De 10 vigtigste om det kristne håb

Hvad drejer det kristne håb sig egentlig om? Og hvad gør dette håb ved mennesker? Her er 10 bud på et svar.

1. Det kristne håb.
Det kristne håb grunder sig på den Gud, der oprejste Jesus fra de døde efter døden på korset. Det kommer klart til udtryk i Peters første brev kap 1,3:

” Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde”.

Ordene indgår også i dåbsritualet som en forkyndelse af, at den døbte nu har del i håbet, at dødens magt er brudt.

2. Profeternes håb.
I Det Gamle Testamente formulerer profeterne et håb og en vision om det kommende. Som oftest formuleres håbet til fremtiden i sammenhæng med et en kritik af samtiden, altså af det israelitiske folks frafald fra troen på Gud Herren i form af lovløshed, asocial adfærd og griskhed. Profeterne har en vision om, at en ny konge, en messias, det vil sige Guds salvede, skal genoprette riget, skaffe fred i landet og nedkæmpe de fjendtlige magter. Ikke mindst profeten Esajas` smukke profetier om barnet, der skal fødes som folkets nye konge og skabe et fredsrige, og Daniels vældige syner af verdens fuldendelse, gik ind i kristendommen.

3. Det kristne håb er et håb om Gudsriget.
Ifølge Lukasevangeliet prædiker Jesus første gang i sin hjemby Nazaret, hvor han næsten programagtigt sammenfatter Gudsrigets indhold:

”Han har sendt mig for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og nyt syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.” (Lukasevangeliet kap 4).

Det er håbsbillederne fra Esajasbogen, Jesus citerer. For i det Gudsrige, som bryder frem med Jesus, bliver gamle profetiske forventninger virkeliggjort.

4. Gudsriget er her allerede - og dog endnu ikke.
Det skal forstås sådan, at Gudsriget nu er kommet nær i Jesu forkyndelse af Guds tilgivelse, i hans helbredelser og uddrivelser af ondskabens dæmoner. Gudsriget kommer til udtryk i de befriende handlinger, som Jesus udfører. Gudsriget som ubegrænset og synlig virkelighed er så det, der skal komme engang, nemlig ved Jesu genkomst. Sådan forstod de første kristne det netop i lyset af Jesu opstandelse.

5. Fadervor – håbets bøn.
En kort formel for, hvad Gudsriget indebærer kommer til udtryk i Fadervor (Mattæusev. Kap 6,9-13). Her er den centrale bøn netop ”komme dit rige”. De andre bønner i Fadervor kan forstås som en tolkning og udlægning af denne bøn. Man kan altså her aflæse, hvad Gudsriget betyder: Gud er mennesket nær - ja, så nær, at man kan påkalde ham med ”Abba”, ligesom børn kalder på deres far. Men Gud er samtidig den almægtige og hellige. Hans vilje sker på jorden, alle får deres daglige brød, menneskeheden er genstand for Guds tilgivende kærlighed. Mennesket skal ikke længere leve i angst og usikkerhed.

6. Gudsriget er befrielse fra dødens magt.
En illustration af Gudsrigets indhold finder vi i Jesu lignelser. Her ses Gudsriget ofte fremstillet som et festmåltid. På Jesu tid var et sådant billede indlysende og klart, fordi det fortalte om glæde, fællesskab og forbundethed med Gud selv.

7. Håbet om Jesu genkomst.
Det sidste skrift i Det Nye Testamente, Johannes´ Åbenbaring slutter med ordene: ”Ja, jeg kommer snart” – og menigheden svarer med opfordringen: ”Kom Herre Jesus” (kap 22,20). Og i Paulus’ overlevering af Jesu ord ved sit sidste måltid med disciplene hedder det:

”For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.”

På Jesu tid talte man om ”Herrens dag”, det vil sige den dag, hvor Gud vil komme synligt og gribe ind i historien, holde dom over verden og forandre alting og skabe en ny himmel og en ny jord. I kristendommen er dette billede overført til Jesu genkomst. Det betyder, at man skelner mellem hans første komme, nemlig hans fødsel og jordiske liv, hans død og opstandelse og senere himmelfart – og så hans nye komme ved tidernes ende. Altså er håbet om Jesu genkomst også et håb for denne verden, der så skal blive ny.

8. Håb om opstandelse.
I trosbekendelsen hedder det: ”Jeg tror på kødets opstandelse”. I det første brev til menigheden i Korinth kap. 15 forsøger Paulus at redegøre for, hvad opstandelse er, som han forkynder vil finde sted ved Jesu genkomst. Han er tydeligt nok nået til sprogets grænser og udtrykker sig i et billede:

”Det, du sår, får ikke liv, hvis ikke det dør. Og det, du sår, er ikke den plante, der kommer op, men et nøgent korn, enten af hvede eller af en anden slags. Men Gud giver det den skikkelse, han vil, og hver slags korn sin skikkelse […] Således er det også med de dødes opstandelse. Hvad der bliver sået i forgængelighed, opstår i uforgængelighed” (1. Korinterbrev kap 15, 36ff.).

Altså: mennesket nyskabes og det, der udgør grænserne for dets tilværelse, ophæves og forsvinder. Mennesket bliver ét med Guds virkelighed.

9. Håbet om en ny himmel og en ny jord.
Johannes` Åbenbaring er fyldt med håbsbilleder, håb om en ny himmel og en ny jord og dermed altings nyskabelse. Baggrunden er sandsynligvis den tidlige kirkes kamp mod den romerske overmagt, der ses som Satans rige. Men håbet om Gudsrigets snarlige komme holder den kristne menighed i live. Og dette håb kommer nu frem i form af en række visioner:

”Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: Nu er Guds bolig hos menneskene” (Kap 21, 1ff.).

Åbenbaringsbogens formål er at trøste modtagerne og give dem mod til at holde ud. Håb skaber handling.

10. Håbet om Guds nyskabelse af alting har sin baggrund i troen på Jesu død og opstandelse.
Som Jesus døde og opstod skal himmel og jord forgå og blive nyt – og Guds rige blive en altomfattende virkelighed. Det kristne håb om verdens fuldendelse motiverer til handlinger, der viser tegn på, at Guds rige er tilstede og virksomt. Håbet om at Gud nyskaber og fuldender afslører alle utopiske forestillinger som foreløbige og ufuldstændige, men skaber også handlinger, der forsøger at overvinde resignation og fortvivlelse. Det kristne håb er ikke livsflugt – men meningsskabende.