Den kristne faste kan ikke stå alene

Mener man, at der overhovedet ingen grund er til at forsøge at give afkald på egne behov, er det måske tid til at faste, siger biskop over Lolland-Falster Stift Steen Skovsgaard

Fastelavn er med al sin festivitas starten på fasten. Fasten er den 40 dage lange periode inden påske, hvor den kristne tradition byder, at man med afholdenhed og ydmyghed forbereder sig på Jesu lidelse, død og genopstandelse.

Men hvor er fasten henne hos Jesus og hans disciple? Det har biskop over Lolland-Falster Stift Steen Skovsgaard beskæftiget sig med i pjecen "Hvorfor faster Jesu disciple ikke?".

Som sognepræst i Gellerup ved Århus oplevede biskop Steen Skovsgaard ofte muslimer spørge ham om, hvorvidt kristne tog deres tro ligeså seriøst som muslimerne, siden de ikke fastede på samme måde som både muslimer og andre gør det hvis de kristne da overhovedet fastede.

- Spørgsmålet er ligeså gammelt som Det Nye Testamente. Det blev nemlig også stillet til Jesus af Johannes' disciple, der selv fastede. Det gjorde Jesu disciple ikke. For i modsætning til mange andre religionsstiftere gav Jesus ikke sine tilhængere noget påbud om at faste. Tværtimod kan man i Ny Testamente finde forbehold overfor fasten, siger Steen Skovsgaard.

Det første forbehold findes i Matthæus-evangeliet, hvor Jesus advarer imod at faste for synets skyld:

"Når I faster, må I ikke gå med dyster mine som hyklerne. For de gør deres ansigt ukendeligt, for at det skal være kendeligt for mennesker, at de faster: Sandelig siger jeg jer: De har fået deres løn. Men når du faster, så salv dit hoved og vask dit ansigt, så du ikke faster synligt for mennesker, men for din fader som er i det skjulte. Og din fader, som ser i det skjulte, skal belønne dig." (Matthæusevangeliet kap. 6, vers 16-18).

Kristne må altså godt faste, men de skal ikke reklamere med det. Det vil gøre fasten til hykleri.

 - Man kan sige, at hvor muslimer godt må bryde fasten, når det er mørkt, og ingen kan se, hvad man spiser og drikker - så er det lige omvendt for den kristne fastende. Her begynder fasten først, når den sker i det mørke og det skjulte, og det kun er Gud, som kan se fasten. Det betyder også, at nogle kristne faster fra klokken 24 til 12, og nok kan det virke lidt mere bekvemt, da man som regel sover en del af timerne. Men det rykker ikke ved den centrale forskel som er, at den kristne faste ligger i det skjulte, mens den muslimske ligger i det åbne, fortæller Steen Skovsgaard.

Det andet og meget afgørende - forbehold overfor fasten er, at et menneske ifølge kristendommen aldrig må tro, at det kan tjene Gud ved at faste!

Det understreges allerede i Det Gamle Testamente i en tekst fra profeten Esajas, hvor Gud siger til sit folk:

"Tror I, det er den faste jeg ønsker, at mennesket spæger sit legeme, hænger med hovedet som et siv og ligger i sæk og aske? Er det dét, I kalder faste, en dag til Herrens behag? Nej, den faste jeg ønsker, er at løse ondskabens lænker og sprænge ågets bånd, at sætte de undertrykte i frihed og bryde hvert åg; ja, at du deler dit brød med den sultne, giver husly til hjemløse stakler, at du har klæder til den nøgne og ikke vender ryggen til dine egne." (Esajas' Bog kap. 58, v. 5-7).

Faste må altså ikke ende som en from passivitet eller et tomt ritual, hvor man tror, at man tjener Gud ved at "hænge med hovedet". Nej, den rette faste er aktivt at tage sig af de nødlidende for de nødlidendes egen skyld.

- Derfor kan den kristne faste heller aldrig stå alene. Hverken som en tradition, hvor man faster, fordi det skal man nu engang, eller som en god handling, der har et formål i sig selv. Kristen faste er uløseligt knyttet sammen med kærlighed forstået således, at om man så faster nok så meget eller nok så alvorligt, men ikke har kærlighed, så gavner det intet! Jf. Paulus 1. brev til Korintherne, hvor netop kærlighedsdelen også slås an, siger Steen Skovsgaard.

Endelig er der et sidste, men afgørende forhold, som efter Steen Skovsgaards mening også har betydning for den kristne fastetradition.

- Hvor islam lægger vægt på, hvad mennesker kan og skal gøre, ligger betoningen i kristendommen først og fremmest på, hvad Gud har gjort og stadig gør, siger han og forklarer:

- Så hvis man skal forsøge at besvare spørgsmålet: Hvorfor faster Jesu disciple ikke, så kunne man på den ene side med god ret svare spørgeren: Hvad kommer det dig ved? For dybest set er det kun en sag for Gud. For man kunne spørge: Ja, for ved du egentlig om kristne ikke faster? For måske faster de, i det skjulte eller på en måde, som ikke kan ses, og som de ikke ønsker at tale med andre om.

- For selvfølgelig findes der kristne, som holder en klar fastetradition i hævd, selvom mange kristne forbinder faste med slankekur og muslimernes ramadan, slår Steen Skovsgaard fast og siger, at det er en udbredt holdning blandt mange kristne, at bøn og faste ikke har nogen betydning.

- For mener man, at der overhovedet ingen grund er til at forsøge at give afkald på egne behov, og at det vigtigste måske endda er at få tilfredsstillet alle sine egne behov - ja, så er der virkelig grund til at standse op og måske faste, mener han.

 - Så er tiden i den grad inde til, at de kristne stiller sig selv spørgsmålet: Hvorfor faster Jesu disciple ikke? For så kunne meget godt tyde på, at de kristne er blevet så magelige og veltilpassede, at de ikke længere føler noget som helst kald til en anden livsførelse. Og så kan fasten være særdeles relevant, siger han og forklarer:
 
- For i bund og grund er fastens dybeste formål nemlig at ruske op i mennesker og få dem på bedre tanker. At hjælpe dem til at få øje for en bedre og mere enkel levevis, og måske få gjort op med et mageligt og selv-tilstrækkeligt liv. Så med alle forbeholdene i tankerne kan der alligevel være god grund til at gøre opmærksom på den kirkelige fastetid, siger han og slutter af med at opfordre til at tænke over om og i så fald hvordan man vil faste.

Alt efter hvad man synes, man har bedst af at undvære. Hvilket ifølge Steen Skovsgaard sjældent er det samme som det, man bedst kan undvære! Forskellen er markant, men også virkbar, hvis man lever den ud.