Guds søn hjælper også de irriterende og frembrusende

Asser Skude har i de sidste otte år været tæt på Københavns hjemløse i sin egenskab af præst. Han har ...

Det er et skønt ordspil, at nåden, gratia, skænkes gratis. Det mest kostbare foræres væk, skriver sognepræst Asser Skude i sit tredje fasteindlæg. Foto: Scanpix Foto: digi als / Scanpix Denmark

Selv den pågående kvinde, som disciplene vil afvise, kan Guds søn rumme og imødekomme, skriver Asser Skude i fastetidens 3. blogindlæg

Umiddelbart synes temaet til fastens tredje uge (beretningen om den kana’anæiske kvinde, Mattæusevangeliet kap 15, 21-28) at være en kvindes kamp for at være del af fællesskabet. Eller den beundringsværdige tro, som hun præsterer.

Temaet skal dog findes bag det drama, som udspiller sig: For mig at se er det centrale tema, hvordan Guds søn handler bag de ydre linjer. Han er den egentlige aktør. Han gør hele forskellen, og han er nådig og gavmild. Nok gør han sig kostbar og trækker tiden, før han imødekommer kvindens ønsker.

Hvorom alting er, er han selvfølgelig også Guds søn for denne kvinde. Hende, som disciplene synes burde afvises. Hende kan han naturligvis rumme og imødekomme – uagtet hendes irriterende og frembrusende facon.
 
Guds søn er kommet til mennesker, for at hjælpe enhver, som kommer til ham. Også hende. Alt andet ville modsige hans væsen, som er kærlighed og barmhjertighed. Han bønhører hende og hendes syge datter bliver rask.
 
Det er glædeligt, at datteren helbredes. Enhver forælder kan sætte sig ind i morens lettelse, da helbredelsen forkyndes. Samtidig er det et under, at datteren helbredes spontant, og at det sker på afstand. Og blot han siger det, så er det sådan og bliver det sådan. Det er mageløst.
 
Samtidig er det også inspirerende og glædeligt: Det er en beretning, som skaber tro på, at sygdom og mørke ikke altid får det sidste ord.

Det og meget andet formår Guds søn – med den kana’anæiske kvinde og hendes syge datter. Og det formår Guds søn også med dig og mig. Ikke nødvendigvis at vores sygdom, lidelse og smerte tages fra os, når vi beder om det. Men det kan ske – og det er sket for denne kvinde og hendes familie – og alene det faktum gør noget ved mig.
 
Det er svært ikke at lade sig rive med af denne vidunderlige beretning, som viser, at for Gud er alting muligt. Selv det umulige. Gud kan alting mage.
 
Gud kan stadig bevæge og inspirere: Gud er så rummelig og majestætisk, at Gud vil omfatte sin kærlighed – ikke bare til sine egne, som han først var sendt til, men til hele verden, alle folkeslag. Ingen, der kommer til ham, vil han afvise. Uanset hvilken baggrund eller bagage vil han tage imod.
 
Og sådan forholder det sig med Guds nåde, som er ødsel og skænkes ufortjent. Og det er et skønt ordspil, at nåden, gratia, skænkes gratis. Det mest kostbare foræres væk.

Guds væsen er storslået. Her er ikke plads til middelmådighed, fnidder, intolerance eller snæversyn. Her er højt til loftet og masser af albueplads. Her er der plads til at folde sig ud. Og her er der plads til at livet kan folde sig ud.

Jeg kan leve på det budskab, der giver mig plads til frit at udfolde mig – leve hver dag, som den er unik og skænket af Gud og af Guds nåde. Gud rækker mig denne dag, denne time, lige nu – ikke fordi jeg skal gøre mig elsket eller fortjent til den, men blot fordi Gud er gavmild og kærlig, og fordi jeg allerede er elsket og unik i Guds øjne – ligesom enhver anden jeg møder på min vej.