Får epidemier folk til at søge kirken?

Mange vil sikkert tænke, at når epidemi, krig eller andre kriser raser, søger folk trøst i religion. Men er det virkelig sådan?

Spørgsmålet er interessant, men det er også langt lettere at stille end at besvare. I ældre tider talte man ikke kirkegængere, så man kan reelt ikke vide, hvad konsekvenserne af en epidemi var med hensyn til antal af kirkegængere. I nutiden er det også mere undtagelse end regel, at man tæller kirkegængere. Selv hvor man tæller kirkegængere, er forholdene komplekse, for også en række andre forhold spiller sammen med epidemien.

I det følgende gives nogle historiske eksempler til eftertanke, inden man for hurtigt svarer ja eller nej på spørgsmålet om en eventuel sammenhæng mellem på den ene side epidemier og andre svære forhold såsom fattigdom – og på den anden side den religiøse interesse og kirkelige aktivitet.

Mange vil sikkert tænke: Når der er epidemier, krig eller økonomisk krise, så søger folk trøst i religionen og kirkerne fyldes. Når det er blevet bedre tider igen, så kan folk klare det selv. Men er der noget belæg for at sige sådan?

Gør fattigdom og økonomiske kriser folk mere religiøse?
På Statens Museum for Kunst kører en udstilling om maleren Anna Ancher, der malede mange billeder af religiøse miljøer på Skagen. På udstillingen gøres der rede for, at folk jo var fattige i Skagen, og fiskerierhvervet farefuldt, så det var ikke sært, at folk blev meget religiøse. Problemet er bare, at denne teori ikke holder. Vækkelsen i Skagen kom specielt i 1890’erne, hvor der var fremgang i erhvervslivet, med jernbane, bedre både og efterhånden en ny havn. Det var driftige folk i Skagen, og de tog initiativer. Det gjorde de også på det kirkelige område. Vækkelsen betød en ny arbejdsform, der gav plads til lægfolkets aktiviteter igennem søndagsskoler og talrige foreninger. Den form passede bedre til det moderne samfund, man i Skagen var blevet en del af. I de fattigere tider midt i 1800-tallet, med de større risici på havet, var den kirkelige aktivitet forholdsvis ringe og knyttet til den statsansatte præst.

Et andet eksempel: Vi har rimeligt sikre tal for, at 1960’erne var en svær tid for den danske folkekirke, når det gjaldt kirkegang. Preben Uglebjerg sang i revyvise om, at kirken i Tjæreborg stod tom, men så tog præsten dem i stedet med til syden, og når han sad med dem på en bar under sydens palmer, så kunne han få dem til at synge med. Folk blev rigere, og den store gruppe unge havde muligheder, forældrene ikke havde haft. Det var svært at trække de unge til en almindelig søndagshøjmesse.

Var det så de bedre økonomiske vilkår, der var et problem for kirke og tro? Ikke nødvendigvis. I USA, hvor de traditionelle kirker også begyndte at få problemer i 1960, fandtes der andre kirker, der indrettede deres arbejdsformer efter den moderne tids præmisser: Man gav plads til langt hår og rock-musik i disse menigheder. Samlet set kom USA’s kirkeliv godt igennem 1960’ernes krise, men det flyttede vægten mere over på de evangeliske kirker. Da USA samtidigt boomede i rigdom, kan man ikke sige, at det var rigdommen i sig selv, der gjorde dette vanskeligt for kirkelivet i Danmark. Det var mere manglen på nye, tidssvarende arbejdsformer. Først langt senere blev det muligt at arbejde med fornyelse af formerne i folkekirken – og meget tyder på, at det stoppede tilbagegangen.

Noget tyder altså på, at det ikke er ændrede ydre vilkår, der gør den store forskel for opslutningen til de kristne kirker. Det er mere, hvordan de forholder sig til de nye tider.

Strømmer folk til kirke i forbindelse med en epidemi?
I oldtidens Ægypten var der epidemier, og folk flygtede, men de kristne blev og hjalp syge. De kristne havde et håb, så de frygtede ikke døden. Derfor hjalp de. Det gav dem til gengæld en goodwill, så flere folk fik lyst til at blive kristne bagefter. Ad omveje betød epidemien altså en vækst for kirken.

I København var der kolera i 1853. Den tog mange liv, og mange flygtede ud af byen for at redde livet under sundere vilkår. Men præsten N. G. Blædel blev i byen og hjalp de syge. Da sygdommen var drevet over, havde han vundet sig et godt navn. Folk strømmede til hans vækkelsesprædikener, og han indledte et nyt kapitel i Københavns kirkeliv, fordi han – kort fortalt - blev fundamentet for et med tiden stort arbejde i København tilknyttet Indre Mission.

Hvad den spanske syge i 1920 betød for kirkegangen på længere sigt, har jeg ikke tal for. Forud for den var gået en verdenskrig, og ingen kan sige, hvad der betød mest: Krigen eller epidemien. Tal for kirkegang tyder på, at folk aldrig har gået så meget i kirke i Danmark som i 1920’erne, men der kunne være mange andre grunde til det end netop krig og den forfærdelig epidemi. 1920’erne var også det årti, hvor det frivillige kirkelige arbejde gennem grundtvigianismen og Indre Mission nåede en udbredelse som aldrig før.

Konklusion må være den beskedne: Epidemier, krige og ændrede økonomiske vilkår kan godt have betydning for kirkegang og kirkelig interesse. Men det er svært at sige præcis hvilken. Og i hvert fald er der ingen direkte sammenhæng. Noget tyder på, at det ikke er epidemien selv, der gør forskellen. Men hvordan kirken eller bestemte kirkelige kredse reagerer på epidemien.

Kurt E. Larsen er professor, dr. theol. og tidligere sognepræst. Han skriver analysen ved kristendom.dk.