Kom udklædt til festlige fastelavnsfejringer i landets kirker

En af traditionerne til fastelavn er at "slå-katten-af-tønden". Førhen var der en levende kat inde i tønden, men i dag er man heldigvis gået over til blot at klistre en papirskat på tønden. Foto: NIMA STOCK

Flere af landets kirker har taget de folkelige fastelavnstraditioner til sig, og de inviterer derfor til fastelavnsgudstjenester med alt hvad en barnlig sjæl kan begære. Nedenfor guider vi til fastelavnsgudstjenester for en hver smag

I denne weekend er det fastelavnssøndag og for mange betyder det flødeskumsfyldte fastelavnsboller, udklædning og tøndeslagning.

Førhen var fastelavn en voksenfest der markerede starten på den 40 dage lange faste inden påsken. I dag er det de færreste der faster, og for mange er fastelavn mere en fest for børnene end en voksenfest.

I flere af de danske kirker inviterer man derfor også til børnegudstjeneste fastelavnssøndag. Her får du 6 bud på fastelavnsgudstjenester i hele landet:

Roskilde: Børnegudstjeneste og tøndeslagning i Jakobskirken

Jakobskirken inviterer til børnegudstjeneste med efterfølgende tøndeslagning for alle aldre. Alle opfordres til at komme udklædte til gudstjenesten, der afsluttes med fastelavnsboller og varm kakao.

Gudstjenesten foregår i Jakobskirken lørdag den 25. februar kl. 10.30, Roskilde Kommune.

Ikast: Tøndeslagning for alle aldre i Fonnesbæk Kirke

I Fonnesbæk Kirke inviterer de traditionen tro, til familiegudstjeneste og tøndeslagning i forbindelse med fastelavn. I år er der hele 6 tønder, og dermed noget for alle aldre. Efter gudstjeneste og tøndeslagning vil man kunne købe pølser og brød.

Gudstjenesten foregår i Fonnesbæk Kirke d. 26. februar kl. 10.30, Ikast-Brande Kommune.

København V: Pynt dit eget fastelavnsris i Enghave Kirke

I Enghave Kirke er der fastelavnsgudstjeneste med korsang fra børne- og spirekoret. Efterfølgende er der tøndeslagning og pyntning af fastelavnsris, der senere bruges til fastelavnsrisløb i kirken. Kirken serverer også pølser og fastelavnsboller.

Gudstjenesten foregår i Enghave Kirke d. 26. februar kl. 11.00, Københavns Kommune.

Nørre Aaby: Kom og vær med til at plante et ”Luther-træ” i Nørre Aaby Kirke

I Nørre Aaby Kirke inviterer de til fastelavnsgudstjeneste med tøndeslagning og fastelavnsboller i sognehuset. Her håber de på at deltagerne vil komme festligt udklædt. For at markere 500 års jubilæet for reformationen, vil der efter fastelavnsgudstjenesten blive plantet et ”Luther-træ” i Nørre Aaby.

Gudstjenesten foregår i Nørre Aaby Kirke d. 26. februar kl. 14.00, Middelfart Kommune.

København NV: Fastelavnsgudstjeneste med ild og jonglering i Grundtvigs Kirke

I Grundtvigs Kirke inviterer de til fastelavnsfest med familiegudstjeneste, tøndeslagning, ild og jonglering. Efter en kort familiegudstjeneste, vil kirkens børneteater fremføre et spil om ”Martin Luther og tordenvejret”. Derefter vil der være tøndeslagning samt boller og kakao i kirkens krypt, og Marek Magiereck vil underholde med ild- og ballonartisteri.

Gudstjenesten foregår i Grundtvigs Kirke d. 26. februar kl. 14.00, Københavns Kommune.

Nordborg: Fastelavn for voksne i Oksbøl Kirke (Vor Frue Kirke)

I Oksbøl Kirke har de tradition for at have et festligt indslag i forbindelse med fastelavn. Normalt plejer det festlige indslag at være til børnenes fastelavnsgudstjeneste om formiddagen, men i år er det anderledes! Dette år inviterer kirken nemlig til en aften med musikgudstjeneste og klezmermusik. Klezmermusik er jødisk folkemusik og i Oksbøl Kirke lover de en medrivende og anderledes musikgudstjeneste.

Gudstjenesten foregår i Oksbøl Kirke d. 26. februar kl. 19.00, Sønderborg Kommune