Faste betyder fiskeburger på McDonald's

Filet-O-Fish spises i dag verden over. Foto: - stock.xchng

Den ugentlige faste indebærer for katolikker, at man ikke må spise andet kød end fisk. For stadig at kunne tiltrække katolikker opfandt McDonalds sin fiskeburger, Filet-O-Fish

Lou Groen var tilbage i 1962ernes USA ejeren af en McDonalds-restaurant i Cincinattiområdet. Forretningen gik ikke godt, og især ikke om fredagen, hvor Lou Groen måtte se sine kunder fravælge hans restaurant til fordel for konkurrenterne i lokalområdet. Restaurantens indtjening var kun 75$ om fredagen

Årsagen var, at i lokalområdet var 87% af befolkningen romersk-katolske, og indenfor katolicismen faster mange hver fredag til minde om Langfredag. Dertil kommer selve Fasten.

Fiskeburger skulle holde på katolikker
Katolikkerne fravalgte derfor de kødfyldte McDonalds-menuer om fredagen, hvor fisk var eneste legale spise, hvis fasten skulle overholdes. Lou Groen, der selv var katolik, vidste at nabo-restauranterne havde fisk på menuen om fredagen, og at de derfor tiltrak en større del af den romersk-katolske befolkning. Restaurant-ejeren lavede derfor en fiskeburger, som skulle hamle op med konkurrenternes fastemenuer.

Helt ligetil var det dog ikke, at få indført fiskeburgeren hos McDonalds. Burgerkæden havde på dette tidspunkt et originalt menukort, der aldrig var blevet ændret eller udvidet. Den katolske restaurantejer måtte derfor tage til McDonalds hovedkvarter med sin opskrift og overbevise ledelsen om ideen. Andre forslag til en fasteburger var oppe, f.eks. en ananasburger, men fiskeburgeren blev ikke desto mindre vedtaget, som den første tilføjelse nogensinde til det originale McDonalds menukort. Burgerens navn blev Filet-O-Fish.

Omgående succes
Lou Groen kunne som glad mand vende hjem til sin restaurant og lancere sin burger, om end opskriften, af økonomiske årsager, var ændret en smule. Burgeren blev første gang lanceret på en fredag, selvfølgelig, og Lou Groen kunne lange intet mindre end 350 fiskeburgere over disken til sine kunder, deriblandt fastende katolikker.

Fra 1966 krævedes det ikke længere af katolikker at holde sig fra kød om fredagen, men mange følger stadig denne praksis og Filet-O-Fish udfylder derfor stadig behovet for sin oprindelige målgruppe.
I dag er burgeren imidlertid ikke kun populær blandt katolikker, men nydes også af bl.a. jøder og muslimer, der vil overholde særlige spiseregler. I dag sælges der på verdensplan over 300 millioner Filet-O-Fish om året.