Fem steder i Bibelen om døden

Ved allehelgen mindes man i den danske folkekirke de døde. Det gælder både personlige tab, men også dem, som har ført troen videre gennem kristendommens historie. Foto: Ditte Valente/Ritzau

Allehelgen er tiden, hvor man i den danske folkekirke mindes de døde. Men hvad har Bibelen at sige til os om døden? Her er der samlet fem vigtige citater

I den danske folkekirke er allehelgensdag en dag, hvor de døde mindes. Det gælder på den ene side personlige tab, men derudover favner mindet alle dem, som har ført troen videre gennem kristendommens historie.

Der findes en række steder i Bibelen, hvor døden forsøges formuleret, og der findes ligeledes en masse steder, hvor der kan findes trøst.

Her er samlet fem citater fra Bibelen om døden - fra tidligt i Det Gamle Testamente frem til langt henne i Det Nye Testamente.

Døden bliver introduceret (Første Mosebog 2,15-17):
»Gud Herren tog mennesket og satte ham i Edens have, for at han skulle dyrke og vogte den. Men Gud Herren gav mennesket den befaling: »Du må spise af alle træerne i haven. Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af, for den dag du spiser af det, skal du dø!«

Alle mennesker skal dø (Salmernes Bog 90,3-10):
Du lader mennesket vende tilbage til støvet,
du siger: »Vend tilbage, I mennesker!«
Tusind år er i dine øjne
som dagen i går, der er forbi,
som en nattevagt.
Du skyller dem bort, de sover ind,
de er som græsset, der gror om morgenen;
om morgenen blomstrer det og gror,
om aftenen er det vissent og tørt.
Vi går til i din vrede,
vi forfærdes ved din harme.
Du har stillet vore synder for dine øjne,
vore skjulte overtrædelser i dit ansigts lys.
Alle vore dage svinder hen i din vrede,
vi henlever vore år under suk.
Vore leveår kan være halvfjerds,
eller firs, hvis kræfterne slår til,
men al deres stolthed er elendighed og ulykke;
hastigt går det, så flyver vi bort.

Alting har en tid (Prædikerens Bog 3,1-2):
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.
En tid til at fødes, en tid til at dø.
En tid til at plante, en tid til at rydde.

Jesu død (Matthæusevangeliet 27,45-50):
Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« – det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.« Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.« Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

Det levende håb (Første Petersbrev 1,3-5):
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, som i sin store barmhjertighed har genfødt os til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde, til en uforgængelig og ukrænkelig og uvisnelig arv, der ligger gemt i himlene til jer, som af Guds magt ved troen bevares til en frelse, der holdes rede til at åbenbares i den sidste tid.

Bibelteksten er fra den autoriserede oversættelse, © Det Danske Bibelselskab 1992.