Sansende meditation kan skærpe bevidstheden om Guds nærvær

Stilhed, bøn og meditation var vigtige praksisser for ørkenfædrene, men nutidens mennesker kan også have gavn af at de åndelige øvelser. ”Så kan vi høre, hvad Gud hvisker til os,” siger den svenske domkyrkokaplan Ulf Lindgren

Når man siger ørkenfædre og ørkenmødre, siger man også fordybelse, da mange af de hellige mennesker brugte en stor del af tiden på netop bøn og meditation for at komme tættere på Gud og dermed tættere på sig selv.

Senere hen fortsatte flere store kristne skikkelser, som for eksempel benediktinerordenens grundlægger Benedikt af Nursia og karmeliterordenens reformator Theresa af Ávila, ørkenfædrenes og ørkenmødrenes tradition med ensomhed, bøn og meditation.

Theresa af Ávila skrev i hovedværket ”Fuldkommenhedens vej” om meditation:

”Det hedder samling af tankerne, fordi sjælen samler alle sanserne og går ind i sig selv for at være sammen med Gud.”

For den spanske adelsmand og katolik Ignatius af Loyala, som virkede i første halvdel af 1500-tallet, var dette så indlysende rigtigt, at han bosatte sig i en hule og mediterede over Jesu ord og Jesu handlinger.

Ud af det kom jesuiterordenen, som var den første til at bruge den ignatianske meditationspraksis, hvor det handler om sanserne. Om at se, høre, dufte og mærke Bibelens fortællinger om Jesus, samtidig med at dagen rammes ind i bøn. Tanken er, at man således kan blive mere bevidst om Guds nærvær.

En stor del af jesuitternes grundlag handler også om, at det indre, kontemplative liv danner baggrund for det udadvendte og aktive liv. Det er derfor også en tilgang, der passer godt til den moderne troende, som gerne vil leve i fred med sig selv og sin Gud, men samtidig også virke i verden.

Mange steder i Danmark tilbyder ignatianske åndelige øvelser – ofte dog i forløb, der kræver, at man møder fysisk op, og bor på stedet et par dage.

Den slags er der lukket ned for under coronakrisen. Men så kan man – hvis man er svensk-kyndig – digitalt søge til Stockholms Domkirke Storkyrkan, hvor domkyrkokaplan Ulf Lindgren i flere år har afholdt ignatianske åndelige øvelser én gang om ugen.

Normalt foregår disse øvelser i Storkyrkan i gamla stan, men i øjeblikket kan man – fra hele verden – gå ind på Domkyrkoforsamlingens hjemmeside og være med til en times ignatianske åndelige øvelser på den digitale måde – men stadig med læsninger, refleksioner og bønner, som rammer for den enkeltes indre møde med Gud.

”Så vi kan høre, hvad Gud hvisker til os,” siger domkyrkoplan Ulf Lindgren.

Hvad er dine erfaringer med de ignatianske åndelige øvelser i Storkyrkan i normale tider?

”Fordelen ved at være sammen i en fysisk gruppe er, at det minder os om, at vi alle er en del af menneskeligheden. Det hjælper også mig som præst at lande og være stille sammen med andre mennesker, som beder.

Ulempen er, at der blot er plads til 15 mennesker, og at det starter kl. 16, hvilket gør, at nogen ikke kan nå at komme – og at der ikke er plads til alle interesserede. En anden ulempe er de lyde, som kommer, når man hoster, eller på andre måder giver sig. Det er helt naturligt, men i stilheden bliver de lyde meget høje, og nogle kan blive forstyrrede og irriterede.”

Hvordan er det anderledes for dig som præst at stå for åndedrætsøvelserne på den digitale måde under coronakrisen? Og hvilke tilbagemeldinger får du af sognebørnene?

”Da jeg optog øvelserne, tænkte jeg, at det skulle være en erstatning. Men ganske hurtigt indså jeg, at den digitale måde måske var en bedre metode. For nu kan mange flere personer deltage, ja flere hundrede om det skal være. Og de kan selv vælge, hvornår de vil sætte sig ned. Så den digitale måde at gøre det på er faktisk bedre for alle undtagen for mig, som nu sidder alene – og ikke altid tager mig tid til at lave en ordentlig øvelse selv.”

Pave Frans sagde op mod påsken 2020, at nu var hele jorden på ørkenvandring. Derfor bliver det relevant at stille spørgsmålet: Kan vi her i coronapandemiens tid lære noget af ørkenfædrene og ørkenmødrene? Og i så fald hvad? Her tænkes både som individer? Som kristne? Som menneskehed?

”De, som lider mest i pandemien, er alle dem, som tvinges til at isolere sig derhjemme. Ensomheden er så forfærdelig svær for mange. Tanker om selvmord har ramt så mange flere end før.

Vi oplever, at mange – især ældre i Stockholms gamla stan – nægter at lukke sig inde. De har fundet på mange udendørsaktiviteter. Kirkens forskellige kor har også i løbet af vinteren øvet sig ude på gaderne, så beoerne har kunnet åbent vinduerne og lytte med. Det har skabt en atmosfære lidt ligesom i Napoli. Og vi har fået donationer, så vi har kunnet købe frokost, som vi har delt ud til de ældre. Det har været et stort arbejde, men personalet fra Stockholms Slot har hjulpet til med det praktiske. De kreative idéer blomstrer.”

De første ørkenmødre og ørkenfædre fandt ikke af sig selv på at gå ud i ørkenen. Det gjorde man også i fortællingerne fra Det Gamle Testamente, hvor især vandringen fra Egypten til Kanaans land er velkendt. Men hvad var det i den jødiske tradition, som gjorde, at man søgte ensomheden i ørkenen? Hænger det sammen med jødernes idé om, at Gud skal sanses, og at man sanser bedre i ørkenen? Og måske især at vi behøver både regn og sol, både ørken og oase for at udvikle os og komme nærmere til Gud?

”Jeg tænker, at Bibelens ørken ikke er et dårligt sted. Tværtimod. Her er der plads, så man har en tydelig og fri udsigt. Her er der intet, der forstyrrer og hindrer udsynet.

Vi har også indset, at de digitale medier er fremtiden. Allerede i dag har jeg vesper hver onsdag via Zoom, hvor mere end 90 mennesker er tilmeldt. Vi overvejer også at indføre digitale morgenbønner.

Det har nemlig vist sig, at klostrenes bønne-rytme, som ellers slet ikke passer ind i en storby, kan fungere på Zoom, hvor vi mødes digitalt, og holder en kort åndelig pause, hvor vi digitalt sammen rejser os op og går. Lech lecha, der oversat fra hebraisk betyder ’rejs dig op og gå’. For nu kommer kirken ud til mennesker, i stedet for at mennesker skal komme til kirken.”