Fastebrev

Faste uge 3: Sulten er en kreativ drivkraft

Jeg har brugt sultens drift til at arbejde intenst på min kunst i fasten, skriver billedkunstner og eventkoordinator Michaël Borgen-Nielsen. Illustrationen er lavet til indlægget af Michaël Borgen-Nielsen. Foto: Michäel Borgen-Nielsen

Sulten er en stærk drift, der kan sublimeres til kreativitet. Jeg har selv været meget mere produktiv, siden vi omlagde fasten i sidste uge, skriver billedkunstner og eventkoordinator Michaël Borgen-Nielsen efter tre ugers faste

De to venner Michaël Borgen-Nielsen og Manuel Lahrmann faster begge to for første gang i år og deler deres udfordringer, glæder og tanker med hinanden og kristendom.dk's læsere i en brevudveksling frem til påske.

Hej Manuel

Jeg har omlagt fasten til de regler, du foreslog. Det føles mere rigtigt. Sulten er en følelse, jeg ikke har givet mig selv lov til at føle i lang tid. Det er ikke rart at mærke sin krop så intenst, men det er ægte og livsnært. Brevvekslingen føles også mere ægte, nu hvor du er rejst til Nice.

Jeg kom i tanke om den amerikanske forfatter Ernest Hemingways erindringer om sine lasede år i 1920'ernes Paris. Den danske titel er ”Der er ingen ende på Paris.” Jeg synes, det er en ærgerlig oversættelse fra originaltitlen ”A moveable Feast,” der løst kunne oversættes til ”Et flytbart gilde.” Originaltitlen indkapsler bogens centrale temaer – bohemelivets fester, gilder og sultne dage – på en så koncis og klar måde. Den danske titeloversættelse mudrer motivet med grove penselstrøg.

Især kommer jeg i tanke om det ottende kapitel i bogen med den sigende titel ”Sult er god disciplin.” Hemingway fortæller om at gå rundt i byens gader, tynget af sulten.

”Man blev meget sulten, når man ikke spiste nok i Paris, for alle bagerierne havde så lækre ting udstillet i vinduerne, og der sad folk ved borde udenfor på fortovet, så man både så og lugtede maden.”

Jeg forestiller mig dig gå rundt i Nice og blive fristet, som Jesus blev fristet på sin ørkenvandring. Den mest interessante pointe i kapitlet er, når han går ind på Luxembourg-museet for at flygte fra sin sult. Her får han en åbenbaring i kraft af sine verdslige lidelser:

"(…) alle malerierne var stærkere og klarere og smukkere, hvis ens mave var tom, og man var hundesulten."

Jeg kan virkelig identificere mig med sultens transfigurerende effekt, som Hemingway beskriver. Når jeg mærker sulten, mærker jeg også min krop og omverdenen mere intenst. Lidelsen farver mine oplevelser.

Desuden er sulten en stærk drift, der kan sublimeres til kreativitet. Jeg har selv været meget mere produktiv, siden vi omlagde fasten i sidste uge, da jeg har brugt sultens drift til at arbejde intenst på min kunst. Al den tid, som jeg ellers kunne have brugt på at snacke eller tage på druk, bliver pludselig tom og kan derfor fyldes ud med andet. Det er selvfølgelig ikke kun guld og grønne skove. Hemingway romantiserer og glorificerer sine unge dages sult, som man tit kommer til. Når man står i situationen, er det selvfølgelig ikke lige så rosenrødt.

På trods af at vi omlagde fasten, er det hverken blevet lettere eller sundere at faste. Jeg er faldet i et par gange, måske fordi jeg ikke tager fasten seriøst nok, eller måske fordi vi to er de eneste, der faster. Der er et stærkt isolerende element i at holde sig fra fester og være sulten, når alle andre lever videre, som de plejer.

Du skrev om den sociale kontrol under fasten i din fars provinsby i dit sidste brev. Jeg tolker din fortælling i et mere positivt skær. Når hele landsbyen holder hinanden i ørene og deler sulten, bliver fasten en fællesrite. Det er dog svært for mig at finde ud af, om fasten skal være et privat eller et delt anliggende.

I Matthæusevangeliet kapitel 6 vers 16-18 står der, at fasten skal holdes privat og gemmes for alle pånær Gud. Lidelsen skal ifølge disse vers stoisk gemmes væk, for det er hyklerisk at beklage sig. Det er selvfølgelig for sent for os to at faste således. Det føles også fremmed ikke at dokumentere eller udtale sine meninger og oplevelser, men måske ville det have været den rigtige vej. Jeg læner mig derfor mod en offentlig og delt faste - en universel højtid, der handler om at give slip på verdslige laster i fællesskab.

Kærlige hilsner
Michaël

Michaël Borgen-Nielsen er billedkunstner og eventkoordinater. Illustrationen øverst i indlægget er lavet af ham, og det er muligt at se flere af hans værker på instagram.