Fastebloggen dag 34: Også vi opvækkes på Lazaruslørdagen

Verona (Veneto, Italy), San Zeno Maggiore.-The Raising of Lazarus.-Fresco, late 13th century.

At Lazarus der er et helt almindeligt menneske opvækkes betyder, at også du og jeg også kan tage del i Kristi opstandelse, skriver præst Simon Fuhrmann på fastens 34. dag

Dagen før palmesøndag kaldes i ortodoks tradition for Lazaruslørdagen og sigter på den hændelse, hvor Jesus opvækker Lazarus fra graven (læs Johannesevangeliet, kap. 11, vers 1-44). Denne begivenhed har et profetisk vidnesbyrd.

På samme måde som Johannes Døberen træder frem som en forløber for Kristi komme i adventstiden, får Lazarus rollen som forløberen ved fastens afslutning. Opvækkelsen af Lazarus er et fortegn på Kristi sejr over døden, skriver Peter Halldorf (Helligt år).

Men det bliver også et tegn for os mennesker. At Lazarus der er et helt almindeligt menneske opvækkes betyder, at også du og jeg også kan tage del i Kristi opstandelse. Først gennem vores dåb. Dernæst hvert øjeblik, når vi føler, at dødens skygge lægger sig over vores liv. Og til sidst, når vi træder med Kristus ind i evigheden.

Lazaruslørdagen og palmesøndag bindes sammen ved at opvækkelsen sker i byen Betania, og det er også her, at Jesus begynder sin vandring mod Jerusalem, som vi hører om palmesøndag.

Med Lazaruslørdagen bliver vi parat til at tage del i påskens mysterium. Vi er som Lazarus, der kommer ud af graven indviklet i gravklæder, så vi knapt kan bevæge os. Da befaler Jesus: Løs ham og lad ham gå (vers 44). Og med de ord bliver vi også løst, så vi frimodigt kan tilegne os det, påsken vil give os.

Simon Fuhrmann er natkirkepræst i Helligaandskirken på Strøget i København. Følg hans refleksioner på bloggen oerkensprog.com