Serie: Faste

Sognepræst: Gud er totalt ligeglad med, hvad vi spiser og drikker

Siden syndefaldet har vi mennesker har haft en trang til konstant at ville selv, men vi magter det ikke. Det går derimod altid galt, når vi prøver, forklarer sognepræst Hanne Dahl, der ser fasten som et fejlslagen forsøg på at tage styringen over vores eget liv. Foto: Henning Bagger

Kristendom.dk vil i denne serie give et overblik over, hvad fasten er i forskellige kristne kirker. Vi fortsætter med Hanne Dahl, der er sognepræst i Aalborg Domkirke Budolfi Kirke.

Ifølge sognepræst i Aalborg Domkirke Budolfi Kirke Hanne Dahl er der masser af folkekirker, som i disse år hopper med på fastebølgen, og taler om det gode ved i fastetiden at mindske forbruget af nydelsesmidler som for eksempel rødvin, kød og tobak eller skære ned på den tid, som vi bruger foran diverse skærme på mobiler og ipads.

At faste er en misforståelse og et udtryk for arvesynden
”Men det er en misforståelse af folkekirkens evangelisk-lutherske grundlag, for fasten bør faktisk slet ikke fejres i folkekirken. Fasten blev nemlig afskaffet med reformationen, hvor Luther gjorde op med, at vi som troende kristne skal følge menneskeskabte regler. For nej, det er slet ikke op til os at gøre noget som helst. Gud gør det, som skal gøres. Paulus skrev også allerede i 1. Korintherbrev kapitel 8, at det ikke betyder noget, hvad vi spiser. Om det så er hedensk offerkød, så kan vi indtage det, som vi ønsker,” siger Hanne Dahl og fortsætter:

”Gud er nemlig totalt ligeglad med, hvad vi spiser og drikker, om vi ryger eller ej, dyrker motion eller ej. Det er en udbredt trend i vores tid at skære ned på usunde vaner, og det kan være en rigtig god ting for vores sundhed. Men vi skal være bevidste om, at det udelukkende drejer sig om os selv og aldrig om vores tro. Gud har simpelthen ikke noget med vores livsstil at gøre, og vi skal som protestanter ikke gøre noget på bestemte måder eller på bestemte tider af året. Vores tro er alene baseret på troen og ordet”.

Faktisk kunne man ifølge Hanne Dahl se det at faste som et udtryk for vores konstante bevægelse væk fra Gud. Dermed kunne man også se det som et udtryk for arvesynden.

Hanne Dahl forklarer det med, at vi mennesker siden syndefaldet har haft en trang til konstant at ville selv og tage styringen over vores liv, men at vi ikke magter det. Det går derimod altid galt, når vi prøver. Men så er det, at evangeliet kommer os til hjælp og fortæller, at Jesus altid står klar med åbne arme, tager imod os og fører os hen til samværet med Gud igen.

Fasten er egnet til undervisning
For alt bunder som sagt i troen og ordet, og fastetiden er særdeles velegnet til undervisning i kristendom. Især i de ulige år, som i år, hvor der prædikes efter 1. tekstrække, kan man ligesom de første kristne i tiden fra fastelavnssøndag og til påskedag via teksterne og prædikenerne blive oplært i kristendommen. Dengang handlede det også om, at man blev døbt ved gudstjenesten påskenat, så det gav mening at skulle lære om troen i tiden op til.

”Det hele starter med Jesus dåb, som er indgangen til, at vi overhovedet får lov til at fejre påske sammen med Jesus Kristus. Og så går det ellers slag i slag med fristelsen, uddrivelsen af dæmonerne og de andre tekster i fastetiden, hvor vi kan nærlæse og nærstudere, hvad kristendommen handler om. For det er og bliver ordet, som skal være i fokus. Derfor er fastetiden også en fantastisk tid, hvor vi kan dykke ned i, hvad det vil sige at være kristen. Jeg husker fra dengang, jeg var præst på landet og havde alle søndagene i fastetiden, hvordan jeg i mine prædikener kunne tilrettelægge et helt forløb om kristendommens betydning og historie,” fortæller Hanne Dahl, der stadig underviser både konfirmander og voksne i kristendom.

Faste og advent er paradoksale størrelser
Til undervisningen møder hun ofte mennesker, som for eksempel ikke vil drikke rødvin eller spise hvidt brød i fasten, hvilket hun finder ret paradoksalt, når hun sammenligner det med adventstidens enorme forbrug af nydelser. For advent og faste er nemlig begge forberedelsestider op mod en højtid, og begge markeres i folkekirken med den lilla farve, men derudover er der enorme forskelle imellem dem.

”Det er ret paradoksalt, når man tænker på, at op til den ene højtid, julen, får mange stemt sindet ved at vælte sig i sylte, snaps og øl, mens det handler om at sige nej op til den anden højtid, nemlig påsken. Det giver ikke teologisk mening, men det handler nok også mere om, at vi gerne selv vil gøre noget, og det er så blevet at smæske sig i mad og forbrug op mod jul, men at fornægte en masse op mod påske. For dette "at gøre noget selv" er et behov, som vi åbenbart har, hvilket er såre menneskeligt, når man kigger tilbage i historien,” siger hun.

Folkekirken behøver ikke at hoppe med på fastebølgen
”Hjemmelavede kult-ritualer har således altid været en del af vores måde at være i verden på. Vi lever i en udpræget "handlingstid", hvor vi ikke kan nøjes med at lytte, synge og gå til alters, som man gør det til gudstjenesten i folkekirken. Der skal noget mere til, føler mange, som for eksempel at skære ned på mad, drikke og sociale medier i fastetiden. Men bare fordi alle andre gør det, behøver vi ikke som folkekirke at hoppe med på at skulle gøre fasten på nogen måde,” mener Hanne Dahl og fortsætter:

”Vi skal derimod holde fast i budskabet om, at troen er noget, som vi får, og at det er i orden ikke at kunne tro på det hele, at det er okay i perioder at tvivle og måske endda miste troen eller dele af den. For det handler ikke om, hvad du kan og gør, men om at Gud tror på dig, og at derfor er du frelst. Det er igen det med, at det ikke er os, der skal handle. Men at det altid er Gud, der handler, og at lige præcis dét skal vi forkynde som kirke – også og måske især i fastetiden,” slutter Hanne Dahl.