LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Julekalender

Fængselspræst: Vi synger "Du som har tændt millioner af stjerner" i fængslet juleaften

Præsten synger med, mens han tænker på, at han skal præsentere dem for julens vanvittige budskab, at Gud blev så fængslet af sit umulige skaberværk, at han mødte verden som et nyfødt hjælpeløst menneske af kød og blod, skriver fængselspræst Bjarne Lenau Henriksen om julegudstjenesten i fængslet. Foto: Leif Tuxen

23. december: "Vi kan da godt klare smerterne selv. Vi er ikke tøsedrenge”, siger ham med de festligste tatoveringer: ”Men hvis Vor Herre nu så gerne vil, så lad ham slæbe af sted med byrderne. Er det ikke det, julen drejer sig om?" Fængselspræst Bjarne Lenau Henriksen tager os med til juleaftensgudstjeneste i fængselskirken

Vi står rundt om keyboardet i fængselskirken. Koret har en time inden julegudstjenesten: Et barn er født på den dejlige jord med de yndigste roser, som skyder op af den frosne jord midt i den glade jul, som har bragt velsignet bud med den fredløse freds englelyd, der boltrer sig under den dejlige blå himmel.

I alterlysenes varme skær aner man det fjerne i øjnene, mens de står og længes bagud til fortidens hukommelsesfri uskyld.

”Vi skal altså synge den med millionerne,” siger bassen.
”Jamen, det er jo ikke en julesalme!” Tenoren er forarget.
”Det er lige meget. Hvad den ikke er, kan den blive,” fastslår bassen og fortsætter: ”Ingen gudstjeneste uden ’Du, som har tændt millioner af stjerner’. Den er fyldt med jul året rundt. Ellers har jeg misforstået noget.”

”Tilgiv os det, som vi ikke fik nået/tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt”, den mørke, blide altstemme bryder lavmælt ind med en bid fra sangen. Alle finder øjeblikkeligt nummer 787 i salmebogen.

De synger og soner dermed forbrydelsen og al dens væsen. Der er følelser på spil. Ingen sentimentalitet, men reelt følelsesliv som evidensbaseret dokumentation for skam, skyld og sorg. Ingen siger det højt. Det er for sent. For ligegyldigt. Nu. Vi synger bare. Til ham, som har tændt millioner af stjerner.

Julen er sælsom. Den får det sværeste frem i folk. Alt det, der gik galt. Alt det, der blev et helvede for dem selv og så mange andre: ægtefælle, børn, forældre, der er røget med ind i det svigt, der nu sones og synges ud.

’Tænd i vort mørke en tindrende tro’, fortsætter salmedigteren Johannes Johansen i sin salme. Ikke ro, men tro. Roen er færdig fortid. Men troen er fortsat fremtid. Om ikke tindrende, så dog skinnende grå.

’Du er vort lys, og du vogter og værner/os, så vi sover i tryghed og ro’. Der tygges lidt på den med tryghed og ro.

"Det er ikke dårligt at længes mod trygheden og troen”, siger en af de unge. Måske skal troen på roen ha’ en chance? Det er de rutinerede nu ikke så sikre på. Længsler kan skabe tro, men nok ikke en rolig og tryg nattesøvn.

’Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte, /du ved alene, hvad tjener os bedst’. Koret nikker. Det lyder godt og løfterigt. Der synges igennem.

”Vi kan da godt klare smerterne selv. Vi er ikke tøsedrenge”, siger ham med de festligste tatoveringer: ”Men hvis Vor Herre nu så gerne vil, så lad ham slæbe af sted med byrderne. Han er jo i skarp træning. Er det ikke det, julen drejer sig om?”

’Mød du os selv i de svage og små’. Koret lyder en anelse forknyt. Der er ikke power på stemmerne. Det er børnene, de tænker på. De er de ægte svage og små. Uskyldige. De kan ikke gøre for det. Selvfølgelig har mange indsatte et familieliv. Dog mest in absentia. Får de en mundsmag af familielivet, risikerer den at ende med en bitter eftersmag. Familiens fravær lægger en ubodelig ensomhed oven i skammen.

Præsten synger med, mens han tænker på, at han skal præsentere dem for julens vanvittige budskab, at Gud blev så fængslet af sit umulige skaberværk, at han mødte verden som et nyfødt hjælpeløst menneske af kød og blod og med en tro, et håb og en kærlighed, der endte op i en dødsdom, hvor Guds Søn blev svigtet af Gud og hvermand. Fanget i en total forladthed. En aparte form for solidaritet. Afmagtens solidaritet.

Præsten smugler julens frisættende budskab åbenlyst ind i fængslet med et tilbud om at klynge sig til den tro, der får fritsvævende håb til at bære den svigtende kærlighed igennem låste døre og ud i virkeligheden, hvor ’Du er vor far, den, der vogter og værner,/lys i det mørke, som kommer fra os’.

Koret er klar. Det er jul. Det er ok!

Bjarne Lenau Henriksen er ulønnet fængselspræst og forhenværende chef for Kirkens Korshær.