Fængselspræst: Intet menneske er så ondt, at det ikke rummer noget godt

Som fængselspræst møder Mette Kruse Andersen mennesker, som er kommet på kant med samfundets love. Men den indsatte er andet og mere end en forkert gerning. Den indsatte er også et menneske med mange nuancer og et menneskeligt værd, forklarer hun

Den hvide trækirke er – nærmest symbolsk – placeret i midten af det område, der udgør Jyderup Fængsel. Kirken blev bygget i 1996 af de indsatte selv, og den har siden dannet ramme om gudstjenesterne i det åbne fængsel. I dag varetages gudstjenesterne af Mette Kruse Andersen, der har været fængselspræst siden 2012.

”Jeg er sikker på, at troen hjælper de indsatte. Fællesskabet omkring kirken og kirkens kor betyder meget. Det er et uforpligtende fællesskab på den måde, at det ikke hænger sammen med kriminalforsorgens programmer. De indsatte kommer ikke i kirken for at komme ud før eller for at gøre sig fortjent til noget. Det giver frihed,” forklarer hun.

Det kan lyde paradoksalt, at der er plads til frihed et sted, hvor de fleste ikke befinder sig frivilligt. Men det er netop det, kirken kan, mener Mette Kruse Andersen. På den måde minder kirken inden for murene om kirken uden for murene:

”At man kan komme som den, man er, med alt hvad det indebærer, er uafhængigt af, om kirken befinder sig inden for eller uden for murene. Det er et rum, man kan træde ind i som menneske. Jeg kommer med mit, og du kommer med dit, uanset hvor kirken står henne,” siger Mette Kruse Andersen.

Den kriseramte er ofte i sine følelsers vold

Kirken i Jyderup Fængsel adskiller sig imidlertid en smule fra den almindelige sognekirke ved dens kirkegængere. Der er en større koncentration af kriseramte, mener Mette Kruse Andersen.

”Det er min oplevelse, at man som kriseramt har en anden åbenhed over for det religiøse. Man sidder simpelthen med armene åbne. Jeg tror, at vi er mere i vores følelsers vold, når vi er kriseramte,” siger hun.

Ofte opstår krisen i den indsatte, når vedkommende ser på sin forkerte handling og samtidig skuer mod fremtiden. Det oplever Mette Kruse Andersen i de samtaler med de indsatte, som hun bruger det meste af sin tid i fængslet på. Her er det temaer og begreber som skyld, skam og synd, der fylder meget. Men fremtiden fylder også en del for mange af de indsatte:

”Noget af det, der fylder meget for de indsatte, er en bekymring for fremtiden. Hvordan skal det hele gå? Hvordan skal mit liv blive tåleligt igen? Der er så mange ubekendte faktorer hele tiden, som giver en stor usikkerhed for mange af de indsatte,” siger hun.

Kriminalforsorgen har nogle programmer og andre tiltag, der kan være med til at forkorte fængselsperioden for den indsatte, hvis vedkommende lever op til en række forpligtelser. For mange indsatte bliver det en anledning til at gøre noget aktivt for at komme ud af usikkerheden og hurtigere i gang med en tilværelse uden for fængslet.

Særligt følelsen af at gøre sig fortjent til noget fylder meget i de indsattes hverdag. Det er noget, Mette Kruse Andersen oplever, når samtalen kommer til at handle om tilgivelse.

”Tilgivelsen har afgjort en betydning. Det er selvfølgelig forskelligt, hvordan folk påvirkes, men der er nogen, som ikke vil tage imod tilgivelsen. De synes ikke, de har gjort sig fortjent til den. På den måde bliver tilgivelsen for stor til at tage imod. Andre vil måske endda sige, at de ikke kan tage imod den endnu, fordi de ikke har bevist, at de er færdige med kriminalitet,” siger hun.

I sådanne tilfælde giver Mette Kruse Andersen dem ikke ret i, at deres skyld ikke kan tilgives. Tværtimod medgiver hun, at det kan være svært at forstå, at den kristne tilgivelse er så stor, at den også rummer deres skyld:

”Jeg synes også, at det er så stort, at jeg nærmest ikke begriber det. Jeg ved i mit hjerte og i min tro, at den er så stor, men det begriber jeg ikke med min fornuft.”

Skyldfølelsen kan være en forløsende proces

Mette Kruse Andersen forholder sig ikke til den enkeltes kriminelle handling, og det er bevidst, forklarer hun. Det hænger blandt andet sammen med, at den indsatte er meget mere end en enkelt gerning.

”Jeg forholder mig til mennesket, jeg møder. Hvis det menneske ønsker, at jeg skal forholde mig til hans kriminelle handling, gør jeg selvfølgelig det. Men mennesket kommer først,” siger hun og uddyber:

”Det menneske, som afsoner en straf på grund af en gerning, han har begået, skal stadigvæk betragtes som et menneske med alle de nuancer, det indebærer. Der er intet menneske, der er så ondt, at det ikke rummer noget godt. Det bliver jeg dagligt bekræftet i.”

Som medmenneske og præst er det dog ikke hendes opgave at ændre på den indsattes skyldfølelse. Det er en proces i den enkelte selv.

”Hvis man føler sig skyldig, skal man have lov til at bære det. Man kan ikke komme udefra og sige, at det er tilgivet, for der ligger en enorm heling i den proces, hvor man bærer sin skyld. Det kan virke paradoksalt, men jeg tror på, det er en forløsende proces at bære sin egen skyld,” forklarer hun.

I den sammenhæng kan hun finde på at referere til bibeltekster eller til Jesus som et eksempel:

”Jeg spørger altid om lov at læse op fra Bibelen eller fortælle om det, hvis vi taler om noget, hvor der er nogle tekster eller steder i Bibelen, som omhandler de emner eller de ting, der bliver nævnt. Det kan også være Jesus som forbillede, jeg trækker ind i samtalen.”

På den måde kan kirken og de kirkelige tekster være med til at sætte de indsatte ind i en ny fortælling om dem selv i sammenhæng med kirken. Det har Mette Kruse Andersen oplevet, når tidligere indsatte er kommet til hende og har fortalt hende, at det kirkelige fællesskab har betydet meget for dem:

”De har en bevidsthed om, at det var kirken – og at fællesskabet var kirkeligt.”