FADERVOR
– verdens mest kendte bøn linje for linje
...Hvad beder vi om?

åbningsbillede
"Vor Fader, du som er i himlene! Helliget blive dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød; og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde. For dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen."


Millioner af mennesker har fra barnsben lært fadervor udenad. Bønnen er central for alle kristne, fordi det ifølge Matthæusevangeliet var Jesus selv, der formulerede den.

Men hvad betyder det egentlig, at vi kalder Gud for far, at han bor i himlen, at hans vilje må ske?

Her har vi sammensat et bredt panel af klassiske teologer, nulevende bibel-kendere og dygtige formidlere, som udlægger verdens mest kendte bøn.


MED KOMMENTARER AF

Bodil Jørgensen
Bodil Jørgensen, skuespiller
Mogens Müller
Mogens Müller, professor i teologi
Iben Krogsadal
Iben Krogsdal, forfatter og salmedigter
Sigurd Barrett
Sigurd Barrett, entertainer og børne-tv-vært
Ulla Morre Bidstrup
Ulla Bidstrup, ph.d i teologi
Poul Joachim Stender
Poul Joachim Stender, sognepræst
Martin Luther
Martin Luther, teolog og reformator (1483-1546)
C.S. Lewis
C.S. Lewis forfatter og filolog (1898-1963)
Dietrich Bonhoeffer
Dietrich Bonhoeffer, teolog (1906-1945)





henvendelsen


Vor Fader, du som er i himlene!


Vindue


Ulla Moore Bidstrup secondary

Når vi tiltaler Gud med navnet ”fader”, bliver det tydeligt, at Gud er nogen, og ikke noget. Ligesom vi er nogen, og ikke noget for Gud.

Der er tale om et nært personligt forhold, som vi kender det mellem børn og forældre. En forælder er samtidig indbegrebet af ophav og betingelsesløs kærlighed. Og opdragelse.

Gud er ”vor” far, og ikke ”min”, fordi vi er søskende som Guds børn.

Vi siger ”i himlene”, fordi Gud er med os alle steder og altid – uden begrænsning.



Joachim Stender secondary

Vi er ikke kammerater med Gud. Han er vor far og dermed en autoritet. I Bibelens univers har forældre myndighed. Men samtidig understreger vi også vort tætte forhold til ham som vor Skaber.



første bøn


Helliget blive dit navn,


Førstepræmie


martin Luther secondary

Guds navn er helligt i sig selv, men i denne bøn beder vi om, at det også må blive helligt hos os.





Mogens Müller secondary

Denne bøn er den første af tre, hvor blikket rettes mod Gud. Vi beder her om, at denne himmelske Fader alene må være vores Gud. Og at hans navn må være og forblive urokkeligt i vores liv.




anden bøn


komme dit rige,


Tro håb kærlighed


Sigurd Barrett secondary

En dejlig bøn – tanken om, at alt en dag bliver, som Gud ønsker det. Ser man sig om i verden af i dag, er der mangt og meget, man kunne ønske sig anderledes. Ondskab hersker og undertvinger mange steder i verden alt det gode, og det smerter mig at se på. Jeg kan endda fristes til at føle skyld over at leve i en verdensdel, hvor vi grundlæggende har det godt. Det kan ikke være Guds mening, at nogle skal lide så meget, og jeg glæder mig på en måde til den dag, Guds rige kommer. Da skal det onde endelig vige for det gode.



Ulla Moore Bidstrup secondary

Vi beder om, at Guds rige må bryde igennem. Guds rige er ikke et sted eller noget, der først venter os, når vi dør. Guds rige er dér hvor kærlighed, tilgivelse og håb findes. For alt dét kender vi Gud for, gennem hans søn.



Joachim Stender secondary

Her beder vi om, at få nedlagt vor verden, få taget alt det fra os som vi kender, og få oprettet det Gudsrige som venter os, når Kristus vender tilbage. Da Guds søn allerede har vist os, hvad Gudsriget har af enorme kræfter, er det ikke det værste at bede om.



tredje bøn


ske din vilje
som i himlen således også på jorden;


Globus2


Iben Krogsdal secondary

Vi kan ikke kontrollere tilværelsens gang. Selvom livet kan være svært og grusomt, har Gud lovet, at vi lever under en større mening, vi ikke selv kender.

Vi behøver ikke være bange, for ingen modgang eller rædsel kan ramme os, som Gud ikke kender og ikke kan hjælpe os i.



Dietrich Bonhoeffer secondary

Guds navn, Guds kongerige, Guds vilje vil altid være centrum for den kristne bøn. Selvfølgelig er det ikke sådan, at Gud har brug for vores bønner, men gennem bønnen kan de, der tror på Gud, få del i den himmelske skat, de beder om.



Joachim Stender secondary

Vi beder om at få taget den følelse fra os, der bilder os ind, at vi mennesker har suveræniteten. Hos Esajas står der: ”For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje”. Eller sagt på en anden måde: Vi beder om at kunne acceptere, at vi dybest set ikke har tjek på ret meget.



fjerde bøn


giv os i dag vort daglige brød,


mad og drikke


Mogens Müller secondary

Dette er den første af fire bønner, hvor blikket rettes mod vores liv. Vi beder her om hver dag at få, hvad vi har brug for både til sjæl og legeme, derunder også mennesker omkring os, så vores liv får fylde og – om muligt – udfolder sig i sundhed.



martin Luther secondary

Vi beder i denne bøn om, at han vil lade os forstå, hvad vor daglige brød er, tage imod det og takke ham for det.
Hvad er så det daglige brød? Alt, hvad der er brug for, til liv og legeme, som mad, drikke, tøj, sko, hus, hjem, jord, kvæg, penge, ejendom, god ægtefælle, gode børn, gode medhjælpere, retskafne og pålidelige overordnede, godt styre, godt vejr, fred, sundhed, ordentlig og værdig levevis, gode venner, trofaste naboer, og andet lignende.



Dietrich Bonhoeffer secondary

Fordi det er Guds brød, er det nyt hver dag. Her beder de, der tror på Gud, ikke om at lægge på lager til fremtiden; de er tilfredse med, hvad Gud giver dem fra dag til dag.




Iben Krogsdal secondary

Gud ved, hvad vi ønsker os, og han ved, hvad vi har brug for, og han ved, at de to ting ikke altid er de samme. Vi beder vor fader om, at han vil hjælpe os til leve vores hverdagsliv uden at få alt opfyldt, men så vi – trods savn og tab og mangler – kan leve, og for det meste med glæde.



femte bøn


og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere,


Ødelagt legetøj


Bodil Jørgensen secondary

Det er så smukt! Fordi det kræver noget at forstå det. Det, vi beder Gud om, skulle være så enkelt, men det er meget svært for os. For Gud derimod er det så nemt. Et enkelt pust fra ham – og så er vi tilgivet. Vi har bare selv så svært ved at tilgive.



Sigurd Barrett secondary

En svær bøn at forstå for børn (og voksne). I princippet er vi vel alle født skyldige på grund af arvesynden, og kun Gud kan tilgive os – som Jesus gjorde, da han på korset tog al vores skyld på sine skuldre. Men hele spørgsmålet om synd og skyld optager mig meget. Som mennesker er vi langt fra fejlfri, og skyld og tilgivelse er en helt central del af at kunne leve i fredelig sameksistens. Men med for meget skyld på skuldrene kan vi nu også tynges så meget, at det næsten føles ubærligt at skulle gå på livets vej. Derfor elsker jeg, når præsten siger "Gå med fred". Pyha. Så kan man trække vejret lidt igen.



Mogens Müller secondary

Lever vi ikke tilgivelsen ud i forhold til andre, saver vi den gren over, vi selv sidder på, og tilgivelsens kraft dør mellem hænderne på os.




C.S. Lewis secondary

At tilgive i øjeblikket er ikke så svært. Det kan vi alle finde ud af. Den virkelige prøvelse ligger i igen og igen og igen at tilgive. Jesus blev spurgt: “Hvor mange gange skal jeg tilgive min broder? Op til syv gange?” Jesus svarede: “Ikke syv, men 77 gange.”

Ligesom vi husker de synder, andre har forvoldt os, kan vi se de selvsamme synder i vores egne liv. Vi forventer tilgivelse, og ligeledes må vi tilgive andres skyld.



Joachim Stender secondary

Det er slet ikke så tosset at have skyldfølelser eller dårlig samvittighed. Det er følelser, der fortæller os, at vi hænger sammen med både Gud og vore medmennesker. Vi er ikke isolerede øer. Som kristne er vi klar over, at det er enormt meget, vi skylder Gud. Derfor beder vi om at få gældssanering. Og da han gældssanerer os, må vi også gældssanere hinanden.

Kort sagt: Når Gud tilgiver os, vil vi også gerne kunne tænke så stort, at vi tilgiver hinanden.



sjette bøn


og led os ikke ind i fristelse,


engel


Iben Krogsdal secondary

Vi bliver gang på gang fristede til at sætte os selv over Gud og vores medmennesker. Vi beder om, at Gud ikke lader os ikke udnytte andres svaghed, selvom vi kan. At han vil gribe ind, når vi ikke ser os selv nok i øjnene og forsøger at give andre skylden. At han vil hjælpe os, når vi tror, vi har den endelige sandhed og bliver selvretfærdige eller onde med den i hånden.

Og når vi er bange, forladte, syge, lammede og døende, så beder vi Gud om at hjælpe os, så vi ikke giver efter for fristelsen til at forsvinde i mørket, fordi vi ikke kan holde livet ud.



Joachim Stender secondary

Gud frister os ikke. Det gør de mørke magter. Og den største fristelse er at elske sig selv i stedet for Gud og sit medmenneske. Derfor er alle tidens kampagner om at lære at elske sig selv en af vores største fristelser i 2015.



C.S. Lewis secondary

Fristelser er ikke kun fristelser til at synde; det er også kampe, prøvelser og deslige. Hvad Jesus i virkeligheden lærer os her er, at vi beder Gud om at holde vores vej lige og uden hindringer. Med andre ord beder vi her Gud om ikke at give os noget, vi måske lige har bedt for, hvis det vil fælde os.



syvende bøn


men fri os fra det onde.


Ridder drage


Ulla Moore Bidstrup secondary

Vi beder både om, at det onde ikke må ramme os, så vi bliver ofre for ødelæggelse, hævn og sygdom. Samtidig beder vi om, at det onde ikke må få magt over os, så vi gør andre til ofre for vores ydmygelser eller kulde.



martin Luther secondary

Vi beder i denne bøn under ét om, at Faderen i Himlen vil befri os fra alt ondt på krop og sjæl, ejendom og ære, og en gang, når vi sidste time kommer, skænke os en salig død og i nåde tage os fra denne jammerdal ind i Himlen til sig.



Bodil Jørgensen secondary

Det onde er der jo så rigeligt af. Fristelsen og ondskaben er forbundet. Det er kun ved at gøre fremskridt i det gode, at vi kan bekæmpe det onde. Det har vi brug for hjælp til. Det er derfor, vi spørger om hjælp. Og det er jo helt atypisk, at vi beder om hjælp. Derfor er bønnen så god.



afrunding


For dit er Riget og magten og æren i evighed!


kors


Joachim Stender secondary

En af Djævlens masker er den forestilling, at det er os mennesker, der har riget, æren og magten. Men ved at slutte Fadervor af med en lovprisning til Guds enorme magt, erkender vi også vor egen afmagt. Og det giver fred i sjælen. Det betyder nemlig, at vi kan lægge en masse bekymringer i Guds hænder og i stedet bruge mere tid til at have det sjovt.



afslutning


Amen.


drengen beder


Bodil Jørgensen secondary

Jeg elsker det ord: Amen. Vi har så få af de ord: Hurra og Amen. Det lukker bønnen, og så håber man, at den bliver hørt. Og at det bliver bedre. Den afsluttes. Det er sjældent, vi tænker i, at der skal afsluttes noget. Vi har altid små gule sedler med to-do ting på. Men man er meget mere glad, når man får afsluttet noget.



Sigurd Barrett secondary

Dejligt at sige, amen. Yes – jeg mente, hvad jeg sagde, og min tro står ikke til diskussion. Gud er der, og jeg tvivler ikke på hans kærlighed og almægtighed. Og jeg er sikker på, han har hørt min bøn – selv om han garanteret er travlt beskæftiget med at høre mange andres bønner også! Gudskelov har han mange ører og elsker hvert eneste af sine børn – også mig, om jeg fortjener det eller ej.
Amen!



Joachim Stender secondary

Basta. En provokerende afslutning i en tid, hvor alt står til forhandling.







Børneværelset samlet


Del artiklen med dine venner:








om artiklen


Tegninger: Morten Voigt

Tekst og oversættelser: Bjørg Tulinius og Kim Schou

Tilrettelæggelse: Kim Schou



Fotos af panelister: Bodil Jørensen, Poul Joachim Stender, Sigurd Barrett og Mogens Müller er fotograferet af Leif Tuxen. Iben krogsdal er fotograferet af Lars Aarø/Fokus. Privatfoto af Ulla Morre Bidstrup. Wikimedia Commons-licens på fotos/tegninger af Martin Luther, Dietrich Bonhoeffer og C.S. Lewis.


Bragt store bededag 2015



Fadervor-gif
Læs mere om Fadervor på kristendom.dk


Iben Krogsdal er forfatter, salmedigter og samfundsdebattør. Oprindeligt uddannet billedkunstner fra Det Jyske Kunstakademi og siden ph.d. i religionsvidenskab.

Bodil Jørgensen er skuespiller, har modtaget en lang række priser for sine præstationer på lærredet og i teatret. I selvbiografien ”Bodil Jørgensen – En rejse gennem bly og græs” er troen et gennemgående tema.

Mogens Müller er professor i teologi ved Afdelingen for bibelsk eksegese ved Københavns Universitet. hyar bandt andet skrevet bogen ”Evangeliet og evangelierne. Evangelierne som bibelske genskrivninger”, Anis 2015.

Poul Joachim Stender er sognepræst i Kirke Saaby og Kisserup Sogn på Midtsjælland. Har derudover arbejdet som feltpræst på Sjælsmark Kaserne og var i en periode præst ved den danske kirke i Los Angeles.

Sigurd Barrett er pianist, entertainer, komponist og forfatter. Blev bredt kendt herhjemme gennem programmerne ”Sigurds Bjørnetime” og ”Hit med sangen” på DR1. Har i de senere år også udgivet bøger, hvor han synger og fortæller bibelhistorier for børn.

Ulla Morre Bidstrup er uddannelses- og afdelingsleder ved Folkekirkens Uddannelses- Og Videnscenter, København. Ph.d. i teologi og har tidligere arbejdet som sognepræst på Djursland samt været lektor på Pastoralseminariet i Aarhus.

Martin Luther var tysk munk, teolog og reformator, født 1483 og død 1546. Hans 93 teser på kirkedøren i Wittenberg udløste Reformationen i 1517, som resulterede i en deling af den katolske kirke og en række protestantiske kirkeretninger. Martin Luther oversatte Bibelen til tysk og skrev den store og den lille katekismus. Fra sidstnævnte kommer hans kommentarer til Fadervor.

Dietrich Bonhoeffer, født i 1906 i Breslau, henrettet 9. april 1945 af SS for konspirationsplaner mod Hitler. En af det 20. århundredes største og mest markante teologer. Blandt sine udgivelser er han særligt berømt for "Efterfølgelse" fra 1937 (på dansk 1957, hvorfra kommentarerne til Fadervor er taget) samt fængselsbrevene 1943-45.

Clive Staples Lewis var en britisk forfatter og filolog. Han er kendt for sin kristne essayistik og for flere skønlitterære værker, specielt Narnia-bøgerne. Hans kommentarer til Fadervor er hentet i "Breve til Malcolm", udgivet posthumt i 1964. Han blev født 29. november 1898 og døde 22. november 1963.



Del artiklen med dine venner: