Indføring

Hvad er formålet med udklædning i ritualer?

Formålet med fastelavnsudklædning var oprindeligt at parodiere kirken. Når man klæder sig ud leger man med alternative verdener, noget som også religiøse ritualer trækker på. Foto: Tony Gentile/Reuters/Ritzau Scanpix

Fastelavn markerer den sidste aften før fasten, som man fejrer ved at spise lækker mad, slå katten af tønden og klæde sig ud. Udklædning kendes især fra halloween, karnevaller og maskeballer, men spiller også en vigtig rolle for kirkelige overgangsritualer. Hvorfor klæder man sig ud til fastelavn og hvilken rolle spiller udklædning for religiøs praksis?

Fastelavnsudklædningen er i dag reduceret til en harmløs beskæftigelse forbeholdt børn. Men når vi klæder os ud, spiller vi på ritualets ældgamle strenge, hvis musik giver genklang dybt i os.

“Ritualet er det, der adskiller mennesket fra dyrene”. Sådan siger professor i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet Hans Jørgen Lundager Jensen og uddyber:

“Dyret spiser, sover og avler, hvorimod mennesket har et afgrundsdybt behov for indimellem at sætte denne cyklus på pause. Tag nu min kat for eksempel; den kan kun være i den virkelige verden. Jeg kan derimod administrere at være i mange forskellige verdener ved for eksempel at læse, se fjernsyn eller ved hjælp af religion. Det er dét, religion kan.”

Udklædning hjælper os med at rejse mellem verdener
Religiøse ritualer opfylder et grundlæggende menneskeligt behov for at leve i andre verdener end den, vi er i. Også bøger, film og udklædning luller os ud af virkeligheden og ind i eventyret. Når vi klæder os ud, distancerer vi os fra hverdagens trummerum. Overgangen fra en verden til en anden iscenesættes ved at manipulere med vores tidsopfattelse:

“Enten sætter vi hastigheden op som for eksempel til fastelavn, hvor tiden ligesom accelererer, eller også sætter vi hastigheden ned, som for eksempel til søndagsgudstjenesten, hvor tiden nærmest går i stå. Det er derfor mange mennesker synes det er kedeligt at gå i kirke.”

Fastelavn er en parodi, der vender hierarkiet på hovedet
Førhen var hensigten med fastelavnsudklædningen at gøre grin med kirken og på den måde vende op og ned på hierarkiet. Hans Jørgen Lundager Jensen fortæller blandt andet, at man i middelalderen kunne tage et æsel med ind i kirken og lod det holde prædiken. På denne dag kunne man gøre, sige og være alt det, der under normale omstændigheder var umuligt.

Friheden var berusende men kortvarig. Det er nemlig centralt for ritualets effekt, at det ikke bare bliver ved og ved. Ligesom en bog eller en film har en klart afgrænset begyndelse og ende, således har også gudstjenesten eller fastelavnsfejringen det. På den måde markerer ritualet grænsen mellem fantasi og virkelighed.

Fastelavn var ikke en revolution, der omstyrtede kirken. Tværtimod. Fastelavnens tøjlesløshed var en spejling af kirkens alvor, og når man afklædte sig sit kostume og trak æslet tilbage i stalden, befandt man sig atter i virkelighedens jerngreb. På den måde bekræftede fastelavn dagligdagen og dermed kirkens magt.

Ritualet er et afbræk fra hverdagen
Alle ritualer har ét formål til fælles, nemlig at afbryde dagligdagen og etablere en alternativ virkelighed. Det bidrager udklædningen til, nogle gange ved at udviske individualiteten, andre gange ved at forstærke den. I begge tilfælde er der ifølge Hans Jørgen Lundager Jensen tale om en leg med alternative eksistenser. Hvad nu hvis jeg ikke var mig selv, men en anden? Måske superhelt eller en superskurk. Eller hvad nu hvis jeg slet ikke var nogen?

Hensigten med søndagsgudstjenesten er, modsat udklædningen, at blive anonym. Menigheden modtager nadver sammen, synger salmer sammen og beder sammen. Kort sagt: Mennesket skrumper i mødet med Gud. Det sammen gælder fasten, der oprindeligt var en såkaldt bodstid, hvor kristne reflekterede over deres synder.

“Som fasten skrider frem, bliver stemningen mere og mere dyster, og individualiteten smelter væk til fordel for anonymiteten. Denne proces symboliserer overgangen fra en verden til en anden. Sorgen kulminerer langfredag, hvor Jesus korsfæstes. Lysene slukkes og klokkerne tier. Verden går i stå.”

Påskesøndag genopstår Jesus, fasten ophører og dagligdagen vender tilbage. Hvert år gentages dette ritual for at minde os om det umuliges mulighed, nemlig genopstandelsen. Gentagelsen er væsentlig for, at ritualet så at sige virker. Højtiderne og de tilhørende traditioner forløber hvert kirkeår efter en fastlagt drejebog. Men hvad opnår man ved at gentage højtiderne igen og igen? Ved at klæde sig ud år efter år?

“Det må have noget at gøre med, at vi på en og samme tid eksisterer i flere verdener, selvom vi er den samme. Ritualet er en måde at anbringe sig i spændingsfeltet mellem det som er, og det som kan være.”

Sådan lyder Hans Jørgen Lundager Jensens svar. Ritualet giver os adgang til andre verdener, både højtidelige og skødesløse, og samtidig rodfæster det os i denne verden. Udklædning gør det muligt for os at være andre end os selv, og derved mindes vi om, hvem vi er.