Debat

Højskoleforstander: Film om Poppy og Kvist skal forberede mig på fasten

Skyld bærer frygt og melankoli med sig. Trolden Kvist bliver grå af skylden. Fasten er en tid til at mindes sin skyld, blive den bevidst, vedkende sig den, mener højskoleforstander Robert Bladt. Foto: DreamWorks Animation/Ritzau Scanpix og Nicolai Abildtrup-Egebæk Sørensen

Fasten er en tid til at mindes sin skyld, blive den bevidst, vedkende sig den. Denne pointe er fint illustreret i familiefilmen "Trolls," skriver højskoleforstander Robert Bladt

Onsdag efter fastelavn indledes kirkens forberedelse til påske. Den varer 40 hverdage og er typisk kendetegnet ved mådehold og frivilligt afsavn. I år har jeg tænkt mig at se familiefilmen "Trolls" for at minde mig selv om nogle af fastens pointer.

Findes lykken i et mastercard?

Et hovedtema i "Trolls" er, hvordan vi bliver lykkelige. De to arter, som optræder i filmen, troldene og borkerne, har hver deres svar.

Troldene er – med en enkelt undtagelse – små, farverige, livsglade, festlige skabninger, som elsker at feste, danse og have det sjovt. De finder glæden indeni. Måske. Borkerne er store, grå, deprimerede skabninger, som mener, at de bliver lykkelige ved at spise en trold.

Når jeg forsøger at være lidt selvkritisk, kan jeg desværre genkende mig selv i borkerne. Det er let at forveksle lykke med konsum, forbrug. Jeg konsumerer forbrugsgoder, mad, fornøjelser og underholdning i en misforstået tro på, at det er vejen til lykke.

Fasten er en anledning til at få afsløret forbrugets selvbedrag. Fastens afsavn er en tid til at forlade det, Svend Brinkmann kalder ”den hedonistiske trædemølle” for en tid. Det kan være nødvendigt, for at jeg kommer fri af det materielles fortryllelse. Først når jeg ophører med at spise slik, spille Candy Crush eller se på ny bil, opdager jeg, hvor meget magt det har over mig. Lykken handler mere om relationer end om det, man kan afregne med et mastercard.

Skyld skal tilgives

Eneste undtagelse fra reglen om, at trolde er livsglade og farvestrålende, er den grå og frygtsomme trold Kvist. Det kommer frem, at Kvists melankoli og frygt stammer fra skyld over at have forårsaget sin bedstemors død.

Igen tematiserer Trolls et fastetema. Fasten er nemlig en anledning til at fokusere på og tage vare på sin skyld. Vi kan blive tyngede af alt fra den globale opvarmning til børnenes mistrivsel. Nogle gange har jeg brug for at høre, at det ikke er min skyld. Men der er også noget, som er min skyld. Det er ikke blot menneskeligt at fejle, men også at hore, svigte, stjæle, bagtale, lyve og slå ihjel. Selv om det er menneskeligt, er det ikke agtværdigt. Det er menneskeligt, men på en ikke menneskeværdig måde. Den skyld, som vi virkelig er ansvarlige for, har vi brug for at blive stillet til ansvar for. For her er vejen til lykken ikke af fornægte skyld, men at få den tilgivet. Og kun den ansvarlige og skyldige kan få tilgivelse.

Skyld bærer frygt og melankoli med sig. Trolden Kvist bliver grå af skylden. Fasten er en tid til at mindes sin skyld, blive den bevidst, vedkende sig den. Den er en forberedelse til påsken, hvor skyldige kan finde tilgivelse, livsmod og glæde i budskabet om, at der er bragt soning og tilgivelse til os gennem Jesu død og opstandelse.

Håb, mod og lykke kommer udefra

Den ellers altid positive og lykkelig trold Poppy mister på et tidspunkt både farven og livsmodet. Det sker, da hun indser, at hun ikke er i stand til at redde troldene fra borkerne.

Fasten vil lære mig, at redningen ikke kommer fra mig. Lykken kommer ikke indefra. Redningen og grunden til den store lykke kommer til os udefra. Fra Gud. Påsken er fejringen af hans indgriben i menneskeslægtens uopløselige mismod og fortabelse.

Mange af os er optaget af at finde styrken, modet og lykken indeni os selv. Sådan prædikes også i "Trolls." I virkeligheden giver troldene dog håb og mod til hinanden. Og til slut også til borkerne. Håb, mod, lykke. Det kommer til os udefra. Også i det store perspektiv.

”Lykkelig den, hvis overtrædelser er tilgivet, og hvis synder er skjult” skriver salmisten i Salmernes Bog kapitel 32 vers 1. Det er påskens budskab, at Gud er kommet til os med tilgivelsen og den store redning. Det skal vi besinde os på i fasten.

God faste!

Robert Bladt er forstander på Børkop Højskole