Fastebloggen dag 36: Den store tirsdag: Er jeg ond?

Når vi kommer til erkendelsen af, at verdens ondskab potentielt også eksisterer i vores eget dyb, kan vi finde trøst i, at Gud forvandler den udspekulerede ondskab til en del af sin storslåede plan, skriver præst Simon Fuhrmann på fastens 36. dag

På den stille uges anden dag mindes vi planlægningen af pågribelsen af Jesus. Vi læser:

Det var to dage før påske og de usyrede brøds fest. Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at finde ud af, hvordan de kunne gribe Jesus med list og slå ham ihjel... Judas Iskariot, en af de tolv, gik til ypperstepræsterne for at forråde ham til dem. Da de hørte det, blev de glade og lovede ham penge for det. Så søgte han at finde en lejlighed til at forråde ham (Markusevangeliet, kap. 14, vers 1 og 10-11).

Når vi hører om Judas Forræderen er det os ofte ubegribeligt, hvordan han kunne handle, som han gjorde. Havde han ikke vandret sammen med Kristus i flere år? Havde han ikke hørt hans ord og set hans gerninger? Havde han ikke oplevet Kristi mest intime venskab, ømhed, nærvær og omsorg? Hvordan kan noget ondt udspringe af dette?

Det er så nemt at stille sig på godhedens side. Især når man kender historiens gang og intet har at miste. Alligevel selvfølgelig i andre former og med andre udtryk forråder vi Kristus gennem vores ord og handlinger. Som når vi ikke ser, at vores medmenneske er skabt i Kristus og tilhører ham. Eller når vi går på kompromis med vores tro for at tjene lidt ekstra. Så stiller vi os i koret med dem, der råber: Korsfæst ham!

En morder blev engang henrettet på torvet, mens der blev fejret gudstjeneste i kirken. Præsten vendte sig til sin sidemand og sagde:

Det kunne have været mig.

Når vi kommer til erkendelsen af, at verdens ondskab potentielt også eksisterer i vores eget dyb, kan vi finde trøst i dette: At Gud forvandler den udspekulerede ondskab til en del af sin storslåede plan for hele skabelsen. Judaskysset forvandles til kærlighedens kys.

I Gud får intet lov at være så ondt, at et lys ikke kan tændes. Og så er der også håb os.