Serie: Faste

Fasten skærper opmærksomheden på påsken

- Fasten er et hjælpemiddel til målet at nærme sig Gud. Der er hverken automatik eller magi i det, siger Fader Poul Sebbelov, som ifølge den ortodokse kirkes tradition faste i lange perioder i løbet af kirkeåret. Foto: Leif Tuxen.

Vi lever kirkens liv i vekslen mellem faste og højtid, siger ortodoks præst Poul Sebbelov

- Faste er et legemligt middel til at nå et åndeligt mål. Fasten tjener som en slags rød sløjfe om tommelfingeren, som skal minde os om, at vi er på vej et sted hen, og det kommer frem i denne tid, hvor vi retter blikket frem mod påsken, siger Poul Sebbelov, som er præst i den ortodokse menighed, Gudsmoders Beskyttelse.

I den ortodokse kirke kaldes fastetiden, som varer i 40 dage op til påske, for "Den Store Faste".

- Vi faster ikke alene for askesens skyld. Men fasten kan hjælpe os til at fjerne koncentrationen fra det legemlige og henviser det til en sekundær plads. Vi behøver slet ikke spekulere over, hvad vi skal have til aftensmad. Opmærksomheden og bevidstheden skærpes i stedet om Kristi opstandelse.

I fasten henvises det legemlige til en sekundær plads, siger Poul Sebbelov.

Den ortodokse kirke har bestemte forskrifter for fasten. Disse forskrifter stammer tilbage fra kirkens første århundreder, forklarer Poul Sebbelov.

- I fasten afstår vi fra alle animalske produkter, altså kød og mejerivarer. Der er ingen direkte forskrifter for faste fra andet end mad, men i fastens ånd ligger der en tilbageholdenhed i forhold til adspredelser og forlystelser generelt, siger han.

- Når man faster, bliver man opmærksom på, hvor meget energi, man bruger på sig selv i sin dagligdag. Rent økonomisk medfører fasten, at man ikke bruger så mange ressourcer på sig selv som ellers, og man kan give sine penge til andre, som har brug for dem, siger Poul Sebbelov.

Den ortodokse kirke har fire længere fasteperioder i løbet af kirkeåret, og derudover faster man næsten hver onsdag og fredag året rundt. I alt svarer det til mere end halvdelen af året.

- Mange protestanter ville sikkert blive overraskede over den ortodokse overholdelse af fasteforskrifterne, siger Poul Sebbelov.

Fasten er knyttet til intensiveret bønsliv, forklarer Poul Sebbelov. Den Ortodokse Kirke har en særlig bøn ved navn Efraim Syrerens bøn, der bruges som daglig bøn i fastetiden. Derudover er der andre tekster og liturgiske led, som særligt knytter sig til denne tid.

- Fasten er et hjælpemiddel til målet at nærme sig Gud. Der er hverken automatik eller magi i det. I fasten bliver vi opmærksomme på, at vi har fjernet os fra Gud. Det handler ligesom i alt kristenliv om at vende om og nærme sig Gud.

Forbilledet for den ortodokse kirkes faste er Jesu egen faste 40 dage i ørkenen, før han påbegyndte sin gerning (Matthæusevangeliet 4,1-11). Troen på, at fasten nytter, har sit afsæt i Jesu ord til disciplene om at dæmoner uddrives ved bøn og faste (Matthæusevangeliet 17,14-21), siger Poul Sebbelov, som også selv faster.

- Det ligger i den præstelige gerning at gå foran med et godt eksempel. De fleste i menigheden faster også, men det er op til den enkelte at forvalte fasteforskrifterne.

- Fasten er sammen med andre elementer i kirkens liv med til at ændre vores verdslige tænkemåde, hvor vi mest tænker hverdagstanker om vores arbejde og om, hvornår vil skal i sommerhus næste gang. I Den Ortodokse Kirke lever vi Kirkens liv i vekslen mellem faste og højtid.

Det er ikke dog ikke let at vænne sig til at faste, påpeger Poul Sebbelov.

- Det tager mange års indleven at få et naturligt forhold til fasten. Man får let en afværgemekanisme og tænker: "Skulle det betyde noget, hvad jeg spiser?" Og denne tankegang finder man ofte i luthersk kristendom, mener Poul Sebbelov.

- I den lutherske tradition adskilles det synlige hverdagsliv fra troens liv. Troen gøres abstrakt, og man afviser fasten med tanken om, at den såkaldte gerningsretfærdighed ikke er mulig. Men dermed har de mistet en stor skat. Barnet er blevet smidt ud med badevandet, mener Poul Sebbelov.

Den ortodokse kirke insisterer på en sammenhæng mellem ånd og legeme. Og fasten giver en grundlæggende erfaring af, hvad det er, mennesket lever af, forklarer han.

- Som kristne lever vi af Guds ord og af Kristi legeme og blod. Vi lever ofte i illusionen om, at vi kan leve evigt af brød fra ISO, men ligegyldigt hvor meget brød fra ISO, vi spiser, dør vi alligevel, hvis vi ikke lever af Kristus, slutter Poul Sebbelov.