Faste uge 4: Sulten gør mig ualmindeligt klar i hovedet

At faste har virkelig et potentiale og en styrke, idet det sætter én gennem en basal, fysisk følelse. Det er en kraftig påmindelse om, at mennesket først og fremmest bor i en skrøbelig krop, skriver studerende Manuel Lahrmann i denne uges fastebrev

De to venner Michaël Borgen-Nielsen og Manuel Lahrmann faster begge to for første gang i år og deler deres udfordringer, glæder og tanker med hinanden og kristendom.dk's læsere i en brevudveksling frem til påske.

Kære Michaël

Puha! Den scene med den sultende Hemingway og alle de parisiske bagerier, som du beskriver i dit seneste fastebrev; den er jo hjerteskærende. Sådan føltes det mere eller mindre uafbrudt i de to uger, hvor vi ikke spiste brød. Nu er det heldigvis bedre. Ja, jeg føler mig næsten fristet til at sige, at når man ser på det fra en passende distance, så er fasten næsten noget, der gør os rigere!

Det er en rigdom på oplevelser, jeg taler om. Hemingway er som sådan det perfekte eksempel på en person, der omsætter sine strabadser til historier (hvor irriterende de så end til tider er). Og du fortæller ligeledes, hvordan sult bliver en slags kreativ drivkraft eller disciplin.

For min part har jeg følt mig ualmindeligt klar i hovedet (på visse dage) på en måde, der får mig til at tænke på den norske forfatter Knut Hamsuns værk "Sult." Bogen beretter om hans hungrende unge dage i Oslo (dengang “Kristiania”), hvor han vandrer af gaderne som i en døs, og synet af et bugnende butiksvindue nær får ham til at tabe forstanden. Der er noget med bagere og sult åbenbart.

Men jeg husker også bogen for beskrivelserne af et pludseligt klarsyn, at vågne op og skrive lysende klare tekster, som om han havde adgang til noget mere. Det er en lokkende fiktion, den om sulte-kunstneren!

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at der er noget falskt over det, når fasten bliver til en slags oplevelse. Vi begyndte fasten, fordi vi var nysgerrige, men det var jo ikke meningen, at den skulle være noget, man gjorde for sin egen vindings skyld.

Du bringer også på bane, at fasten oprindeligt var et kollektivt ritual. Ved at sjoske lidt lækkersulten omkring i 40 dage bliver man snarere sær, end man oplever identifikation med andre mennesker. Desuden er det kun et eksperiment: Man kan altid holde op. Og man kan altid skrive sine historier om det. Men hvad nu hvis alle fastede? Hvilken situation havde vi så?

Ud over at det ville være lidt lettere for den enkelte at styre uden om fristelserne, så tror jeg også, at en fælles faste kunne skabe en unik samhørighed. For en stund ville alle være i samme båd. Tyran og tigger spiser samme måltid, føler samme bid i mavens hulrum. De sociale skel udviskes

At faste har virkelig et potentiale og en styrke, idet det får én til at gennemleve en basal, fysisk følelse. Det er en kraftig påmindelse om, at mennesket først og fremmest bor i en skrøbelig krop. Og måske er der også en sjælelig oplevelse knyttet til det at trække luft ned i lungerne, når ens mave er tom. Alle kamrene udvider sig omkring et rungende ingenting, som måske alligevel har en særlig smag eller en særlig tilstedeværelse.

Men i sådan en oplevelse forlader vi allerede det kollektive domæne. Jeg savner, at der er en form for fællesskab i fasten, så den ikke kun opleves personligt. Desværre er den sag nok tabt på forhånd. I dag vil vi have oplevelser, ikke lide afsavn.

Kærlig hilsen,

Manuel

Manuel er studerende og igang med en bachelorgrad på litteraturvidenskab, Københavns Universitet.