrderne fra marken og de vise mænd, som er fremmede, men har en vis status. Ingen af gæsterne repræsenterer borgerskabet i Galilæa. I Lukasevangeliet er det tydeligt, at de fremmede vismænd bringer Jesus fine gaver for at vise hans kongeværdighed".

"Vi er tit optaget af, at når man giver en gave, skal man ikke forvente noget til gengæld. Det har vi som ideal. Men der findes situationer, hvor den største gave, man kan give, er, at tage imod fra den anden. På den måde accepterer man, at den anden har noget at give. Set i det lys kan man se de vise mænd som udtryk for, at de fremmede får lov til at give gaver og dermed får lov til at indtræde i relation til Jesusbarnet".

"For der findes jo mange situationer, hvor man ikke altid er villig til at acceptere, at modparten har noget positivt at bidrage med, og hvor man hellere lukker andre ude og dermed benægter, at de har noget positivt at give til samfundet. Og på det mikro-sociale niveau findes der mennesker, der har vanskeligt ved at tage imod gaver eller hjælp fra andre. De vil helst være uafhængige", siger Bo Kristian Holm.

Endnu et dilemma ved gavegivning kan opstå, når der kommer nye personer ind i omgangskredsen.

"Man kan starte med at spørge sig selv: Skal jeg overhovedet udveksle gaver med vedkommende?" siger Henrik Høgh Olesen og fortsætter:

"Hvornår begynder man at være på gave med dem? Hvad er niveauet for vores relation? Nogle gange er det mere naturligt for andre, end det er for en selv, og så får man en gave, der kommer bag på en. Man bliver forlegen og oplever ubehaget ved pludselig at stå i gæld til en anden person. Det kan også være svært at give gaver, fordi man ikke ved, hvordan det vil blive opfattet af den anden, og man kan spørge: Bliver den modtaget i den ånd, den er givet, eller vil vedkommende tænke, at jeg bare gør det for at opnå noget? Overskrider jeg en intim grænse ved at give denne gave? Derudover kan man have den ambivalens over for gaver, at det er vanskeligt og tidskrævende at give en personlig gave. Hvad enten man selv skal udforme eller tilvejebringe den".

"Fordi gaver er symbolske udvekslinger, fortæller de en hel masse om vores indbyrdes alliancer. Derfor betragter vi også tingen med et nå, det var, hvad hun synes, jeg var værd-blik. Vi ser hinandens værd i det, der udveksles. Ikke bare i forhold til den relation, vi allerede har, men også den, vi ønsker at have til hinanden", siger Henrik Høgh Olesen.

Et gammelt ordsprog siger, at det er tanken, der tæller.

"Men man vil da også helst have, at gaven passer", siger Bo Kristian Holm.

"Vi kan godt leve med en kikset gave, hvis vi tror på, at giveren har ment det af et godt hjerte. At der ligger en positiv tanke bag og ikke en bagtanke, at giveren med sin gave giver lidt af sig selv. Det vigtigste ved gaven er den intention, som den er givet med, og den tillid, den bliver modtaget i. På den måde er der altid et element af tro involveret i gavegivning".

"Derfor er der også noget dybt teologisk på færde i gavegivning, for også Gudsforholdet kan ses som en relation, hvor det gælder om at tage imod giverens intention i tillid. Julen er budskabet om Guds intention med den verden og det liv, han har givet. Den intention kan ikke blive tydeligere, end når Gud giver sig selv helt. Og det er meningen, at mennesker skal tage imod den gave i tillid til Guds gode vilje. Det er det, der hedder tro. På den måde bliver julen også et eksempel på, hvordan gaver skal gives".

"På samme måde kan man sige, at forældre gennem deres eksempel lærer deres børn, hvordan man skal give gaver, når de år efter år giver julegaver til dem uden at få andet igen end glade øjne og overstrømmende tillid. I kirkens sammenhæng er det forbundet med en vanskelighed, fordi vi meget gerne vil betragte os selv som uafhængige og derfor kan have svært ved at tage imod", siger Bo Kristian Holm.

Er gaver kommet for at blive? kunne man spørge.

"Ja", siger Henrik Høgh Olesen.

"Det er en fuldstændig fundamental livsytring, og sådan nogle holder vi ikke op med. At give gaver er en indbygget del af menneskets natur og en af de måder, som vi etablerer, former og fastholder alliancer på".