Serie: Faste

I Den Norske Kirke samles der ind i en violet papboks - hjemme hos folk selv

Fastetiden er en tid, hvor tilknytningen til Gud forstærkes og udsatte hjælpes gennem indsamling i Den Norske Kirke Foto: Ritzau Scanpix

Kristendom.dk vil i denne serie give et overblik over, hvad fasten er i forskellige kristne kirker. Vi slutter med Pål Kristian Balstad, der er daglig leder og sømandspræst i den norske Kong Haakons Kirke i København.

Fastetiden i Den Norske Kirke markeres i 40 dage hvert år fra askeonsdag til påskeaften. Indledningen til fastetiden markeres med fastelavnssøndag, blåmandag og fedetirsdag, som dagene op til fasten hedder i Norge.

”Askeonsdag feires så med gudstjeneste i kirken, hvor det ofte er traditionen, at menigheden får tegnet et kors i panden, samtidig med at præsten siger ordene Menneske, kom i hu, at du er af støv og skal vende tilbage til støv. Asken kommer fra de brændte palmegrene, der blev brugt ved forrige års gudstjeneste palmesøndag,” siger Pål Kristian Balstad.

Han fortæller også, at de norske præstekjoler er hvide, og at der rundt om halsen på præsten hænger et tørklæde, kaldet en stola. Stolaen findes i fire forskellige farver, og kirkeårstiden eller kirkelig handling bestemmer, hvilken farve der skal bruges. I fastetiden er det den violette stola, for den liturgiske farve i fastetiden er violet, som er bodens, sorgens og eftertænksomhedens farve.

”I fastetiden bliver menigheden også ofte opfordret til at samle penge ind til kirkens nødhjælp, og her spiller farven violet en rolle sammen med hjemmet. For pengene samles nemlig ind i en lille violet papboks, som man stiller hjemme hos sig selv – og så leverer tilbage i kirken, når fasten er forbi. Så kan man selv – og dem som kommer på besøg i ens hjem - lægge penge ned i den lille violette papboks,” siger Pål Kristian Balstad og fortsætter:

”Andre vælger i fasten at afstå fra Facebook, ikke drikke alkohol eller kaffe, at læse opbyggelige bøger eller lignende. I over 50 år har vi i Norge også haft det, som vi kalder Fasteaktionen. Det er en national indsamling til Kirkens Nødhjælp, hvor menighederne over hele landet opfordres til at gå ud. Det er stor grad konfirmanderne, som står for det arbejde. Samtidig sættes der også årligt fokus på forskellige temaer knyttet til udviklingsprojekter rundt om i verden.”

I Gammelt Testamente er Esajas Bog, hvor man i kapitel 58, vers 3-6 kan læse følgende:

Hvorfor ser du ikke, når vi faster og ænser ikke, at vi spæger vores legeme. På fastedagen driver I handel og jeres arbejdere jager I med. I faster i kiv og strid og kaster med sten i ondskab. Når I faster, som I nu gør, bliver jeres bøn ikke hørt i himlen. Tror I, det er den faste, jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og lægger i sæk og aske? Er det det, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte undertrykte i frihed og bryde hvert åg.

”Den tekst fra Esajas er en stærk, profetisk tekst om en fastetid, hvor der ikke er fokus på personlig askese, men på at man som enkeltmenneske bliver udfordret socialt og diakonalt. Jeg tænker, at Den Norske Kirkes fastepraksis hænger nært sammen med denne tekst. For det handler om i fasten at holde fokus på det vigtige i tilværelsen og på de prioriteringer, som man gør i sit liv og i sin tro. Og det handler måske først og fremmest om at leve i relation til Gud, vores næste, naturen og os selv,” siger Pål Kristian Balstad.

I gudstjenesten er der også nogle liturgiske led, der fjernes eller ændres i fastetiden. For eksempel synger man ikke Gloria-leddet efter Kyrie, som man ellers plejer i Den Norske Kirke. Også en lovprisning i sidste del af gudstjenesten er erstattet med en noget mere dæmpet variant. Men det giver god mening, er meldingen, da også de liturgiske forordninger for kirkemusikken i fastetiden anbefaler, at den liturgiske musik har en stille og afdæmpet stemning.

”Fastetid er nemlig også bønnens tid med fokus på dialog med Gud. I gudstjenesten synges derfor også litaniet, som er en bønnedialog mellem præst og menighed. Litaniet er skrevet af Martin Luther, men har det middelalderlige helgenlitaniet som oplæg. Dette knytter sig særligt til fastetiden og erstatter kirkebønnen,” slutter Pål Kristian Balstad.