Jeg afstår … for at vedstå

Rejsen til korset gør noget ved mig

Fortællingen er den, der giver den levede erfaring form, og når mennesket ser tilbage på sin fortælling, sin historie, præger det også fremtiden, skriver præst Simon Hoel. Privatfoto

Bør fokus virkelig være på det indre menneske under fastetiden? Bør fokus ikke være rettet på Gud, og på Ham alene?

Jeg afstår … for at vedstå... mit indre og Gud.

I en verden hvor ’jeg’ er i centrum, hvor alt handler om ’mig’, ’min’ og ’mit’, kan dén ambition virke paradoksal, sat i forbindelse med fasten.
Bør fokus virkelig være på det indre menneske under fastetiden? Bør fokus ikke være rettet på Gud, og på Ham alene?
Både/og … er min respons.

”Ingen der nærmer sig Gud, undgår samtidig at komme nærmere på sig selv” Noget i den stil. Sådan læste jeg en gang i en bog. Vi undgår ikke at blive opmærksomme på os selv, idet vi afstår. Vi afstår, skærpes, fra forstyrrende fokus for bedre at kunne rette opmærksomheden ét sted: korset. Men rejsen derhen gør noget ved os. En ydre proces, men også en indre. Både/og.

Måske indser vi med skam, hvor uendeligt svage vi er, når vi allerede har lyst til at give op? Måske opdager vi med stolthed, at vi faktisk har en rygrad? Måske begynder ting, der ellers var gemt væk, at komme op til overfladen, under stilheden og bønnen? Ting, der bør have min opmærksomhed?

At afstå – at faste – at skære fra, skærer ind til benet: hvem er du Gud? Men også: hvem er jeg? Og hvorfra henter jeg min identitet?

Den franske filosof Paul Ricoeur er inde på noget lidt langhåret når han taler om at mennesket finder sin identitet/selvforståelse ved sin omgang med fortællingen.

Fortællingen er den, der giver den levede erfaring form, og når mennesket ser tilbage på sin fortælling, sin historie, præger det også fremtiden. Ricoeur bruger jøderne som eksempel. ”Således har jødefolket modtaget sin identitet fra de tekster, det selv har frembragt…”

I skal gøre sådan og sådan; sætte mad til side til den fattige, tage imod den fremmede, siger Gud flere gange i Mosebøgerne, for ”Husk … I var selv slaver i Egypten” Dét er jeres fortælling. Det er en del af jeres fortælling. De forskellige højtider jøderne fejrer er alle bundet op på deres historie. Derigennem finder de deres identitet, som folk.

Kirkeåret er for den troende lidt i samme båd. Kirkeåret fortæller om den historie vi er en del af, den rejse vi er på. Det hjælper mig til at forstå og vedstå mig min identitet som troende. Advent – jul – faste – påske – pinse. Og denne rejse betyder noget.

Rejsen til korset gør noget ved mig. Ved os.

Jeg er kun så småt kommet i gang med fasten: en betydningsfuld del af rejsen til korset.
 
Jeg har haft tid til at bede mere. For jeg har været syg. Feber. Svækket appetit, fryser, sveder osv. Derfor har jeg også spist mindre, og været nødt til at holde mig til ét sted: sengen. Intet at foretage sig. Blot ligge. Og fryse og svede. Men jeg har brugt tiden i sengen til at tænke på, at jeg i løbet af de kommende uger vil afstå fra alkohol, kaffe og mad. Altså ikke på samme tid.

Jeg har også brugt tiden på at tænke på, at jeg vil vedstå. Jeg vil vedstå mig de ting, der kommer frem i dybet under denne faste. Jeg vil stå ved mig selv. Og jeg vil vedstå mig Kristus.

Simon Hoel er 32 år og gift med Solveig. Han er far til Lea + har en lille ny på vej.
Han er tidligere efterskolelærer og i dag præst i Roskilde Vineyard.