Fastebloggen dag 21: Vi falder og rejser os igen

Livets største tragedie er ikke, at vi begår fejl og sårer andre mennesker. Den største synd er ikke, at vi falder, men at vi bliver liggende.

Hvad laver I i klosteret? blev en broder spurgt. Vi falder og rejser os, falder og rejser os, falder og rejser os, lød svaret.

Livets største tragedie er ikke, at vi begår fejl og sårer andre mennesker. Den største synd er ikke, at vi falder, men at vi bliver liggende. Kampen i ørkenen er ikke en kamp mod, at vi aldrig igen begår fejl. Det vil vi altid gøre. Kampen består i, at vi ikke lader tingene stå til, lader fejlen stå uimodsagt.

Når du derfor bringer din gave til alteret og dér kommer i tanker om, at din broder har noget mod dig, så lad din gave blive ved alteret og gå først hen og forlig dig med din broder; så kan du komme og bringe din gave, lærer Jesus os i Bjergprædiken (Matthæusevangeliet, kap. 5, vers 23-24)

Vores kristne tro er ikke en tro for vindere, men for øvere. Ud af øvelsen fødes en bøn, der ligger Guds hjerte nær, fordi den er rundet af den mislykkedes ydmyghed.

Den, der ikke stoler på dig selv, er taknemmelig for, at han ikke faldt endnu dybere, vejleder Tito Colliander os og fortsætter, han priser Gud, som sendte ham hjælp i rette tid, for ellers havde han ligget tilbage dernede. Hastigt rejser han sig op og begynder bønnen med et trefoldigt Lovet være Gud

Simon Fuhrmann er natkirkepræst i Helligaandskirken i København