Debat

Askeonsdag minder os om, at vi skal dø

På askeonsdag brænder man palmeblade fra sidste års palmesøndag og bruger asken til at tegne et kors i panden på de troende. Skikken er særligt udbredt blandt katolikker. Foto: Brendan Mcdermid/Reuters/Ritzau Scanpix

Den kristne faste, der varer 40 dage op til påskesøndag, indledes i dag på askeonsdag. Symbolikken kan virke nedslående men kan også give håb, mener fagredaktør Dorte J. Thorsen, der gennem mere end et årti har skrevet om kristne traditioner og højtider

I dag er det askeonsdag, og dermed starter fasten frem mod påske.

I katolsk tid – og stadig i både katolske og andre kirker som for eksempel den evangelisk-lutherske Svenska Kyrkan – markeres det med, at man brænder palmegrenene fra sidste års palmesøndag og bruger asken til at tegne et kors i panden på de fremmødte.

Meningen er at minde os om, at vi er forgængelige, at vi kun er her en kort tid, at vi forlader jorden uden noget som helst i lommen, at vi skal dø en dag – og at ingen kender dén dag.

Er askeonsdag så en trist dag? Dét vælger man selv. Man kan nemlig bruge dødsbevidstheden til at blive god til at leve. Til at spørge sig selv om: Hvad vil jeg bruge mit liv på? Hvad er vigtigt for mig?

Ifølge den kristne tradition starter påskefasten denne dag. Førhen havde man derfor i dagene op til spist godt med kød, især fastelavnssøndag og fastelavnsmandag, som også kaldtes flæskesøndag og flæskemandag. Og så i går, hvidetirsdag, som var sidste dag inden påske, hvor man spiste æg, hvedemel og det dyre, fine hvide sukker. Alt det er forbi askeonsdag.

Fra askeonsdag og helt til påskesøndag stod den tidligere på saltede sild, grød og groft brød i fastetiden. Dét gælder så ikke i vores tid – måske med undtagelse af sukkeret. For i de seneste år har stadig flere fastet – typisk med at skære ned på alkohol, sukker og/eller skærm-tid.

I år midt i pandemiens svøbe føler mange, at vi lever i en permanent fastetid, både socialt, kulturelt og bare generelt. Så i år kan man føle, at der ikke skal skæres ned på noget, og slet ikke på alkohol (vin og øl sælger mere end normalt ifølge supermarkederne), sukker (der bages kager og ædes slik som aldrig før, som medierne har pointeret mange gange) og skærme (der streames også film og serier i stor stil).

Men uanset om man faster, og hvordan man i så fald faster, er budskabet det samme til alle tider: Vi er alle forgængelige, og vi skal alle dø. Vi har alle et kors tegnet med aske på vores pande. Dét fik vi den dag, vi blev født.

Det kan vi ikke gøre noget ved. Men vi vælger til gengæld selv, om det skal være en forbandelse eller en velsignelse. For memento mori: Husk du skal dø, som de gamle romere sagde det, som vi er blevet mere bevidste om det her i pandemiens tid - og som stadig er Karteuserordenens motto.

Men både for dem og for os andre bliver det påske, lys, fest, genopstandelse og genåbning en skønne dag. Det håb har vi – og det håb kan give styrke i de kommende dage og uger.