Fastebloggen dag 9: Askese er kristen modstand

Foto: Iris

Vores faste er en kritik af samfundet, når det viser sig fra sin dårlige side og ikke udøver barmhjertighed og kærlighed, skriver præst Simon Fuhrmann på fastens niende dag

At faste er en asketisk øvelse. Askese betyder øvelse eller træning. Askese er en af de mest misforståede aspekter af den kristne tro og tradition. Asketiske praksisser bliver ofte affejet som et ønske om at fortjene sig frelsen eller anset som en degradering af det skabte, vores kroppe og naturen.

Ifølge disse fordomme skulle de tidlige kristne være under indflydelse af platonske og gnostiske tankemønstre, der identificerede synden med kroppen. Derfor skulle man plage sin krop.

Men meningen bag faste er ikke noget individualistisk projekt. Askese er kristen modstand, en politisk handling, påpeger politisk-teologiske Patrik Hagman i hans bog "Om kristent motstånd".

Vores faste er en kritik af samfundet, når det viser sig fra sin dårlige side og ikke udøver barmhjertighed og kærlighed.

Dem, der søgte ud i ørkenen gjorde det ofte i en slags protest mod den måde, samfundet fungerede, siger Patrik Hagman og fortsætter:

Ved at leve et asketisk liv viste disse mænd og kvinder en alternativ måde at leve på, hvor kortvarig vinding i form af penge, magt og ære ikke trumfer spørgsmål om sandhed, godhed og skønhed.

Når vi faster og øver os i afholdenhed er det, for at vi kan lære at sige nej og nøjes, også i materiel forstand.

Simon Fuhrmann er præst i Helligaandskirken i København