Fastebloggen dag 25: Guds ydmyghed

Vi skal ikke være stolte af vores egen ydmyghed. Vi skal ikke leve af vores eget brød, men af Guds brød. Kun på den måde undgår vi hovmodet, skriver præst Simon Fuhrmann på fastens 25. dag

I søndags fejrede vi brødsøndagen. Gennem fasten er det blevet tydeligt, at meningen med fasten er at spise, som Peter Halldorf plejer at udtrykker det. Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden, siger Jesus om sig selv (Johannesevangeliet, kap. 6, vers 33).

Her midt i fasten går det op for os, at vi i grunden ikke er kaldet til at faste, men til at spise. Fasten er blot forberedelsen på måltidet. Det betyder også, at målet i fasten ikke er at faste. Målet ligger ikke i vores egen disciplin eller beslutning. Målet er at fyldes af ham, der giver verden liv.

For den særligt disciplinerede og beslutsomme kan fasten derfor være en fælde. Kirkens fædre advarer mod den sværeste synd af alle: hovmodet. Hovmodet rammer nemlig dem, der er kommet langt i det åndelige liv, og som finder glæde i sin egen ydmyghed og fuldkommenhed.

Midfastens pointe er altså, at vi ikke skal være stolte af vores egen ydmyghed. Vi skal ikke leve af vores eget brød, men af Guds brød. Kun på den måde undgår vi hovmodet. Men hvordan finder vi da ydmygheden frem?

Det reflekterede ortodokse Alexander Schmemann over ved sit skrivebord en vintermorgen den 28. februar 1973. Han skrev:

Vi bliver ikke ydmyge ved at se på os selv (på en eller anden måde leder det altid til stolthed på grund af falsk ydmyghed, som i sig blot er et andet aspekt af stolthed og måske den sværeste at overvinde), men kun ved at se på Gud og hans ydmyghed (The Journals of Father Alexander Schmemann 1973-1983).

Simon Fuhrmann er natkirkepræst i Helligaandskirken på Strøget i København