Fadervor del 7: Gud er til stede midt i fristelsen og krisen

Perfektionismen og forestillingen om, at vi kan skabe det perfekte liv gennem dygtiggørelse er den største fristelse for det moderne menneske, mener teologiprofessor Niels Henrik Gregersen

Der er forskel på prøvelser og fristelser. Udsagnet kommer fra professor i systematisk teologi ved Københavns Universitet Niels Henrik Gregersen, der med store armbevægelser og en passioneret gestik slynger om sig med græske, tyske og engelske oversættelser af ordet fristelse.

Fadervors sjette bøn handler nemlig om meget mere end trangen til flødeskumskager. Leddet berører i bund og grund om spørgsmålet om Guds almagt, og det tager samtidig temperaturen på det moderne menneskes situation.

LÆS FADERVOR HER

Prøvelser og fristelser
Ifølge Niels Henrik Gregersen er ordene fristelse og prøvelse gangbare oversættelser af det samme græske ord (peirasmos), men de rummer forskellige betydninger og peger i hver deres retning. Hvor prøvelsen er noget, vi kommer ud for, rammer fristelsen os i vores allerinderste.

Fristelser er erfaringer, der er så hårde, at de kan føre os nedad, til mismod og mangel på håb, så vi mister troen og kærligheden. Prøvelsen har derimod en tendens opad, når vi for eksempel går til eksamen, hvor meningen er, at vi skal bestå, siger Niels Henrik Gregersen, der bruger ordet krise som en neutral betegnelse mellem fristelsen og prøvelse. Krisen er den situation, hvor vi er trængt op i en krog.

Når du er placeret i en defensiv situation, opstår fristelsen til at forfalde til de lette løsninger eller til at retfærdiggøre dig selv. I fadervor beder vi ud fra en presset situation, hvor vi er i anfægtelse og bønfalder: Kom nu med dit rige! og Ske din vilje, for den er åbenbart ikke sket endnu! Fadervor er en bøn til Gud, hvor vi appellerer til hans magt og erkender, at Gud er ikke kraftesløs, sådan som jeg er det.

Myten om det perfekte liv
Kriser kradser. De er opslidende og besværlige, men de kan også være nødvendige. Især for det moderne menneske, der lider under forestillingen om, at det skal udleve det perfekte liv.

Det er en moderne indbildning, at der ikke er noget, der binder os. Vi går rundt og tror, at vi har alle valg på alle hylder. Den moderne livslethed gør, at vi aldrig bringer os selv i den situation, hvor vi bliver fristede eller anfægtede, siger Niels Henrik Gregersen, der mener, at vi som moderne mennesker er fanget i det selvbedrag, at vi kan arbejde og kontrollere os igennem vores tilværelse.

LÆS OGSÅ: Fadervor del 4: Guds vilje er et ideal vi må stræbe efter

Det drejer sig så meget om karriere og dygtighed, at vi bliver hovmodige over for livet. Perfektionismen er den største moderne fristelse. Vi gør alt det, vi skal. Vi lever det perfekte liv, men vi bliver fanger af vores egne krav. Vi tror, at livet lykkes, hvis bare vi er dygtige nok, og når vi ikke kan leve op til os selv, bliver vi anfægtede og føler skam.

Kom med en krise
Ifølge Niels Henrik Gregersen er det lige midt i perfektionismens fristelse, at begrebet krise bliver vigtigt. Når vi bliver sat i en krise, standses vi nemlig for at indse, at vi ikke kan køre videre selv.

Krisen er en del af løsningen. Vi indser, at vi ikke løser livet ved at være dygtige, og så kan vi bede om at blive korrigeret. Det hører med til bønnen som oplevelse, at vi ikke altid ved, hvad vi beder om. Man afgiver sig selv for at få sig selv tilbage i en mere hel form. Jeg beder en bøn, som rækker ud over mig selv. Det er ikke mig, der beder, men bønnen, der beder gennem mig. Bøn er en mentalitet, ikke en ønskeliste.

Led os og lad os
Bønnen "Led os ikke ind i fristelse" har i den seneste tid været genstand for heftig diskussion i den katolske kirke i Frankrig, hvor man har ændret ordlyden af bønnen fra led os ikke i fristelse til lad os ikke falde i fristelse.

Den tidligere formulering blev anset for blasfemisk, fordi oversættelsen antyder, at det er Gud, som leder os i fristelse og dermed kan stilles til ansvar for vores lidelser. Men den nye oversættelse begår den fejl, at den holder Gud uden for krisen, mener Niels Henrik Gregersen.

LÆS OGSÅ: "Blasfemisk" fadervor korrigeret af den katolske kirke

Pointen er, at Gud er til stede midt i krisen. Den er ikke Guds vilje, men han er med. Fejlen ved den nye oversættelse er, at den forudsætter, at Gud ikke har med denne verdens prøvelser at gøre, siger han.

Striden er vigtig, fordi den berører diskussionen om Guds almagt, mener Niels Henrik Gregersen.

Fejlen er at forstå Guds almagt som en forklaring på alskens lidelser. Gud er ikke en specialdesigner af godt og ondt, men han er med som skaber af liv, og dét er det afgørende. Gud har magten og æren, og ham kender vi ikke kun i tilværelsens lyse sider. Pointen er, at vi lige netop skal påkalde Gud i krisen.

En bøn, der ilter selvet
Niels Henrik Gregersen, der forsker i samtidsteologi og kristendommens betydning i en nutidig kontekst, skelner mellem før-moderne og moderne i sin karakteristik af individets situation anno 2014. I den før-moderne tilstand blev vi ramt af anfægtelse, mens den moderne situation er præget af forvirring og ambivalens.

Bøn betyder at overlade sig selv til Gud og sige komme hvad der vil. Vi må ikke falde i hårdhjertethedens fristelse, der kommer med dygtighedsselvet. Bøn er en bevidsthed, en 'om-Gud-vil'-tilstand. Digteren Inger Christensen talte om behovet for afrealisering, ikke bare selvrealisering. Måske kan vi kun finde os selv, hvis vi er villige til at afrealisere vores egne ideer om, hvordan tilværelsen skal være, siger Niels Henrik Gregersen, som mener, at den før-moderne fristelse er fristelsen til at miste modet, mens den moderne fristelse er hårdhjertetheden.

Den, der opfatter sig selv som perfektionist, bliver udmattet. Vi lever af at få noget, vi ikke selv har fundet på. Bønnens funktion er at ilte selvet.