Fastebloggen dag 37: Den store onsdag: At spilde sit liv på Jesus
Gud spilder sit liv på os, for at vi skal spilde det på ham, skriver præst Simon Fuhrmann på fastens 37. dag
I centrum den store onsdag står to skikkelser i fuldstændig kontrast: Maria og Judas. Vi læser:
Maria tog et pund ægte, meget kostbar nardusolie og salvede Jesu fødder og tørrede dem med sit hår; og huset fyldtes af duften fra den vellugtende olie.
Judas Iskariot, en af Jesu disciple, han, som skulle forråde ham, sagde da: »Hvorfor er denne olie ikke blevet solgt for tre hundrede denarer og givet til de fattige?« (Johannesevangeliet, kap. 12, vers 3-5).
Gud er kærlighedens kilde. En kilde, der strømmer over i mødet med mennesket. Denne strøm af godhed og nåde forvandler os indefra og opmuntrer os til selv at lægge vores liv i denne strøm og blive et med den. Gud spilder sit liv på os, for at vi skal spilde det på ham.
Det er dét, nardusolien er et symbol på: At vi giver det allerkæreste, vi ejer, og spilder det på Gud. Det eneste virkelige bevis på kærlighed er offeret.
Først når vi virkelig har indset, at kærlighed og offer er to sider af samme sag, kan vi hjælpe dem, der er i nød.
En af de få kvindelige salmeforfattere i 800-tallet, Kassia, har skrevet en salme om netop dette, som Grundtvig har gendigtet.
Med sin alabaster-krukke,
fuld af salve dyrebar,
hun, som måtte skamfuld sukke:
Herre, ynkes! Herre, spar!
kom, med hjertet sønderknuset,
ind i farisæerhuset,
hvor til bords den rene sad.
Synderinden kom med rødme,
krukken brat hun sønderbrød,
salven dyrebar med sødme
over Herren hun udgød,
lod og sine tårestrømme
Herrens fødder oversvømme,
tørred med sit hovedhår.
I min barm, som denne kvinde,
hjertet føler banghed stor,
sniger, som den synderinde,
sig til dig ved nådens bord,
rødmer, blegner, føler vånden,
eftergør det alt i ånden,
sukker: Herre, ynkes, spar!
Himlen sig til jorden bukked,
den gang du blev støvets søn;
bøj dig nu til hjertesukket,
øre dit til angers bøn!
O Marias søn, du bolde,
døm mig ej med læber kolde,
skjul mig i din kærlighed!
Mine synder, dine domme,
bundløst dyb at tænke på!
Lad din nåde til dem komme
og i dybde overgå!
Når af den jeg er oplivet,
jeg, hvem meget er tilgivet,
elske vil dig evig ømt.
(DDS 151. Kassia omkr. 800. N.F.S. Grundtvig 1837.)
Simon Fuhrmann er natkirkepræst i Helligaandskirken på Strøget i København. Følg hans refleksioner på bloggen oerkensprog.com